Misbrugsområdet

Af Elisabeth Lockert Lange

ALTID PLADS TIL ÉN TIL?

Det hedder behand lingsgaranti, men på Thoravej sætter to pædagoger spørgs målstegn ved, om det ikke snarere burde hedde plads garanti. For det er vel almindelig matematik at man ikke på den samme tid kan gøre det samme for 105 mennesker som for 75.

Familieambulatoriet Thoravej huser Københavns Kommunes eneste misbrugsbehandling for ambulant behandling af mis brugsfamilier med børn. I navnet familieambulatorium ligger at stedets brugere altid har en børneproblematik, enten med hjem meboende børn eller med anbragte børn. Opgaven overordnet set er at mindske skadevirkningerne på børnene forsaget af forældrenes misbrug.

En fornem opgave, og en vigtig opgave. Og åbenbart en opgave som der er brug for og i stærkt stigende grad. For efter behandlingsgarantien trådte i kraft er antallet af brugere steget fra de 75 som ambulatoriet er normeret til og til ca. 105. Positivt for så vidt som stigningen viser at der har været et behov hos en gruppe mennesker, som tidligere ikke fi k hjælp, og som nu får hjælp via Thoravej. Det kan man jo kun glæde sig over.

Spørgsmålet er så hvilken hjælp. Eller rettere om stedet kan opretholde den samme kvalitet i behandlingen for de 105 stof misbrugere, som det gav de 75. Det vender vi tilbage til.

Når en stofmisbruger med en børneproblematik visiteres til Familieambulatoriet starter stedets ansatte med at undersøge og kortlægge dels omfanget af stofmisbruget, dels børnenes forhold og hvordan de har det. Som en del af arbejdet tager Thoravej bl.a. på hjemmebesøg. Typisk skal brugerne møde op i ambulatoriet fl ere gange om ugen, få deres medicin - hvad enten det er metadon eller subutex, lægge en urinprøve som kontrol og indgå i behandlende samtale.

Urinprøver er et omdiskuteret emne, fortæller pædagogerne Palle Notkin og Thomas Farlov. Thomas Farlov der er pædago gernes tillidsrepræsentant på Thoravej uddyber:

”Urinprøver er en del af konceptet og kontrolforanstaltningen her. Det vigtige i vores behandling er dog at vi ikke bruger urinprøven som en straf, men som en del af vores samtaler med brugerne. Det vil sige at vi bruger dem som en aktiv del i behandlingen og i samtalen.”

Palle Notkin supplerer:

”Urinprøverne har gode sider. De understøtter brugernes retsgrundlag, for gennem urinprøver taget over en tid kan de dokumentere at de ikke er på stoffer, som fx heroin. Og det kan være en stor fordel for dem i forhold til fx en børnesag. Så for nogle kan det være befriende at prøverne er en fast rutine. Det er mit indtryk at de fleste efter en tid synes at det er okay. Og nogle bruger dem efterhånden som mål i deres eget behandlingsforløb.”

PLADSGARANTI

De brugere som visiteres til Thoravej ønsker overordnet set at skabe en forbedring i deres eget og i deres børns liv. De allerfleste henvises af modtageenhederne og af familieafsnittene. Ganske få opsøger ambulatoriet af sig selv. Når det sker, er det som oftest mennesker som kender stedet, og som får tilbagefald.

Introduktionen til stedet og til behandlingen sker med en indledende visitationssamtale med en socialrådgiver, hvor der bliver lagt en handleplan for behandlingen ud fra brugerens problematikker. Derefter følger en samtale med brugerens kontaktpædagog, og der laves aftaler for aktiviteter, samtaler med psykolog og med pædagog, hjemmebesøg etc. Hver enkelt bruger har sin baggrund og sin problematik, og det tages der højde for i handleplanens elementer.

Da narkosektoren blev omstruktureret i november 2006 valgte familieambulatoriet at omstrukturere stedet for at imødekomme dels behovet for øget gruppebehandling, og dels et eventuelt øget pres fra den allerede eksisterende behandlingsgaranti.
Fra tre teams med de samme opgaver blev de til to teams groft sagt specialiseret i henholdsvis brugere med hjemmeboende børn og brugere med anbragte børn.

For Palle Notkin i teamet for brugere med hjemmeboende børn er konsekvensen af denne ændring, at han fra at være kontaktpædagog for 15 brugere nu er kontaktpædagog for 30 brugere. Thomas Farlov har andre opgaver ud over at være kontaktpædagog, så for ham har omstruktureringen ikke haft den konsekvens.

Men uanset den interne omstrukturering betyder behandlingsgarantien at flere og flere stofmisbrugere med børn visiteres til Thoravej, som skal tage dem i behandling, da Familieambulatoriet er eneste behandlingsinstitution af sin art i Københavns kommune. Stigningen gælder især misbrugere med hjemmeboende børn, uvist af hvilken grund. Man kan gisne om at det måske skyldes de nuværende politikeres forkærlighed for at bevare børnene i hjemmet snarere end anbringe dem i familiepleje eller døgninstitution.

RELATIONSARBEJDE

Som sagt kan man sagtens få øje på det positive i at mennesker med et behov for netop det, som familieambulatoriet kan give, nu får mulighed for at komme til med det samme. Det betyder noget for brugeren, og det betyder ikke mindst noget for børnene, som savner en mor der er både fysisk og psykisk er til stede, uden at være påvirket af narko – hvis man skal sætte det lidt på spidsen.

Men det er samtidig dette, som får pædagoger som Palle Notkin og Thomas Farlov til at stille spørgsmålet, om der ikke snarere er tale om pladsgaranti end behandlingsgaranti. For en stigning fra 75 til 105 brugere er ikke problemfri.

”I et hus som vores, hvor der skal være en høj grad af tilgængelighed og derved lange åbningstider, kan alene det at der er mange tilstede på samme tid skabe problemer. Der kan opstå konflikter, og stofhandel, som vi skal bruge tid på at opdage og stoppe. Faktisk må smertetærsklen siges at være nået”, vurderer Thomas Farlov.

”Det er jo et spørgsmål om kvalitet over for kvantitet. Kvaliteten sænkes mere og mere i kraft af at brugerne bliver flere og flere. Det er simpel matematik og logik at når vi er få og de er mange, er vi nødt til at prioritere vores tid”, følger Palle Notkin op.
Hvad det går ud over? Han fortsætter prompte:

”Det går først og fremmest ud over det bløde, relationsarbejdet. Og netop relationen, tilliden er det helt grundlæggende fundament for vores behandlingsarbejde.”
Thomas Farlov supplerer:

”Når vi har oparbejdet både tillid og relation, så kan vi gøre meget mere. Dialogen og samarbejdet bliver meget bedre.”
Med dårligere relationsarbejde risikerer kvaliteten i behandlingsarbejdet at synke, og ved yderligere øget tilgang kan det betyde risiko for udbrændthed.

”Det presser vores faglige stolthed. Vi vil naturligvis gerne gøre et så godt arbejde som muligt, så presset på den faglige stolthed betyder at vi bliver presset personligt. Vores faglighed her på stedet er høj synes jeg, og det stresser hvis man ikke føler man kan gøre sit arbejde godt nok”, siger Thomas Farlov. Og Palle Notkin supplerer:

”Vi har kaotiske brugere, og hvis vi også bliver kaotiske grun det for høj brugertilgang, så skaber det parallelprocesser. De pressede sager med bl.a. hjemmebesøg kommer til at fylde på bekostning af andre, som drosles ned.”

Palle Notkin og Thomas Farlov bruger et billede: vi vil nø dig rende rundt inde i et brændende hus med en vandpistol og slukke lidt her og lidt der. Og ikke have mulighed for at smide den helt store spand vand, der muligvis kan slukke bålet.
At det ikke er økonomisk rentabelt i det lange løb, og at det samtidig også har menneskelige omkostninger er der ingen tvivl om. Behandlingen risikerer at tage længere tid, og dermed også de bedre vilkår for børnene.

Begge understreger dog at det på nuværende tidspunkt ikke er dagligdagen på Familieambulatoriet – endnu...

FLOW

Når alt det er sagt, kan de to pædagoger også se de positive tendenser, behandlingsgarantien har medført. Intentionen med garantien er selvfølgelig oplagt, nemlig at brugerne kommer til med det samme.
Internt i ambulatoriets egen arbejdsgang er de blevet meget mere observante i forhold til at der skal være et fl ow, at sige brugerne skal have kombinationen af stofmisbrugsproblemer og forældre/børnesamspils problematik. Hvis de ikke har det, så er det ikke på Thoravej de skal være.

”Vi er opmærksomme på hvilke type problemer brugerne har og sender dem videre, når det er relevant. Det er positivt at brugerne kommer hen, hvor de kan modtage den relevante behandling”, peger Palle Notkin på.

Samtidig betyder det ekstra pres som behandlingsgarantien også giver på modtageenhederne, at de i højere grad har ”op daget” familieambulatoriet og det de kan, og de visiterer men nesker dertil, som har brug for deres ekspertise.

”Presset på systemet betyder – positivt set – at folk hurtigere ”lander” de steder, hvor de skal og kan få den optimale hjælp”, vurderer Thomas Farlov.

Hvad skal der til for at skabe det optimale familieambula torium?

”Man kan jo altid pive og sige fl ere ansatte”, siger de begge to. Og er enige om at det jo altså er det der skal til, det er bare virkeligheden – uden at de i øvrigt piver. For en fordobling af det antal mennesker man skal være kontaktpædagog for taler jo sit eget sprog. Hvis det skal gøres ordentligt så er der brug for flere – og kvalifi cerede ansatte.

Men hvordan kan man dokumentere at der er brug for fl ere ansatte, overvejer de. Hvordan kan man i det hele taget doku mentere at det betyder noget det der gøres? Hvad er en succes?

Det er ikke flowet i sig selv der giver succesen, mener begge pædagoger.
”For os er stoffrihed slet ikke det eneste succeskriterium. En succes kan ligeså godt være at en forældre ser sit barn stabilt og gør en forskel for det barn. Eller en misbruger som ikke behøver prostituere sig mere. Hvis en succes måles på at de stopper her og kommer videre, skal vi jo vide hvor de kommer hen og hvad der videre sker, og ser vi på de tal for vores institution er vores tal og derved arbejde noget af det bedste.”

Når de taler internt sammen i ambulatoriet går de ud fra de udvidede kriterier for succes, men den gængse dokumentation tager ikke højde for den slags. Den fokuserer som bekendt på det meget målbare: hvor mange og hvorhen, og begge pæda goger undrer sig over at når de enkelte nøgletal nu er så gode, hvorfor det så ikke udmønter sig i øgede bevillinger til familie ambulatoriet.

UDDANNELSE

De vender tilbage til sporet at der er brug for ikke blot fl ere, men også kvalifi cerede ansatte.
De håber at den nye pædagoguddannelse, hvor den stude rende specifi kt kan vælge sig ind på linjen: mennesker med so ciale problemer, vil betyde at de kommende pædagoger i langt højere grad end nu bevidst har taget en beslutning om, at de vil arbejde med de mange udsatte grupper i samfundet. De håber på at dette vil betyde en opprioritering af specialpædagogikken, for det er der brug for.

Men det er ikke kun de nyuddannede, der skal være rustede til at håndtere mennesker med sociale problemer. Også de nuvæ rende ansatte har brug for en oprustning, vurderer de. Og kommer med en appel og opfordring til fagforeningerne om at være op mærksomme på dette behov og i højere grad end nu arbejde for at arbejdsgiverne sikrer efteruddannelse til de ansatte pædagoger.

”Stil krav om at arbejdsgiveren sørger for det, hvis man ønsker en velskolet opkvalifi ceret medarbejdergruppe. Uddannelse mod- virket den udbrændthed, vi hele tiden risikerer i vores arbejde. Et arbejde vi er glade for, men ja det er da hårdt. Og samtidig skal vi følge med i alt det nye; nye metoder, nye teorier, ny struktur. Der sker hele tiden udvikling, vi mødes af nye krav hele tiden, og hvis vi ikke er i front, bliver vi hægtet af. Det er så godt og vigtigt at få fyldt teori på al sin erfaring”, siger Palle Notkin, som selv har er faret hvor meget en god efteruddannelse betyder.

”Og så handler det jo også om kroner og ører, om højere løn”, tilføjer han.