Jeg frygter at blive ensom, når jeg flytter for mig selv

24-årige Lise bor på et midlertidigt botilbud i Sydhavnen sammen med andre unge sårbare, der har brug for lidt ekstra støtte, inden de er klar til at bo for sig selv. Det sværeste ved at bo her, har været at acceptere, at man har brug for hjælpen, siger Lise.

Tekst: Signe Rosa Skelbæk
Foto: Anna Louise Stevnhøj

Med kolonihaver på den ene side og hestefolde i baghaven ligger Ungeenheden Sydhavn både roligt og idyllisk. Her bor i alt 10 unge i alderen 18-25 år, der alle har det til fælles, at de er ved at få styr på og lære deres diagnoser at kende, før de er klar til at bo for sig selv.

En af dem er 24-årige Lise, der har sagt ja til at fortælle om sin vej til paragraf 107-bosteddet, hvor hun har boet siden efteråret.

”Det er mere end to år siden, jeg startede med at blive udredt. Et par måneder inde i den proces flyttede jeg på et herberg i Brøndby, fordi det var svært at bo hjemme hos min mor, efter at jeg også havde boet med en ekskæreste,” fortæller Lise, der siden har boet flere steder.

”Jeg er normalt meget udadvendt, men på herberget blev jeg mere indelukket, og personalet blev bekymrede for mig og fik mig forbi den psykiatriske skadestue, hvor fra jeg blev indlagt. Her blev jeg færdigudredt og fik diagnosen skizotypi. Jeg havde ikke noget sted at bo, så jeg fik adresse på den psykiatriske skadestue i Glostrup, mens jeg ventede på, at jeg fik plads på et nyt herberg. Jeg endte med at være indlagt i fem måneder, og så fik jeg en plads på et herberg på Østerbro. Her boede jeg i 7-8 måneder,” siger Lise, der derefter flyttede til Ungeenheden.

Svær omvæltning

De mange flytninger oven i en udredning gjorde, at Lise n var lang tid om at føle sig hjemme på ungeenheden. Men især skiftet fra herberget, som var Lises forrige hjem, var helt anderledes, end det er at bo på botilbud.

”Jeg nåede at udvikle mig meget og blive meget selvstændig, da jeg boede på herberget. Så da jeg flyttede hertil, kæmpede jeg med at acceptere, at jeg passede ind her, og at det var mit hjem,” siger hun og fortsætter:

”Jeg sammenligner meget stedet med herberget. Her har vi jo alle en eller flere problemstillinger, som vi arbejder på. Sådan var det også for os, der boede på herberget, men det var mere skjult. Folk løj om omfanget af deres udfordringer, nok fordi de følte sig svigtet af systemet. Og det er en stor forskel. Her føler jeg ikke, at man skal gå og holde noget hemmeligt,” siger hun.

Flytning under corona

Officielt fik Lise plads på Ungeenheden 1. oktober 2020, og hun flyttede ind efter et par uger. Men selvom det efterhånden er mere end et halvt år siden, har hendes venner og familie stadig ikke været forbi for at se, hvor hun bor.

”På grund af corona har jeg stadig ikke kunnet vise mit hjem frem for min familie eller mine venner, og det har også været med til at forsinke min følelse af at være hjemme. Vi må heller ikke selv bruge køkkenet i øjeblikket, og det er med til, at det er lidt sværere at skabe sine egne hjemlige rutiner,” siger Lise.

Der er også en anden grund til, at hun glæder sig til, at corona fylder mindre i hverdagen.

”Efter corona skal min mor på et forløb, kommunen tilbyder, hvor hun kan lære mere om min diagnose, for der er nok nogle ting, hun synes, kan være svære at spørge mig om,” siger Lise.

Diagnosen driller i hverdagen

Lise arbejder benhårdt på, at diagnosen en ikke skal styre hendes hverdag, selvom den er relativt ny for hende.

”Skizotypien fylder mest i perioder. Jeg har kun haft én minipsykose i hele mit liv, mens andre herinde har det rigtig skidt. Det oplevede jeg også på herberget. Men jeg skal stadig vænne mig til det. Det er jo en del af det at bo med andre med psykiske sårbarheder. Man lærer at manøvrere rundt i, at man selv skal sætte grænser, så man passer på sig selv, selvom man også gerne vil hjælpe andre,” siger Lise, der får hjælp af personalet til at finde balancen mellem at sætte grænser og være der for de andre beboere.

Konkrete redskaber

De unge på botilbuddet har alle forskellige udfordringer, som de arbejder med. For Lise er det skizotypien, hun skal lære at tøjle, så den ikke bliver for stor en udfordring i hverdagen. Men det skifter, hvordan diagnosen påvirker hverdagen.

”Jeg har fx brug for hjælp til at rydde op og gøre rent på mit værelse. Min skitzotypi gør, at jeg har det svært med bakterier. Jeg kan ikke lide, at der er beskidt, men jeg kan heller ikke lide at gøre rent, fordi jeg føler, at støv og bakterier flyver rundt omkring mig. Men jeg gør det også sværere for mig selv ved at udsætte det, så nu beder jeg om hjælp, selvom jeg egentlig helst vil have tingene gjort på min måde,” siger Lise, der griner og godt selv kan høre, at det ikke er så simpelt, som det lyder.

”I øjeblikket mærker jeg mest til min diagnose i forbindelse med min eksamensangst og angst for bakterier. En helt simpel ting som at købe ind er svært for mig, fordi jeg føler, der er mange bakterier. For tiden har jeg en helt almindelig halsvirus, og den gør, at jeg føler mig klam, hvor andre måske bare føler, at det er irriterende. I vinters fik jeg meget tør hud på hænderne, nok fordi jeg brugte så meget håndsprit, og så kom der sår, som der gik stafylokokker i. Der følte jeg mig rigtig ulækker, og der mærker jeg, at min diagnose spiller ind,” siger Lise, der en dag gerne vil søge ind på forfatterskolen, når eksamensangsten ikke fylder så meget.

Her kan man bede om hjælpen

På Ungeenheden får de unge hjælp til at skabe gode rutiner, men Lise glæder sig også til, at hun en dag kan starte et nyt kapitel for sig selv.

”Jeg har nogle ting, jeg skal have styr på, inden jeg er helt klar til at flytte for mig selv. Lige nu synes jeg, at jeg har godt styr på min diagnose, men jeg har en stor eksamensangst, der udfordrer mig,” siger hun.

”Men jeg udvikler mig. Fx har jeg fået sagt til personalet, at jeg har eksamensangst, og jeg bliver bedre og bedre til at bede om hjælp. Det har jeg lært her, og det gør mig stolt, fordi jeg ved, hvor svært det har været for mig førhen. Jeg er flov over, at jeg har eksamensangst, og jeg er flov over, at jeg er flov over det. Men nu har jeg også endelig fået sagt det til min lærer. Det er svært, fordi jeg har så høje forventninger til mig selv, og så krakelerer porcelænsbilledet,” siger Lise, der også tilføjer, at det derfor er en hjælp for hende at bo blandt andre sårbare unge, hvor det er normalt at have udfordringer, man taler åbent om.

Følelsen af at høre hjemme

Selvom Lise allerede nu tænker på, hvordan det bliver at flytte for sig selv, så er hun også ved at finde sig til rette på botilbuddet.

”Jeg ved jo godt, at det er midlertidigt, og jeg vil gerne have mt eget hjem, men nu føler jeg mig alligevel hjemme her. Når jeg kalder det her mit hjem, så har jeg jo også accepteret, at jeg har behov for at bo sådan et sted. Det har været en kamp, ligesom det har været svært at acceptere, at jeg fik den diagnose, jeg fik,” siger Lise, der fik hjælp til at falde til af sin kontaktperson, Rikke, der er pædagog.

”Vi vil jo gerne have, at de unge hurtigt føler sig hjemme, så vi hjælper ofte med de helt små ting som at få pakket ud og finde plads til tingene. For nogen er det med til at gøre, at man lander hurtigere. Det afhænger også meget af, hvad historikken er. Nogle kommer direkte hjemmefra, og andre har boet mange steder, inden de flytter ind. Først og fremmest arbejder vi på at få skabt en relation og tillid. Vi tager det stille og roligt, og lader den unge lande og se stedet an. Det er altid overvældende at flytte,” siger Rikke.

Det næste skridt

Som udgangspunkt bor man på botilbuddet i op til to år, men det vigtigste er, at man føler sig klar, inden næste flytning sættes i værk.

”Meningen er jo, at man arbejder med sig selv og på sigt flytter i egen bolig, når man har fået styr på at kunne klare hverdagen med alt, hvad den indebærer af tøjvask, rengøring og at tjekke E-Boks. Men en del af det at bo her handler også om at acceptere og mestre sin sygdom på en måde, så man ved, hvordan man skal håndtere det, hvis man kommer ind i dårlige perioder. Det handler om at lære sig selv at kende og at mærke efter,” siger Rikke.

”Når den unge er klar, laver vi en indstilling, hvor man kan komme med ønsker til sin kommende bolig, hvis næste skridt er, at man flytter for sig selv. Ventelisterne er naturligvis hurtigere, end hvis man selv skulle have skrevet sig op, da det sker i samarbejde med kommunen. Når man flytter, kan man få en mentor, og inden da taler man med sin sagsbehandler om, hvad man tror, man får brug for støtte til. Det kan fx være at få en tilknyttet kontaktperson, man kan ringe til, hvis det hele bliver svært,” siger Rikke.

Frygter ensomheden

Selvom Lise glæder sig til at flytte, er det ikke helt uden betænkeligheder.

”Jeg ved, at jeg kommer til at savne fællesskabet og det, at der altid er mennesker omkring mig. Faktisk var det også en af grundene til, at jeg overvejede at sige nej til at flytte herhen. Jeg synes, jeg havde udviklet mig rigtig meget, mens jeg boede på herberget, hvor jeg i tre-fire måneder boede for mig selv i en lejlighed, herberget rådede over. Jeg nåede både at opleve ensomheden ved at bo alene og at komme ud over den. Jeg nåede at føle, at jeg måske var klar til at flytte i egen bolig, da jeg fik en plads herude. Men herberget har en regel om, at man ikke må takke nej til en bolig, og da jeg blev i tvivl, om det var det rigtige, havde jeg sagt ja, og det kunne ikke ændres. Måske har det også gjort, at det har været svært for mig at acceptere at bo her,” siger Lise, der er mest nervøs over at skulle blive ensom igen.

”Jeg frygter, at jeg bliver ensom, når jeg en dag skal flytte for mig selv. Jeg ved, at man laver en overgangsplan, og der ved jeg allerede, at det bliver vigtigt for mig, at jeg har nogen, jeg kan kontakte, hvis jeg bliver ramt af den følelse,” siger hun, og Rikke supplerer:

”Hvis du er interesseret i det, vil jeg meget gerne komme og besøge dig, når du er flyttet,” siger hun, og Lise nikker.

”Jeg glæder mig til at vise dig, hvordan jeg bor, når jeg en dag flytter.”