Nye nedskæringer

Af Elisabeth Lockert Lange

SMALHALS

Fritidshjems- og fritidsklubområdet er gennem årene blevet skåret og skåret. Nu trues de af endnu en nedskæring. Om det sker, og hvor meget det i givet fald bliver, blæser i vinden, og det i sig selv er et pres på institutionerne.

Indre By, lige mellem Kongens Have, Nyboder og Store Kongensgade ligger den integrerede institution Klerkegade 33 normeret til 40 fritidshjemsbørn og 45 fritidsklubbørn. En lille institution med andre ord (selvom normeringen nu ikke holder, bl.a. er der 56 klubbørn, ikke 45; men mere om det senere).

Mit besøg ligger om formiddagen, efter morgenens børn er gået og inden de alle vender tilbage fra skole. Alligevel kan stemningen uden besvær mærkes: der er nærhed og imødekommenhed. Der er rart at være.

Men man skal ikke lade sig narre. Også der kan de mærke de mange og store nedskæringer, som fritidshjem og klubber har gennemlevet de sidste mange år. Og også der kan de mærke den trussel, der hviler over dem efter kataloget med besparelsesforslag kom på banen. Måske bliver intet af det vedtaget, men det er et faktum at politikere og forvaltningsfolk har tænkt tankerne. Og hvis det ikke bliver denne gang, kan de jo altid vende tilbage og kigge på forslagene, når der igen er behov for besparelser.

Det er svært som ansat ikke at tænke sådan. Især ikke hvis man har været med i en årrække.

Da leder Anne Floor og souschef Madeleine Nielsen så spareforslagskataloget første gang her i efteråret, kiggede de på hinanden og var enige om, at hvis dette blev vedtaget, så skulle de ikke mere arbejde i Københavns Kommune.

Tag fx morgenåbningen. Den har politikerne og forvaltningsfolkene været efter i mange år. Hver eneste gang der er nedskæringer på tapetet, trækker de morgenåbningen ud af stalden og lufter tanken om at nedlægge den. Og de gør det på en måde så det er tydeligt at de slet ikke ved, hvad den betyder for man ge familier. Det virker som om de opfat ter den som en luksus for de ansatte.

Det er den ikke, gør de to pædagoger helt klart.
”Vores forældre har travlt, og vi har nogle faste børn om morgenen. Og det handler altså ikke om at være her en halv time før skoletid. Det er børn som kommer kl. 7 med nattøj på under overtøjet, som skal have morgenmad, og som lige skal have tjekket, om de har det hele med i skole. Det handler ikke kun om pasning.”

Alligevel sætter politikerne igen og igen spørgsmålstegn ved værdien af morgenåbningen.
Eller tag lukkedagene. Dem er der blevet fl ere og fl ere af, men så kom der en udmelding fra forvaltningen om at institutionerne skam selv måtte be stemme, om de ville holde lukkedage. Men pengene til at holde åbent, ja de var blevet taget fra dem.

NÆRVÆRET I RELATIONEN

Trods det at morgenåbningen stadig eksisterer, er det allerede nu mere end svært at fastholde fuldtidsstillinger på fritidshjem- og fritidsklubområdet. I Kler kegade er kun ledelsesteamet på fuld tid, alle andre er på mellem 30 og 34 timer. Det tyder ikke godt for en fremtid med yderligere nedskæringer. For hvordan kan man tiltrække de bedst kvalifi cerede, når man ikke kan tilbyde dem et job de kan leve af, men hvor jobbet som fritids pædagog måske er et af to jobs.

”Vi er så bundet op på økonomisty ringen, at vi oplever vi hele tiden skal være mere end fyldt op. Vi er nervøse for at bruge normeringen, fordi vi så måske står til sidst og skal afskedige folk eller sætte dem ned i tid. Konsekvensen er at vi er konstant overbelagt”, peger Anne Floor på.

Hun er ikke glad for det. Der er jo en grund til at et bestemt antal kvadrat meter er normeret til et bestemt antal børn, og det er ikke ligegyldigt, om det overskrides. Det samme gælder i for hold til personalet: folk bliver slidt ned.
Så det er alfa og omega rent faktisk at bruge lønsumskronerne til løn.

”Som ledelse kan vi jo heller ikke byde personalet at de skal lave det samme som før med færre ressourcer”, fremhæ ver Madeleine Nielsen og tilføjer: ”Det holder ikke at vi som omsorgs personer hele tiden sørger for at ned skæringerne ikke går ud over børn og forældre, ja nærmest ikke kan ses, og så bare løber hurtigere selv.”

Stort set alt koster som bekendt penge, og med et mildt sagt skrabet budget overvejes hver eneste krone, før den ruller i en hverdag med aktiviteter, ture, forplejning osv.
”Især når vi gerne bare ind i mellem vil lave noget lidt ud over det sædvan lige fx en konkurrence eller en fest, så koster det noget. Helt små ting som svømmebriller til børnene koster penge.

Vores økonomi er så stram at vi overve jer hver eneste lillebitte ting vi køber”, fortæller Madeleine.
Det samme gælder mad (som be kendt er kvalitetsmad dyrt) og transport.
Kort sagt overvejer de alt de bruger penge på. Men de står strengt på at de ikke lige nupper noget af lønbudgettet eller husbudgettet til aktiviteter, det ville være som at tisse i bukserne.

HVER KRONE VENDES

Som fritidsinstitution er det naturligvis børnenes fritid der er i fokus. Børnene skal selv være med til at forme deres hverdag. Den pædagogiske opgave er først og fremmest at give nærvær og omsorg.

”Og omsorgen skal der være tid til. Vi kan starte en masse aktiviteter, og nogle forældre ville uden tvivl være glade for det, men hvis vi gør det, vil der ske noget med relationen. Vi tænker omvendt her i huset. Det er relationen der er det grundlæggende, nærværet, omsorgen skal være der, så kommer ak tiviteterne i anden række.”

Den årlige koloni har altid været elsket af mange fritidshjemsbørn. Bør nene i Klerkegade må undvære den i år. De har i modsætning til en del andre steder taget konsekvensen af nedskæ ringerne og skåret kolonien fra. De har valgt at prioritere hverdagen højere. For vælges skal der med de budgetter fritids hjem og klubber har.

”Det kan mærkes når der skæres, og vi kan ikke gøre det samme som før. Vi kan bare ikke tage de penge ud af budgettet til koloni. Det er trods alt kun en tredjedel af børnene som får glæde af den, mens hverdagen er for dem alle.
Vi har brug for pengene i hverdagen, og vi vil hellere lægge pengene der”, siger Anne Floor men tilføjer: ”Det bliver hårdt at sige det til børnene, det har vi ikke gjort endnu.”

Der er andre områder, hvor de ikke har samme mulighed for selvbestemmel se. Fx indkøbsordningen, som de to pæ dagoger nærmest smågrinende nævner.

Den er så grøn og etisk korrekt, men besparelsen scorer kommunen, mens de priser som institutionerne skal betale er langt højere end det, de tidligere kunne få tingene til på tilbud. Så den er med til at spænde ben for at institutionerne kan få økonomien til at hænge sammen.

De fl este af Klerkegades børn kom mer fra velstillede familier, som gerne giver lidt ekstra til særlige aktiviteter, men andre steder, hvor de ikke er så heldige, har institutionen spædet til fra driftsbudgettet, så børnene får lige vilkår. Hvad gør de nu, nu når den mu lighed svinder ind?

Madeleine Nielsen giver et eksempel:
”En pige havde fødselsdag og skulle være her hele dagen. Vi valgte at fød selsbarnet gav is, men det kunne vi jo ikke gøre, hvis alle børnene var her på deres fødselsdag.”

MISTILLID OG HÅB

Fremtiden kan gå begge veje.
På den ene side vokser mistroen på grund af de mange års erfaringer; så nu tænker de hele tiden det værste. På den anden side er der kommet en ny direktør, som har proklameret at økonomi styringen skal være lige så let at administrere som at gå i netbank hjemmefra.

Mistilliden først.

Hvad nu hvis samtænkningen falder på gulvet, vil det så betyde at der fjernes timer? Og hvad vil smalhals både i institutionerne og på skolerne betyde for et samarbejde, som er til gavn for børnene? Vil de begynde at kaste opgaver over på hinanden?

Hvis nu de mange administrative opgaver, som institutionerne i sin tid fik lagt ud (uden medfølgende ressourcer) skal centraliseres, bliver de så skåret i ti mer på grund af det? Hvad sker der med lokalpuljen til opsøgende arbejde?

”I alle årene har jeg kun oplevet at vi har fået lagt fl ere opgaver ud. Jeg har aldrig oplevet at vi har fået fl ere kroner ud. Men når de så vil fjerne opgaver fra os, så skærer de et beløb for det. Fx når de nu taler om at tage det administrative hk-arbejde væk fra institutionerne, hvad sikkert også vil være rationelt, for det fylder alt for meget. Vi fik det lagt ud uden timer med, men jeg tvivler på at de nu hvor de taler om at tage opgaven tilbage ikke samtidig tager timer fra os.

Det ville de i hvert fald, da de på et tids punkt forsøgte sig med administrative fælleskaber”, siger Anne Floor.
Kommunens sygefraværspolitik er et andet rigtig godt eksempel og forklaring på den voksende mistillid hos mange ansatte. Som bekendt har man besluttet at sygefraværet skal ned, og derfor har man skåret i personaledækningen. En elegant løsning? De bliver jo ikke min dre syge af den grund. De skal bare løbe hurtigere.

Fællesledelse, områdeledelse, ja hvad man ellers kalder det, er også et ofte diskuteret emne ude på institutio nerne – og med bekymring.
Hvis fritidsinstitutionerne fx skal ind under skoleledelsen, hvad så med den pædagogiske synsvinkel, vil den blive nedtonet til fordel for den skolemæssi ge? Og hvad vil der ske med ledelsen på institutionen? Bekymringen er tydelig.

Alligevel ser de to pædagoger også lyst på tingene. Dels er de rigtig glade for deres arbejde. Dels er deres integre rede institution et fedt sted at være med skønne børn og skønne forældrene.

Dels har de et forstående bydelsper sonale, som trods eget pres giver god service.
Dels håber de på bedre tider med Else Sommer. At hun kan skabe tillid til økonomistyringen og gøre systemet gennemskueligt og til at arbejde med.

Som det er nu, svæver alle i det uvisse.
”Der skal rettes op på tingene, ja, men det bliver svært hvis vi skal betale regningen. Derfor er det godt at der nu ser ud til at være et større fælles ansvar for at dække underskuddet. Og vi ved jo at Københavns Kommune har råd. Vi ved også at de sidste penge mangler at blive fundet. Derfor er det så vigtigt at vi tager stilling og står sammen fagpolitisk mod nedskæringerne nu. Vi er sårbare når vi ikke gør det”, vurderer de to pædagoger.