Leder
Vi skal berede os på benhård kamp for at få tjenestemandsreformen afskaffet
Af Jan Hoby, næstformand i LFS
Det regnede og var koldt og blæsende, selv om kalenderen sagde forår. Men jeg var alligevel mere end glad for at skulle tale til Tjenestemandstirsdag den 4. maj. For netop nu er vi vidne til starten på en ny bevægelse for ligeløn, retfærdighed og forhåbentligt et tredje kvindeoprør.
Det er ikke nogen nyhed, at de kvindedominerede fag i den offentlige sektor halter lønmæssigt efter i forhold til fag med samme uddannelses- og ansvarsniveau. Ej heller er det nyt, at de ansatte er vrede over deres lønniveau. Sygeplejersker, pædagoger, dagplejere og SOSU’ere har kæmpet for højere løn i årtier.
Den mest skelsættende af alle strejker var de vilde SOSU strejker i juni 2007. Blot en uge efter folketingsdebatten om et opgør med uligeløn i den offentlige sektor og krav om en trepartsaftale til en værdi af 6,5 milliarder valgte 500 SOSU’ere at holde fagligt møde i Holstebro for at diskutere deres løn- og arbejdsforhold. Mødet mundede ud i et lokalt lønkrav på gennemsnitligt 1000 kroner om måneden, og kravet spredte sig som en steppebrand og fik massiv opbakning i befolkningen. Det gik fra et mindretalskrav til folkekrav på nul komma fem, men da det kom til stykket, udeblev det tredje kvindeoprør, og det blev ikke et opgør med tjenestemandsreformen.
Vi må gøre, hvad vi kan, for at det tredje kvindeoprør starter i 2021 og få færdiggjort den historiske opgave: At få afskaffet den sexistiske og ulighedsskabende tjenestemandsreform fra 1969.
De borgerlige partier og Socialdemokratiet brugte præcis de samme argumenter i 2007, som de bruger i dag. Det skal klares ved overenskomstforhandlingerne. Det er verdens dårligste og dumme argument. Drop illusionen om, at politikere ikke må blande sig i overenskomstforhandlingerne. For i praksis er forhandlingerne dybt politisk styrede fra start til slut. Det er den til enhver tid siddende regering, der svinger taktstokken og bestemmer de økonomiske rammer for regionernes og kommunernes finanslov.
Det er politikerne i Folketinget, der er ansvarlige for tjenestemandsreformen, og de alene må gøre skaden god igen og tilføje som minimum 10 milliarder kroner årligt til at løfte fx pædagoger til samme løn som lærere i et hug.
Så hvordan bliver tjenestemandsreformen kastet på historiens mødding? FOA’s forbundsformand Mona Strib har i Altinget krævet, at regeringen lander en trepartsaftale om ligeløn i 2021. Men hvis Mette Frederiksen ikke vil, hvad så?
Det tredje kvindeoprør og kampen mod tjenestemandsreformen står og falder med, om der bliver lavet en landsdækkende bevægelse, der som forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen og klimabevægelsen kan skabe et massivt pres på regeringen og folketinget. Vi må lave en ny solidaritetspagt mellem alle offentligt ansatte og vores fagforbund, der stiller regeringen og folketinget et ultimatum: Hvis tjenestemandsreformen ikke er afskaffet inden OK24, så vil spørgsmålet om opgør med tjenestemandsreformen blive genstand for den første politiske strejke siden påskestrejkerne i 1985, og der vil blive strejket, til kravet er indfriet. De historiske erfaringer taler deres eget tydelige sprog. Vi har intet fået, medmindre der har været massestrejker og storkonflikter, om det gælder nedsættelse af arbejdstiden eller længere ferie.
Vi skal håbe på det bedste og en trepartsaftale om ligeløn, men vi skal forbedre os på kamp, benhård kamp, og afslutte det, som de superseje SOSU’er startede i 2007. Vi kan, hvis vi vil, og hvis vi vil, så kan politikerne intet stille op. Vi har nemlig, hvad de ikke har: Fællesskabets styrke og solidaritet.