Jeg var det rødhårede midterbarn, som gik mine egne veje
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
”Jeg er født og opvokset i et rigtigt arbejderhjem, hvor begge mine forældre knoklede for at få tingene til at hænge sammen. De havde travlt, vi var tre børn, og min lillebror var født med nogle udfordringer. Så jeg blev det lille rødhårede midterbarn, der gik mine egne veje. Jeg var meget selvstændig og lærte hurtigt at klare mig selv.”
”Jeg var ikke ret gammel, før jeg sneg mig til en prøvetime på et svømmehold, hvor træneren opdagede, at jeg havde talent. Jeg blev konkurrencesvømmer, og jeg svømmede i flere år uden at betale kontingent. Hver gang jeg var ved at vokse ud af min badedragt, udskrev træneren mærkeligt nok en konkurrence med en badedragt som præmie. Og jeg vandt hver gang. I dag tænker jeg, at han betalte af egen lomme. Han var en betydningsfuld voksen i mit liv, og han var et stabilt holdepunkt, da min forældre blev skilt, og tingene var turbulente derhjemme. Jeg svømmer stadig for fornøjelsens og motionens skyld, og jeg kommer i zen, når jeg svømmer den ene bane efter den anden.”
”Som 14-årig fik jeg en kæreste, der var 21, og det endte med, at jeg blev gravid ved et uheld, selv om vi passede på. Jeg måtte gå til bekendelse over for mine forældre, som blev rasende. Min mor tog mig til lægen, som sagde, at det var bare teenagefedt, jeg fik på maven. Da graviditeten endelig blev konstateret, var jeg tæt på abortgrænsen – og jeg valgte at få barnet. Ikke specielt fornuftigt. Men min kæreste var med på ideen, og jeg så det nok også som en chance for at starte et voksenliv og flytte hjemmefra.”
”Parforholdet holdt ikke, og jeg blev ret hurtigt enlig mor på 15, der måtte skrive direkte til overborgmesteren for at få lov til at beholde min lejlighed, for kommunen ville sende mig på ungdomspension. Jeg fik en ny kæreste – og blev gravid igen ved et uheld. Lægerne havde sat en spiral alt for hurtigt op efter min første fødsel, fordi jeg var så ung en mor. De har tænkt, at jeg var uansvarlig. Den fordom, mødte jeg også, da jeg var på hospitalet for at få fjernet spiralen. Lægen spurgte lige ud, om mit første barn var anbragt uden for hjemmet. Det var vildt grænseoverskridende. Men jeg var en ung mor; jeg nåede at få begge mine døtre, før jeg fyldte 19. Det er jeg set i bakspejlet taknemmelig for, for de har været en stærk drivkraft i mit liv. Jeg har ikke gjort alt perfekt, men hvis jeg har været i noget, der ikke var godt for mig eller for mine børn, har jeg gjort noget ved det. Jeg er ikke tilbøjelig til at ruge over fejl – jeg er snarere ekstremt handlingsorienteret.”
”Jeg sad i forældrebestyrelsen i mine børns institution, og her mødte jeg en far, der studerede på fritidsseminariet. Det lød så inspirerende, at jeg besluttede mig for at søge ind. Der var mange på venteliste - men jeg kunne i stedet komme ind på Småbørnsseminariet på Vesterbro, så det gjorde jeg med den plan, at jeg ville overflyttes, så snart jeg kunne. Det kom ikke til at ske. Jeg landede godt og sikkert i småbørnspædagogikken.”
”Jeg blev leder ved et tilfælde, fordi en leder så potentiale i mig. Faktisk er alle de vigtigste ting i mit liv sket ved et tilfælde. Det har lært mig, at man skal tage det på fadet, man har lyst til. For det er ikke sikkert, at der kommer et nyt. Men jeg har også lært, at man ikke skal dvæle ved sine fejl. Man kan altid rette op og komme videre. Jeg har været leder i flere institutioner, og jeg har haft en periode som børne- og familiechef i nordvest, hvor jeg endte med at lægge min opsigelse på min chefs skrivebord mandag morgen, fordi han fredag eftermiddag havde stillet urimelige krav og talt til mig på en måde, som jeg ikke kunne acceptere. Min arbejderbaggrund har nok betydet, at jeg aldrig har sat mig dyrere, end at jeg har haft råd til at sige et job op, hvis det kostede for meget personligt.”
”I dag er jeg klyngeleder, og det er pædagogikken, mit hjerte banker for. Alle børn har ret til en lige chance og til et institutionsliv, der fungerer. Jeg brænder for mit arbejde, og jeg er totalt omstillingsparat og har arbejdet mange steder. Derhjemme vil jeg til gengæld gerne have, at alting er som det plejer, og jeg hader at flytte. Jeg har været sammen med Ib i 25 år, og han er min klippe. Men det der selvstændige, rødhårede pigebarn fornægter sig ikke. Jeg er stadig medlem af et boligselskab, så jeg kan få en lejlighed, hvis alt går galt. Ib griner lidt af det, og det gør jeg også selv. Men sådan er det med mig.”
Navn: Anne Lene Kielsgaard Larsen
Alder: 57
Arbejdssted: Klyngeleder i Valby, Vesterbro og Kongens Enghave Klynge B
Bonusinfo: Er samboende med Ib. Har to døtre og fem børnebørn på henholdsvis 20, 17, 8, 8 og 5. Var konkurrencesvømmer som barn og svømmer stadig i den lokale svømmehal nær boligen i Friheden. Spiller billard med Ib for hyggens skyld.