Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Seniorklubben 25 år
Af Elisabeth Lockert Lange
Kammeratskabet
Seniorklub i 25 år med varmt, åbent og stimulerende samvær.
”Det er først og fremmest sammenholdet, venskaberne og kammeratskabet, der gør klubben så vigtigt for mig.” Den omtalte klub er Seniorklubben i LFS. Den 20. april har den navnkundige klub eksisteret i 25 år og alt tyder på at den blot vokser sig større og stærkere år for år.
Det starter i 1981. Nina Nora Marie Larsen var et par år før gået af som leder af daginstitutionen i Centerparken i Valby, men havde fortsat kontakt med andre ”seniorer”. Heriblandt (nu afdøde) Dagny Larsen, som var den egentlige initiativtager til en seniorklub i LFS’ regi. Fra hende modtog Nina Larsen en dag et brev med en opfordring til at deltage i et møde i LFS med etableringen af en seniorklub på dagsordenen.
”Jeg mødte op og det gjorde en halv snes andre også. Selve seniorklubben blev ikke etableret lige den dag, men vi blev enige om at vi ville etablere en telefonkæde. Og at vi ville ringe til alle de pensionister i fagforeningen som vi kendte. Bl.a. skaffede vi en liste fra Direktoratet.” Næste gang de mødtes dannede de en bestyrelse, men uden at de havde papirer på at de ville skabe en klub.”Formålet med klubben var at give afgåede medlemmer en mulighed for at holde fast i idéer og kontakter, som vi havde haft mens vi arbejdede.”
De var en lille gruppe. Og mens Dagny Larsen var formand, blev Nina Larsen næstformand. Derudover var der både dagplejere og fritidshjemsfolk repræsenteret i den lille fem-mandsbestyrelse.
”Og så gik vi i krig. Vi undersøgte og ledte, vi fandt navne, vi skrev breve, vi ringede. Vi gik til møder bl.a. inden for LO, og vi holdt møder med de mennesker vi havde fået fat i og som viste sig interesserede. Efterhånden kom der flere og flere, det bredte sig som ringe på vandet” siger en tilfreds Nina Larsen.
SAMMENHOLD
I 1982 var de så mange at det blev formaliseret: de dannede en egentlig forening for pensionister og efterlønnere i LFS’ regi. Medlemmerne kom fra alle dele af LFS, der var både folk fra dagplejen, specialområdet, vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.
Lige siden har alle seniorer i LFS fået den mulighed for at fastholde det sammenhold, de oplevede i arbejdslivet.
Og så selvfølgelig lave gode ting sammen, høre spændende foredrag, tage på dejlige udflugter osv.
Selv holdt Nina Larsen op i bestyrelsen da hun blev 80 år (i 1995) – nu måtte andre tage over.
Men hun holder stadig fast ved klubben.
Først og fremmest på grund af de mange gode venner, hun har fået der.
”Det betyder meget for mig. De rigtige varme gode venskaber jeg har oplevet gennem de mange år, og vi er også mange der mødes indbyrdes uden for klubbens rammer. Det kammeratskab jeg oplever er altgørende for mig. Derfor er jeg også blevet i foreningen. Som selvfølgelig er forbundet med LFS, men det er nu kammeratskabet der er det vigtigste for mig”, siger Nina Larsen med et smil og fortsætter med en glæde i stemmen:
”Tag bare den fastelavnsfest vi lige har haft. Den var fyldt med varme, dejlig atmosfære og kammeratskab. Hvordan går det og vi ses høres alle vegne. Og andre møder hvor man lærer en masse nyt med spændende foredrag og dejlige udflugter. Jeg vil meget nødig undvære den glæde og det sammenhold der er.”
Som regel holdes møderne i mødesalen i Sorøgade, og som regel er der maksimalt 60 mennesker. Det undrer Nina Larsen sig over, når klubben rent faktisk har ca 215 betalende medlemmer.
Og så giver LFS jo også noget til deres seniorers aktive foreningsliv. Kun til klubbens 20 års fødselsdag kom der langt flere – måske på grund af den gratis servering smågriner Nina Larsen.
Måske ved de andre bare ikke hvad de går glip af…..Nina Larsen har i hvert fald fået alle sine forventninger til en seniorklub opfyldt.
”Dem der sidder i bestyrelsen nu gør simpelthed klubben til så godt et sted at være, med en god stemning, åbent og livligt. Det er et dejligt sted at komme. Dødsfaldene kommer og dem kan man ikke gøre noget ved, det er prisen for at blive så gammel som jeg er. Men så kommer der nye til og med nye idéer til aktiviteter. Jeg kan ikke sige andet end at jeg er glad for min klub”, siger en storsmilende Nina Larsen.
Hun har i øvrigt med andre ord været medlem af LFS i over 50 år. Hun blev børnehavelærerinde i 1955 fra den daværende Frøbelhøjskolen og med det samme ansat i en børnehave i Valby. Og den fulgte hun, da den udvidede, flyttede og efterhånden blev hun leder af den. 23 år var hun ansat der og som hun siger ”jeg har haft det godt”
Og hvad laver de så i klubben?
Ja der afholdes et arrangement ca. 1 gang hver måned. De fleste af arrangementerne foregår i fagforeningens lokaler på Østerbro, men klubben tager også på en del udflugter. I det hele taget spænder emnerne både vidt og bredt, fx omfatter det både de årlige fester som fastelavn, fælles fødselsdag og jul, en lige så årlig generalforsamling, og så alt det løse som filmaftener, spændende foredrag, skovtur, udflugter til seværdige steder m.m.