DEBATINDLÆG
Pædagog som en genvej
Af Line Rosenvinge, sporskiftemeritstuderende ved Københavns Professionshøjskole med en baggrund som kunsthistoriker.
Nu vover jeg pelsen for at nuancere, eller ligefrem angribe, den fortælling, der er begyndte at hæfte sig til sporskiftemeritterne på Københavns Professionshøjskole, altså den nye uddannelse, som vi er 33, der begyndte på januar i år. Britt Petersen, LFS-formand, hilser uddannelsen velkommen: “Det er godt i forhold til pædagogmanglen, og det er godt for de mennesker, der har taget en uddannelse, de har svært ved at komme til at bruge” (‘Pædagog ad en omvej’ LFS Nyt april 2021).
Jeg har ikke gået en omvej, jeg er slet ikke gået nogen steder hen, for jeg står på min eksisterende faglighed som kunsthistoriker og vil bringe min kunstfaglighed med ind i pædagogfaget. Når man skifter spor, er det ikke nødvendigvis for at forlade den bane, som man allerede er fortrolig med. Det kan lige så vel handle om at udvide sit virke og tilføje endnu en bane. Jeg ser ikke pædagoguddannelsen som second choice, fordi jeg ikke lykkedes med det, som jeg troede, at jeg skulle her i livet. For mig er pædagoguddannelsen et aktivt tilvalg, fordi jeg er på en langsigtet mission.
Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg tror, at adskillige andre sporskiftemeritter har det på samme vis. Som geologen, der har speciale i mikroplast og får julelys i øjnene, når han taler om bølgebrydning, arbejder i en skovbørnehave og omsætter undervisningsmateriale fra gymnasiet, så det er i øjenhøjde for børn. Eller teknoantropologen, der ved en masse om mennesker og maskiner, som kan bruges for børn om medier. Eller hvad med musikeren eller magisteren i indisk? Alle har papir på en, måske lettere nørdet eller højt specialiseret faglighed, men det er en faglighed og en evne for begejstring, der ligger som en grundtone i det pædagogiske arbejde, som vi allerede nu, fordi vi arbejder under uddannelsen, leverer i hverdagen med børnene.
Kæmp for alt hvad du har kært
Når jeg får det til at lyde som lykke og gammen, må jeg nødvendigvis tilføje, at det ikke kun er ligetil at have en højere uddannelse og tyve års erhvervserfaring og arbejde i et dagtilbud, med alt hvad det indebærer. Jeg har, som selvstændig, arbejdet for enkeltkunstnere og kulturinstitutioner, nationalt og internationalt. Jeg har lavet konceptudvikling, analysemodeller, relationsopbygning og alt muligt konsulentagtigt. Og jeg har elsket det. Jeg har elsket receptionerne med canapeerne, festerne på museerne og samtalerne på atelierne. Men jeg har også måttet leve med honorar i form af flybilletter for at skrive en anmeldelse, tre flasker rødvin for at deltage i en paneldebat og et kunstværk for at redigere et udstillingskatalog. Farvel prekariat. Nu har jeg meldt mig ind i en fagforening. Tak LFS.
Jeg vil være pædagog, fordi jeg vil noget med børn og kunst. Det er ikke bare en fiks ide, for i over femten år har jeg i ny og næ lavet kreative forløb for dagtilbud og indskoling, arrangeret studierejser til London for pædagoger, der ville vide mere om samarbejde med kulturinstitutioner, givet pædagoger på efteruddannelse opdatering om samtidskunst og vejledt om pædagogiske læreplaner med fokus på kreativitet. Jeg har ikke taget en omvej for at blive pædagog. Jeg har taget en genvej for at være den pædagog, der kan noget med kunst. Den pædagog, der indrullerer samtidskunst i kreative aktiviteter i hverdagen og herved bidrager til dannelse. Kunst er for godt til ikke at blive delt med børn.