Drop sukkerpolitikken, og stop snakken om sundt og usundt
Småbørn skal ikke lære, at noget mad er sundt, mens andet er usundt. For ernæringssammensætningen er de voksnes ansvar, og vi risikerer at give børnene madstress, siger Morten Elsøe, ernæringsekspert og medforfatter på bogen Madro, hvor han giver konkrete råd til en sundere madkultur for børn og voksne.
Tekst: Signe Rosa Skelbæk
De fleste af os er vokset op med regler ved middagsbordet. Vi har lært, at man skal spise det op, man har taget på tallerkenen, at man skal smage på det hele, eller at der ikke er dessert, medmindre man har spist op. Men den slags regler er et forfejlet forsøg på at skabe gode madvaner hos børn, mener Morten Elsøe, der er sundhedsdebattør og cand.scient. i molekylær ernæring og fødevareteknologi.
Han mener faktisk, at denne type regler er grunden til, at mange i dag vokser op med det, han kalder madstress.
”Madstress er en overoptagethed af mad, hvor man konstant tænker over, hvad man bør spise, og hvordan man opvejer for det, man har spist,” forklarer han.
Påvirkes børn?
Morten Elsøe mener, at der ikke er tvivl om, at madstress og diætkultur smitter af på børn – også de helt små af slagsen.
”Børn bliver allerede i daginstitutionsalderen introduceret til diætkulturen, hvor fødevarer bliver opdelt i sunde eller usunde. Sund og usund bliver hurtigt oversat til rigtig og forkert mad at spise. Det lægger op til et forhold til mad, hvor at hvis man spiser noget fra den sorte, usunde side, så gør man noget forkert, og det betyder, at man skal kompensere ved at gøre noget rigtigt. Fx løbe en tur eller spise ekstra sundt,” siger han og uddyber:
”Helt ned på vuggestueniveau lærer vi børn at tænke på mad på en spiseforstyrret måde. Jeg hører tit om eksempler fra institutioner, hvor man ud fra et godt hjerte vil lære børnene om sund og usund mad, fx ved at lave lege, hvor børnene skal placere forskellige madvarer i den sunde eller usunde kategori. De lege er ikke skabt for at give børn et forskruet forhold til mad. Rigtig mange af os har bare en fejlagtig tro på, at det er sådan, vi lærer at spise sundt,” siger han.
Kommer af et godt hjerte
Selv om diætkulturen og den fastlåste opfattelse af sund eller usund er meget udbredt, er Morten Elsøe ikke i tvivl om, at den er skabt af de bedste intentioner for børnene.
”Det kommer af et stort ønske om at bidrage til, at børnene bliver sunde, og det kommer af en frygt for, at børnene bliver overvægtige. En stor del af det handler også om ens egen frygt for overvægt eller kamp mod overvægt, som man måske endda har oplevet førte til mobning eller udskamning,” siger han.
Han håber, at pædagogisk personale vil lægge tankerne og snakken om det sunde og det usunde helt på hylden og i stedet guide børnene til at opleve mad mere nuanceret.
”Øv jer i stedet i at tale objektivt om mad. Hvis du ikke må kalde et æble for sundt, så kan du i stedet beskrive det som rundt, sødt, sprødt eller saftigt. Vi kender alle sammen det med, at man siger, at man har lyst til noget sundt, eller noget usundt for den sags skyld. Ofte har vi bare lyst til noget friskt, koldt, knasende eller noget helt andet. De smagsnuancer skal vi have frem, og ved at udfordre børnene på at beskrive maden på den måde, så bliver de klogere på, hvordan maden sanses, og hvad de egentlig har lyst til,” siger han.
Sukker eller ej
94 procent af alle daginstitutioner i Københavns Kommune har madordning, således at forældrene ikke selv skal lave madpakker. Kommunen har fokus på at servere økologisk i dagtilbuddene, men ellers er det op til den enkelte institution at beslutte, om man vil udforme yderligere madpolitikker.
Rigtig mange institutioner har indført en sukkerpolitik, der i større eller mindre omfang skal begrænse børnenes indtag af sukker. Men ifølge Morten Elsøe giver den slags politikker ikke meget mening.
”Nulsukkerpolitikker giver ingen mening, for frugt indeholder sukker, ligesom mange andre fødevarer gør, og sukker er ikke farligt. For meget tilsat sukker er et problem, ligesom det gælder for alle andre fødevarer,” siger han og tilføjer:
”Det giver i stedet mening at have en madpolitik, der i stedet for at handle om sukker, handler om mad, og det er kun forældre og personale, der skal være involveret i den. Derfor skal plakater, sange og lege, der handler om sundt eller usundt, også ud af institutionen. I virkeligheden handler det jo bare om ansvarsfordeling, og børns kost er ikke deres eget ansvar,” siger han.
Dit eller barnets ansvar
Ansvarsfordelingen omkring dagens måltider i institutionen skal være helt klar, mener Morten Elsøe.
”De voksne har ansvaret for, hvad der bliver serveret, og hvornår der bliver serveret. Børnene derimod har ansvar for, om de spiser og hvor meget. Hele valget om, hvad der skal på bordet, er ikke børns ansvar, og derfor giver det ikke mening at lære dem om sundt eller usundt. Når børnene derimod er ældre, giver det rigtig god mening at talt om, hvad kroppen har brug for og at spise varieret. Det er det vigtigste kostråd overhovedet,” siger han og understreger igen, at madpolitikker derfor bør holdes helt ude af børnenes bevidsthed.
Madpolitikken kan i stedet handle om, hvordan man i institutionen taler om mad, og hvordan I som personale er med til at skabe gode rammer for de fælles måltider.
Ud med de gamle mantraer
Men dårlige vaner er svære at slippe af med, og de færreste forældre eller pædagoger kan nok se sig fri for ikke ind i mellem at komme til at presse eller blande sig i, hvordan børnene spiser.
”I dagtilbud hører jeg ind i mellem eksempler på, at det pædagogiske personale blander sig i, hvilken rækkefølge børnene spiser maden i. Fx at man skal spise rugbrød, før man spiser müslibaren. Det er baseret på tanken om, at man skal gøre sig fortjent til at spise det, man kalder usundt. I virkeligheden sker der bare det, at rugbrødet eller broccolien kommer i ’pligtkategorien’. Den er kun noget, man spiser, for at opnå noget. Herved lærer man barnet, at det ”sunde” ikke har en værdi i sig selv, at det simpelthen smager så dårligt, at man skal have en præmie for at have spist det. Det har betydning for, hvordan vi oplever det smagsmæssigt. Når vi tvinges til at spise noget, så sænker det lysten til den fødevare, samtidig med at det sætter müslibaren op på en piedestal,” siger han.
”Sørg i stedet for, at der altid er noget, børnene kan lide. Kan et barn ikke lide suppen, så skal der være brød, man kan spise sig mæt i. Det forhindrer, at man som pædagog kommer til at sidde og presse børnene til at spise. For det er nemlig den sikre vej til at få et barn til at hade en ret,” siger han.
Stol på barnets mæthed
Det er også af den bedste mening, når man i mellem spørger et barn, om det da ikke kan spise en smule mere. Men også denne indblanding skal man som voksen lægge helt fra sig, siger Morten Elsøe.
”Når man siger til et barn, at det ikke har spist nok eller skal spise mere, så fortæller man barnet, at den mæthed, det føler, ikke skal bestemme, om man er færdig med at spise. Det er de voksne, der bestemmer. Det er opskriften på et liv med et anstrengt eller svært forhold til mad og slankekure,” siger han og tilføjer:
”I praksis betyder det også, at hvis et barn ikke vil spise på det tidspunkt, man har besluttet, så er det okay. Typisk vil man som voksen prøve med sætninger som ”skal du ikke lige smage” eller ”hvad med bare en enkelt bid”, og det, man gør, er i virkeligheden at nedbryde barnets egen tillid til sin krop og mæthedsfornemmelse”.
Forbud skaber hype
Vender vi tilbage til Morten Elsøes opfordring til at smide nulsukkerpolitikken i skraldespanden, så baserer den sig på samme logik som argumentet for, at man ikke skal blande sig i den rækkefølge, barnet smager og spiser på. Nemlig at det påvirker barnets oplevelse af bestemte madvarer.
”Hver gang vi laver forbud eller begrænsning, så får det barnets interesse til at stige. Så snart noget bliver begrænset til kun at foregå til fødselsdage eller fredage, så stiger barnets interesse. Fuldstændig samme principper bruges målrettet i markedsføring på nettet. Man kan måske genkende det fra, når man bestiller rejser og ser, at der markedsføres med, at der kun er to værelser tilbage. Det giver instinktivt en lyst og en interesse, og på samme måde skaber vi cravings ved at gøre ting forbudte eller ved kun at tillade dem i meget begrænset omfang,” forklarer han om effekten af at gøre kage og slik til noget, der er åbenlyst forbudt i institutionen.
”Men hypen opstår kun, hvis vi taler om det foran børnene. En stor del af forældres og pædagogisk personales opgave består i at skærme og beskytte børn mod forskellige ting, og dermed er det også vores opgave at kontrollere, hvad der bliver serveret. Men det tjener ikke et formål at involvere børnene i, hvad der serveres eller ikke serveres, for så bliver de medansvarlige. Hvis vi italesætter, at man ikke må få slik og kage på andre tidspunkter end ved fødselsdage, så skaber vi en unødig interesse,” siger han.
Udeluk barnet fra samtalen
For at skærme børn mod at tage ansvar for den mad, de får, er det også nødvendigt at holde dem ude af alle samtaler, der handler om, hvad der serveres og hvorfor. Men det er ikke en let øvelse, for pædagogisk personale er ofte forældrenes hverdagseksperter, som de søger råd hos, når de selv er i tvivl.
”Rigtig mange forældre oplever, at spisetid er et af de sværeste tidspunkter på døgnet. Derfor kan der være tryghed for forældrene i at sparre med pædagogerne om, hvad I oplever i institutionen. I kan sagtens give dem råd og tryghed i, at det både er sundt og naturligt, at barnets spisevaner ændrer sig, og at barnet nok skal sørge for at give udtryk for det, hvis det er sultent. Men det er vigtigt, at børnene holdes helt uden for samtalen,” understreger han.
”Min erfaring er, at pædagoger er eksperter i at vide, hvordan de kan tale med forældrene om deres barn, selvom det kan være et minefelt. Samtidig er det vigtigt at huske, at medarbejderne ikke har ansvaret for barnets kost. Man kan kun byde ind med den faglighed og de erfaringer, man har, og så er det op til forældrene, hvordan de kan bruge den sparring,” siger han og tilføjer:
”Pædagoger kan inspirere og vejlede, men det er ikke deres ansvar at fikse forholdet til mad hjemme i børnenes familier”.
Gode råd til frokost med børnene
- Kommentér ikke på, hvor meget eller hvad børnene spiser – hverken positivt eller negativt.
- Acceptér, hvis barnet ikke er sultent. I kan godt have regler for, at man alligevel bliver siddende ved bordet og venter på de andre.
- Hvis I har madordning, så sørg for, at der altid er noget, som børnene kan lide – fx brød, gnavegrønt eller frugt.
- Tal med børnene om, hvordan de oplever maden: Er den varm, sprød, sød eller flydende?
- Undgå at bruge ord som sundt eller usundt, og tal i stedet objektivt om maden.
- Undgå regler om, hvilken rækkefølge børnene skal spise maden i.
Skab en ny kostpolitik
Mange institutioner i København har en madpolitik, der ofte begrænser sig til at være en sukkerpolitik. Som institution kan I inddrage forældrebestyrelsen eller selv beslutte, at I ønsker en madpolitik, der handler om andet end, hvad man må eller ikke må spise og medbringe. Den nye madpolitik kan fx handle om, hvordan I taler om mad, jeres mål om at skabe en god og rar spisesituation for alle, og at I har fokus på et varieret måltid.
Morten Elsøe er uddannet cand.scient. i molekylær ernæring og fødevareteknologi. Han arbejder som selvstændig formidler med fokus på madmyter, vores forhold til mad og krop, misinformation og kritisk tænkning.
Morten Elsøe har sammen med Anne Gaardmand skrevet bogen ”Madro”, der tager fat i de væsentligste kilder til konflikter om mad mellem børn og forældre, og giver konkrete råd til at lægge dem på hylden. Bogen giver en udførlig forståelse for, hvorfor vi falder i fælderne, der er med til at skabe madstress om middagsbordet, og giver på både kærlig, inspirerende og legende vis råd til at skabe gode madvaner for hele familien. Bogen henvender sig til alle, der ønsker at gøre op med den indgroede diætkultur og som ønsker at skabe rolige, trygge spisesituationer.