Frederiksberg: Bred enighed til venstre for midten
Der er solidt håb for, at Frederiksberg bliver en bedre kommune at være i for både børn, mennesker med fysiske eller psykiske udfordringer og ikke mindst pædagogisk personale, hvis det står til Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF. De er nemlig de eneste partier, der har svaret på de spørgsmål, LFS Nyt har stillet om, hvad de vil kæmpe for efter kommunalvalget. Og der er meget, de er enige om.
Tekst: Signe Rosa Skelbæk
Illustration: Thomas Balle
Der er grund til at klappe i hænderne, hvis man er borger i Frederiksberg kommune eller medlem af LFS og arbejder på Frederiksberg. I hvert fald hvis Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten får flertal efter kommunalvalget den 16. november 2021.
De tre partier er nemlig de eneste, der er vendt tilbage på LFS henvendelse om at uddybe deres politik på almen- og specialområdet, og der er stor enighed på en række områder.
Fælles for de tre partier er, at de vil arbejde for bedre normeringer i dagtilbuddene over de kommende fire år. Men også styrkelse af folkeskolen, fokus på trivsel hos børn og unge og fokus på retssikkerheden på handicapområdet, er der enighed om.
Her ser det svært ud
Partierne er også blevet bedt om at forholde sig til, hvor de mener, at Frederiksberg står over for de største udfordringer. Både SF’s, Enhedslistens og Socialdemokratiets svar kredser om unges trivsel.
”Der skal gives mere lokal frihed til at sikre trivsel og faglighed - mindre målstyring og fokus på test,” skriver SF’s kandidat, Balder Mørk Andersen, og Enhedslisten peger også på trivsel, som en stor udfordring:
”Ensomhed blandt børn og unge, var allerede inden corona et kæmpestort problem på Frederiksberg. Ensomhed kan medføre mange andre problemer, som fx indlæringsvanskeligheder, selvskade og skolevægring,” skriver kandidaten fra Enhedslisten, Anja Lundtoft Thomsen.
Socialdemokratiet nævner desuden en meget konkret udfordring:
”Vi har været igennem en børneskandale, hvor vi har sendt 363 undskyldninger ud til borgerne, fordi der ikke var styr på sagsbehandlingen i sager om udsatte børn og familier. Det skal vi have rettet op på, så vi er sikre på, at vi får hjulpet de allersvageste børn og familier i vores by,” skriver Sine Heltberg.
Styr på økonomi og tilgængelighed
For Enhedslistens kandidat, Anja Lundtoft Thomsen, er der ingen tvivl om, at økonomi er den helt store benspænder for kommunen, når det kommer til handicapområdet:
”Det er et konsekvent underfinansieret område. Selvom det kan være svært at styre budgetterne,må økonomi aldrig medføre, at borgerne fx ikke kan få en BPA-ordning, hvis de er i målgruppen,” skriver hun.
Socialdemokratiet og SF nævner begge vigtigheden af tilgængelighed i byens rum som en af de helt store udfordringer, og herudover nævner SF’s Balder Mørk Andersen også, at kommunen skal lytte mere:
”Kommunen skal blive endnu bedre til at lytte til input fra interesseorganisationer på området, såvel som fra folk der har en langt tættere føling med mennesker med udviklingshandicap og deres levevilkår generelt og på Frederiksberg,” skriver han, og også Sine Heltberg (S) nævner, at borgerne skal have bedre service og kæmpe mindre med kommunen, end tilfældet er for nogen i dag.
Hvor står PAU’erne?
Som et sidste spørgsmål bad vi politikerne forholde sig til, om de anså pædagogiske assistenter som en del af de 60 procent uddannede, som Frederiksberg Kommune har en ambition om, at der skal være i alle institutioner.
Her var der bred enighed om at anerkende PAU’ernes faglighed. Socialdemokratiets kandidat skrev kort: ”Hvis man har en faglig uddannelse, skal man registreres som uddannet”, hvilket må betyde, at man i Socialdemokratiet anser pædagogiske assistenter som en del af de 60 procent uddannede. SF’s kandidat svarer i samme boldgade:
”SF-Frederiksberg mener, at der anlægges en alt for snæver tilgang til de pædagogiske assistenters faglighed. Således bør de i den samlede vurdering af normeringsgrad tælles med tættere på det pædagogisk uddannede personale og altså kunne indgå som en del af de 60 procent og da ikke være at betegne som ikke-uddannet personale”.
Enhedslistens kandidat, Anja Lundtoft Thomsen, ser lidt anderledes på Frederiksbergs ambition om andelen af faglige i dagtilbud.
”I Enhedslisten har vi hele tiden opfattet 60 procent målsætningen som værende en målsætning ompædagogandel. Det betyder altså, at pædagogiske assistenter ikke skal opfattes som ufaglærte, forde har jo en pædagogisk uddannelse. Vi ønsker i virkeligheden, at 100 procent af de ansatte skal have en pædagogisk uddannelse, og deri synes vi bestemt, at pædagogiske assistenter kan spille meget vigtigrolle,” skriver hun.
Socialdemokratiet:
Visioner for børne- og ungdomsområdet:
- Bedre normeringer i daginstitutioner
- Mere trivsel, herunder stærke fritidstilbud i SFO, klub, sport og kulturlivet mv. Hjælpen til dem, der har behov skal styrkes, så man hurtigt får adgang til professionel hjælp
- Folkeskolen skal sikre, at alle børn og unge får lært det, de har behov for, for at kunne komme videre på en ungdomsuddannelse.
Visioner for handicapområdet:
- Retssikkerhed
- Tilgængelighed flere steder
- God service og et helhedsorienteret blik på familien, så man ikke bliver kastet rundt fra den ene afdeling til den anden.
Enhedslisten:
Visioner for børne- og ungdomsområdet:
- Ægte minimumsnormeringer i daginstitutionerne
- Højere løn, så man kan rekruttere det nødvendige pædagogiske personale
- Tid til at udføre solidt pædagogisk arbejde - Nej til koncepter og modeluner.
Visioner for handicapområdet:
- Styrke retssikkerheden for borgere med handicap, således at de får den hjælp, de har krav på
- Alt personale omkring borgere med handicap har tilstrækkelig viden og uddannelse inden for det område, de arbejder med
- Styrke tilgængeligheden, så borgere med handicap kan leve et så aktivt og selvstændigt liv som muligt.
SF:
Visioner for børne- og ungdomsområdet:
- Max 24 elever i en enkelt folkeskoleklasse
- Bedre normeringer - minimumsnormeringerne på tre børn per voksen i vuggestue og seks per voksen i børnehaven skal fra 2023 gradvist forbedres efter BUPL’s opgørelsesmetode
- Inklusion kræver, at der afsættes de nødvendige midler for at sikre den rette kvalitet, herunder specialpædagogiske kompetencer og de rette lokaleforhold.
Visioner for handicapområdet:
- En forstærket indsats for fleksible dagtilbud og flere og bedre bo-miljøer, hvor der både sigtes på tryghed og inklusion blandt mennesker uden udviklingshandicap
- En forbedring af kommunens tilgang til KLAPjob – ellers går kommunen glip af ressourcer og udviklingshandicappede brænder inde med deres
- Vi skal lykkes med nytænkning og videreudvikling af fremtidens specialskoletilbud og mellemformer i almenskolen.
Sådan gjorde vi
27. september 2021 rettede vi henvendelse til alle de partier, der i dag er repræsenteret på Frederiksberg Rådhus. Konservative, Venstre, Radikale Venstre, Alternativet, Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF. Alle partier, på nær Venstre og Alternativet, har bekræftet, at de har modtaget vores henvendelse. Vi har kontaktet partierne både på den mail, de selv opgiver på deres respektive hjemmesider, og på telefon. Partierne blev stillet en række ens spørgsmål, som skulle besvares skriftligt af én af deres opstillede kandidater. Kun Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF er vendt tilbage med svar inden for fristen, der var 8. oktober 2021.