Noter
Rekord mange ledige studiepladser
Antallet af pædagogstuderende er faldet med 10 procent siden 2016.
4781 fik den 28. juli tilbudt en plads på en af landets pædagoguddannelser. Det betyder, at en række af landets pædagoguddannelser står med tomme studiepladser. Det ser særligt slemt ud i København, hvor Københavns Professionshøjskole har 656 ledige pladser på pædagoguddannelsen.
Situationen er ekstra graverende, fordi der vil være brug for 14.000 flere pædagoger frem mod 2030 for at imødegå behovet.
Tag på Arbejdermuseet med LFS
Arbejdermuseet har åbnet udstillingen ’Aktivist’, der blandt andet indeholder elementer fra overenskomstkampen i 2018. Tag med på fællestur den 7. november, hvor LFS har booket en omvisning fra klokken 10.15 - 11.00.
LFS byder på en sandwich til frokost og kaffe med kiksekage, hvis I bliver hængende til klokken 14. Det er gratis at deltage i arrangementet. Læs mere, og tilmeld på www.mitlfs.dk/14946
Demo mod besparelser på handicapområdet 5. oktober
De handicappede blev efterladt på perronen, da regeringen og KL indgik økonomiaftale i juni. KL mødte op til forhandlingerne med et ønske om at løfte bevillingerne på socialområdet med 5,5 milliarder kroner. De måtte forlade forhandlingerne med et stort rundt nul.
Handicapinitiativet er et aktivistisk netværk for mennesker med handicap, pårørende og fagprofessionelle, og det er oprettet i frustration over regeringens tomme løfter fra forståelsespapiret, hvor det blev udtrykt, at ”det ikke skal være en kamp at få den hjælp, man har behov for”. Men de manglende bevillinger kommer atter en gang til at betyde store besparelser på handicapområdet landet over.
Handicapinitiativet har indkaldt til demo mod besparelser på handicapområdet i en række byer over hele landet ved Folketingets åbning den 5. oktober. Parolen er ’Giv os nu det løft - Få os op af den grøft’. I København foregår demoen på Christiansborg Slotsplads klokken 16.
Socialt frikort populært
Forsøgsordningen med det sociale frikort blev i januar forlænget til og med 2022. Det sociale frikort betyder, at udsatte borgere må tjene op til 20.000 kroner om året på at løse småopgaver uden at blive trukket i offentlige ydelser, og interessen er stigende. Der er i det første halve år af 2021 bevilliget 311 sociale frikort i Københavns Kommune. Det er er 132 flere end samme periode sidste år. De små job eller arbejdsopgaver, som er blevet løst, er meget forskellige. Det kan være støvsugning af en kirke, en tjans bag baren på en festival, at feje en gård eller salg af kunst.
Leger Anton altid det samme?
Børn leger for at lege. Men det pædagogiske personale kan støtte op om flere forskellige legemuligheder, så børnene oplever at deltage i flere lege, indgå i flere relationer og få flere og flere legeerfaringer.
EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, har fremstillet en række materialer om leg, herunder en nemt tilgængelig power point præsentation, der egner sig godt som indledning til en temasnak på personalemødet.
Materialet kan hentes på www.eva.dk/dagtilbud-boern/kort-om-leg
Sangen er tilbage i LFS
LFS’ eget sangkor starter op igen efter en lang og ufrivillig covid-pause. LFS koret øver torsdage mellem 18.00 – 20.00, og der er sæsonopstart 9. september.
Er du ikke allerede med i koret, men har lyst til at synge, er du velkommen – og der er ingen adgangskrav. Kontakt Lisbeth Waidtløw på lisw@foa.dk
Hvordan lever danske børn
Langt de fleste små børn vokser op med forældre, der trives i forældrerollen og støtter barnet i dets udvikling. Hvert ottende barn har dog oplevet hårdhændede opdragelsesmetoder, hvert fjerde barn har mere skærmtid end anbefalet, og så er der social ulighed i små børns udvikling og levevilkår. Det viser de første data fra den store forløbsundersøgelse SPOR, der skal følge børns udvikling og trivsel gennem livet. SPOR følger mere end 50.000 børn fra spæd- og småbørnsalderen op til voksenlivet og foretages af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Rapporterne fra SPOR kan hentes på www.vive.dk
Historier fra psykiatrien
Hvordan lever man et liv med diagnoser som skizoaffektiv psykose, OCD, ADD, angst eller autisme? Hvordan påvirker en spiseforstyrrelse, incest, en bipolar lidelse eller selvmordsforsøg venskaber og familierelationer? Hvad tør man tænke om fremtiden, når man som ganske ung bliver indlagt på psykiatrisk skadestue, eller når man som lidt ældre er stamgæst på den lukkede afdeling?
Novellesamlingen ”Historier fra psykiatrien” skaber et unikt indblik i livet med forskellige psykiatriske diagnoser. Bogen indeholder 24 noveller, hvor forfatterne beskriver, hvordan de navigerer gennem tilværelsen og i sindets usynlige snubletråde, som omverdenen hverken ser eller forstår. Novellesamlingen er udkommet på Forlaget Klippe og har en vejledende udsalgspris på kr. 250.
Foredrag i LFS: Når systemet skaber uværdighed
”Hvis man kan, skal man!” Sådan lyder det ofte, når disciplinerende indsatser over for arbejdsløse borgere begrundes. Samtidig har et optimistisk syn på udsatte menneskers arbejdsevner over de seneste to årtier vundet indpas. Systemet har så at sige taget ja-hatten på på syge borgeres vegne. Flere forstås dermed som mennesker, der godt kan arbejde, og som vi derfor bør stille krav til. Færre forstås som nogle, der ikke kan.
Mathias Herup Nielsen skrev i 2019 bogen ’Optimismens Politik’, der netop handler om dette menneskesyn. Det fortæller han om ved foredrag i LFS mandag den 6. september. Foredraget finder sted i sal A med indgang fra Sorøgade 6 fra klokken 19 til klokken 21. Dørene åbner klokken 18.30, og der vil være frugt og vand til de tilmeldte. Nærmere info og tilmelding på www.mitlfs.dk/14949
Mikroforskere i børnehaven
Kan tunge og lette frøer hoppe lige langt? Hvorfor kan et stankelben flyve, når en edderkop ikke kan? Store spørgsmål om små dyr melder sig helt naturligt, når børn bevæger sig rundt i naturen.
Nysgerrigheden skal være drivkraften, når fire- til seksårige børn i dagtilbud over hele Danmark i de kommende måneder drager ud i naturen som mikroforskere for første gang. Mikroforskermetoden havde premiere for 0.- 3. klasserne i indskolingen i fjor. Interessen har efterfølgende vist sig så stor blandt pædagogisk personale, at projektet nu også formidler metoden for pædagoger og dagplejere.
Mikroforskerne hører til i Naturvejledning Danmarks projekt ”Krible Krable - flere små forskere i naturen”. Allerede nu er knap 400 skoleklasser og børnegrupper tilmeldt Mikroforskerne, og tilmeldingen fortsætter til september. Man kan læse mere, hente viden og materialer og tilmelde sig på www.mikroforsker.dk
Podcast:Hvordan balancerer vi pædagogisk faglighed og styring
Nicolaj Ejler er en markant profil indenfor udvikling af velfærdsområderne. Han har især beskæftiget sig med, hvordan vi får offentlig styring, der meningsfuldt understøtter de fagprofessionelles faglighed.
Det har han også lavet en podcastserie om ved navn’ Faglighed og styring med Nicolaj Ejler’.
Kirsten Løth fra LFS deltager i afsnittet ’Professionsfaglighed og faglig kvalitet – og hvem der definerer det’. Samtalen på 57 minutter kommer ind på emner som, hvad kvalitet er, hvordan udvikler vi professionsfaglighed, hvordan bringer vi styringskædens led tættere på hinanden, hvad er data, og hvordan bruger vi det til at blive klogere på vores praksis, hvordan skaber vi en systematisk dokumentations- og refleksionspraksis, hvordan anvender og omsætter vi viden til praksis. Lyt til den i din gratis podcastapp eller på Podimo.