Børnehuset Grønttorvet: Vi tager forskud på fremtiden
Børnehuset Grønttorvet er en spritny daginstitution, som bliver fyldt op med børn, efterhånden som boligblokkene skyder op omkring institutionen. Pædagogisk leder Annika Vind har fået lov til at tage forskud på fremtiden. Hun har indført minimumsnormeringer og ansætter kun medarbejdere på 37 timer.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Der er lyst, nyt og lækkert i Børnehuset Grønttorvet på Elstarvej i Valby. Børnehuset er del af den helt nye bydel, hvor der indtil for få år siden var engros-grønttorv. Bydelen kommer til at indeholde 2300 boliger og får brug for masser af daginstitutionspladser.
”Det er en bydel, hvor der i arkitekturen og planlægningen af byrummet er lagt op til masser af fællesskab. Det kan vi mærke på vores forældre. De kender hinanden fra fællesarealerne og fra diverse facebookgrupper, og der er ret meget landsbypræg over det,” fortæller Annika Vind, som fik opgaven med at starte den nye institution, som slog dørene op for de første børn i april 2021.
Kunsten at finde 11 pædagoger
Den femte stue og sjette stue i Børnehuset Grønttorvet åbner i henholdsvis august og september 2021, og når samtlige 10 stuer er i drift, kommer huset til at være den daglige ramme om 170 børn.
Annika Vind har været fuldtidsansat i huset siden 1. december 2020, hvor huset var under opførelse.
”Så jeg har ligget vandret i luften. Når man overtager en ”tom skal”, skal der virkelig tænkes på alle detaljer. Jeg har skullet indkøbe alt fra møbler, barnevogne og legetøj til papirklips og papirhåndklæder til toiletterne,” siger Annika Vind, der også har stået overfor den udfordrende opgave at skabe en helt ny personalegruppe.
”Det har nok været den opgave, jeg er gået til med størst respekt. Alle ved, at der er rekrutteringsudfordringer i København. Så jeg har spillet på alle strenge og har ikke bare slået stillinger op. Jeg har også været interesseret i at nå pædagoger, som ikke var aktuelt jobsøgende, så jeg har blandt andet være aktiv på de sociale medier og alle andre platforme, jeg har kunnet komme i tanke om,” fortæller Annika Vind.
Alle børn var indkøringsbørn
Projekt rekruttering er lykkedes. Det er indtil videre lykkedes at få ansat de ønskede medarbejdere. I september 2021 er børnehuset daglige arbejdsplads for 11 pædagoger, to pædagogiske assistenter og seks pædagogmedhjælpere.
”Jeg har fået de kvalificerede ansøgere, jeg har haft brug for, og det har været superdejligt. Der er mange, der har givet udtryk, at de netop gerne vil være med til at starte et helt ny sted op, hvor de kan være med til at præge kulturen og pædagogikken. Så det er en medarbejdergruppe, der vil noget, og det kan jeg mærke i hverdagen. De har virkelig taget fra, og de har været på en enorm opgave. Alle børn var indkøringsbørn fra starten, samtidig med at vi skulle skabe en pædagogisk linje og få en helt ny hverdag til at fungere,” siger Annika Vind.
Kun 37 timers stillinger
Annika Vind var især spændt på rekrutteringsprocessen, fordi Grønttorvet kun ansætter medarbejdere på 37 timer.
Børnehuset Grønttorvet tager forskud på de minimumsnormeringer, der skal indfases i hele Københavns Kommune, og det sker ved at have tre fuldtidsmedarbejdere på hver stue. Alle stuer har enten to pædagoger eller en pædagog og en pædagogisk assistent samt en medhjælper.
”Der har været ansøgere, som har spurgt til, om der kunne udvises fleksibilitet omkring timetallet, men jeg har haft is i maven og har fastholdt de 37 timer,” siger Annika Vind, som har mødt argumentet, at det er for hårdt at arbejde 37 timer som pædagog.
”Men vi kan se, at det ikke er for hårdt, når alle er på 37 timer. For alle kan få ”gode” skemaer. Vi har tre ugers rul, hvor alle har fem tidlige vagter, fem mellemvagter og fem sene vagter. Vi har fået lov til at lukke klokken 16 om fredagen, og det giver sindssygt meget i forhold til at få skemaet til at gå op,” fortæller Annika Vind, der siger, at det giver en meget mere rolig hverdag, at der ikke er nogen deltidsansatte, der skal gå i middagsstunden, og at der altid er to faste voksne på stuen i tidsrummet 8 til 16.
Fast forberedelsestid
De pædagogiske medarbejdere indgår i det faste skema med 36 timer om ugen. Den sidste time er afsat til forberedelse, som man kan udføre, hvor og hvornår man vil.
”Vi arbejder i et af de mindst fleksible fag i verden. Så hvis jeg kan give medarbejderne en smule fleksibilitet, gør jeg det. Hvis man hellere vil sidde derhjemme lørdag eftermiddag og planlægge et pædagogisk forløb, så er det fint med mig. Det vigtigste er, at opgaven bliver løst,” siger Annika Vind.
Hun er 35 år og har været i den pædagogiske verden i 11 år, heraf fem år som pædagogisk leder.
”Jeg har oplevet i min dagtilbudstid, hvordan grebet er stammet om den pædagogiske verden, og hvordan krav og forventninger ovenfra er blevet mere firkantede. Så hvis jeg kan byde ind med fleksibilitet og medindflydelse, som kan fremme trivslen, gør jeg det,” siger Annika Vind.
Vi skal opfinde alt forfra
Hun har som ny leder til gengæld sat begrænsning på længden af personalemøderne.
”Vi er så nye, og der er så meget, der skal tages stilling til, at jeg har været bekymret for, om vi ville tabe pusten på en masse aftenmøder oveni opstarten, der i sig selv kræver utroligt meget energi. Personalemøderne er begrænset til mellem klokken 16.30 og 18.30, og det, vi ikke når, må vi udsætte. Jeg har aldrig oplevet, at der er sket banebrydende erkendelser efter klokken 19, hvis man har været på job siden klokken 7 om morgenen.”
Hvordan man fejrer børnefødselsdage, er blot et enkelt eksempel på, hvad der skal tages stilling til i et nyt børnehus.
”Må børnene dele ud, når de har fødselsdag, hvad skal vi gøre ud af fejringen, og hvordan stemmer det hele overens med børneperspektivet. Og sådan er der 1000 små ting. Er en sommerfest til glæde for vuggestuebørnene, og er den vigtig af hensyn til forældresamarbejdet? Vi skal opfinde alting forfra, og vi er nødt til at have tålmodighed. Men det er sindssygt spændende og givende at skabe en ny kultur, hvor vi forsøger at vende alle sten og se det hele fra et børneperspektiv.”