Jeg frygtede, at kreativiteten var et kar, jeg kunne tømme
I lige knap 40 år har Kim Fupz Aakeson skrevet børnebøger, men hans cv rummer meget mere end det. I filmverdenen lærte han at værdsætte friheden i børnebogsuniverset, hvor man hverken spekulerer på billetsalg, eller på om nogen ændrer slutningen. Det holder kreativiteten kørende.
Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk
Hvordan var din opvækst?
”Jeg voksede op i Albertslund, hvor der ikke skete meget. Da jeg ramte puberteten, tog jeg på Tvind højskole. Herefter tog jeg til København og ville det hele. Jeg malede, tegnede, spillede musik og lavede lokalradio, men så fik jeg en åbenbaring efter at være stødt på nogle franske tegneserier, der var meget rå. Det var her, jeg begyndte selv at lave tegneserier. Jeg kan huske, at mine forældre spurgte, om jeg selv troede, jeg kunne leve af det. Det kunne jeg selvfølgelig ikke.”
Hvorfor endte du med at skrive til børn?
”Jeg fik arbejde med at illustrere fagblade, og her kunne man tjene rigtige penge. Det var altid de kedeligste artikler, der skulle illustreres, og det fik mig til at overveje billedbøger til børn. Billedbøgerne var flot illustreret, og der var jo kun en smule tekst på hver side. Det kan jeg godt klare, tænkte jeg, og det var sådan, jeg begyndte. Jeg skrev kun for at have noget, jeg kunne illustrere. Men i 1988 blev jeg far for første gang, og det begyndte at kede mig at illustrere. Faktisk kan man se, hvordan tegningerne krymper og teksten vokser i de bøger, jeg udgav i de år. Da jeg så fik statens treårige arbejdslegat, blev det springet til at stoppe med at tegne og bare skrive.”
Hvornår begyndte du så at lave film?
”I 1995 kom jeg ind på filmskolen, og her var der andre penge på bordet. Jeg blev fanget af rød løber og champagne og tænkte, at det var det, jeg skulle. Men jeg erfarede, at manuskriptforfatteren i virkeligheden er underlagt mange andre. Når jeg skriver bøger, så er der ingen, der ændrer min slutning. Når man laver film, så er der utrolig mange penge på højkant, og det genererer meget angst. Det er der ikke, når man laver børnebøger. Der er ro på, og der er plads til, at man kan lave smalle ting. Det gør en stor forskel, om man vover pelsen med et par siders børnebøger, som så ikke bliver til noget, eller om man bruger to år på et filmmanuskript, som det viser sig, at ingen vil producere, fordi det bliver for dyrt. Når jeg skriver børnebøger, tør jeg teste mere af og vove mere.”
Men efter et par år med film, gik du tilbage til børnebøgerne. Hvorfor?
”På et tidspunkt spurgte Gyldendal, om jeg ville skrive en tekst til designskolerne i Kolding og København. 16 forskellige elever havde illustreret til min tekst. Deres tegninger var vidt forskellige. Nogle var hyggelige og runde, andre var skræmmende og mørke. Det gav mig lyst til at tage en tur til med børnebøgerne, og jeg kontaktede derefter illustratorer, jeg selv kunne lide, og egentlig havde været lidt misundelig, på med henblik på at købe deres illustrationer til mine bøger.”
Hvor mange bøger har du udgivet?
”Jeg bliver tit spurgt, og længe svarede jeg bare ”over 100”. Men hvis man tæller alt med, så er det over 150, helt fra de små tynde bøger til de længere. Det er klart, at når jeg ikke længere illustrerer, så er det et mindre arbejde end førhen. Med nogle illustratorer er der en del ping pong frem og tilbage, mens der med andre er mindre proces. Jeg har også et samarbejde med en illustrator, hvor et nyt projekt begynder med, at hun sender mig en tegning, og så går jeg rundt om den og ser, om der dukker en fortælling op. De forskellige processer med illustratorerne er med til at massere mit arbejde og gøre det sjovt for mig at skrive.”
Har dit faderskab påvirket dine bøger?
”Jeg har et barn på 32 og en på 11, og min kæreste har en på 20. Jeg føler, jeg har været far altid, og det, at børnenes alder er så spredt, gør, at der har været mange samtaler om børns univers over en lang periode. Det har da været med til at holde liv i kreativiteten.”
Dine egne børn er ved at være store, hvor skal du nu hente inspiration?
”Der er klart noget, der forsvinder, når de bliver større. Da jeg startede med at skrive, frygtede jeg, at kreativiteten var et kar, som man kunne tømme, og så var det det. Men tit kommer der nye ideer, imens man arbejder. De ideer, jeg får, som ikke kan bruges i ét projekt, dem gemmer jeg og bruger til noget andet. ”Klovnen der bare ikke var særlig sjov” er en af de bøger, hvor jeg virkelig gik længe med en halvfærdig idé, jeg ikke kunne knække koden til. Og så pludselig var den der.”
Har du nogensinde skriveblokade?
”Jeg har altid gang i mange projekter inden for flere genrer, og så oplever jeg, at noget, jeg ville have brugt i det ene, pludselig passer bedre i det andet projekt. Det er i kæmpe kontrast til min kones arbejdsgang. Hun er instruktør og arbejder intensivt med én film ad gangen i lang tid. Sådan er jeg slet ikke. Jeg er meget mere rastløs. Hvis noget driller, så lægger jeg det til side. Jeg sidder aldrig med en skriveblokade i tre uger og bare kigger på skærmen.”
Finder du på alle ideerne selv?
”Når man har lavet mange ting, så får man også ind i mellem tilbud udefra og dermed ideer foræret. Fx har jeg skrevet den tekst til H.C. Andersen Museet i Odense, som gæsterne hører, når de går rundt og ser udstillingen med høretelefoner på. Det er noget helt andet end det, jeg normalt laver. ”Vitello”-serien er faktisk også oprindeligt Gyldendals opfordring. De ville gerne have en serie, der var målrettet drenge, og da de først præsenterede ideen, var jeg ikke helt med på den. Men så gik jeg og tænkte over det, og over hvilke drengetyper, der ville være interessante at bruge som karakterer. På den måde får jeg meget retur fra dem, jeg i forvejen samarbejder med, eller som kender mit arbejde.”
Hvor meget er du påvirket af, hvad der er oppe at vende på børneområdet. Fx feminisme, børn med diagnoser, regnbuefamilier eller noget helt fjerde?
”Jeg er flere gange blevet opfordret af Politikens Forlag til at skrive om regnbuefamilier. De ved jo, hvor der er huller i markedet. Men hvad skulle jeg skrive om det? Jeg har det jo bare sådan, at det er okay, så hvor er det svære? I stedet blev det til en historie om papforældre, fordi jeg kom til at tænke på familiekonstellationer, og hvad det kræver af børn, når der flytter en ny fremmed ind, der pludselig spiser med og tager med på ferie. Det er jo heftigt for børn at opleve. Her lå der en historie, fordi den var mere dilemmafyldt. Jo mere åben, opfordringen er, jo lettere er det for mig at skrive.”
Er du bange for at skrive noget, ingen vil læse eller se?
”Det gode er, at det ikke er hjernekirurgi. Der kan ikke ske noget ved, at det ind i mellem går galt og ikke bliver til noget eller bliver dårligt.”
Har du nogen ambitioner om, hvad dine børnebøger skal kunne?
”I starten tænkte jeg meget over, at der skulle være en morale. Men efter fire-fem bøger opdagede jeg, at man jo aldrig kan fortælle en historie uden at fortælle om noget om sig selv. Jeg stoppede med at fokusere på det, og nogle gange er det jo også okay bare at skrive noget, der er sjovt, uden at der er en dyb mening med det. Bagefter opdager jeg tit, at min historie handler om noget, jeg ikke selv havde tænkt over inden. Bogen ”Klovnen der bare ikke var særlig sjov” viste sig at være en historie om at kede sig og sætte farten ned, og det vidste jeg ikke, da jeg skrev den. Hvis jeg altid sad med en pointe eller morale foran mig, før jeg skulle finde på en historie, så ville det blive svært for mig.”
Har børnebøger ændret sig?
”Det vigtigste i børnebogskulturen er, at der er stor diversitet, altså at der er mange muligheder til rådighed. Der skal både findes bøger om sorg og det svære, og der skal være bøger, der ikke har andet formål end at være sjove. De seneste 10 år har jeg også skrevet bøger, der var meget mørke, og det kan man heldigvis godt i dag. ”Pigen der skulle vælge” handler fx om en pige, der skal vælge, hvilken af sine forældre, Døden skal tage med sig. Den er hård, men det er også en historie om kærlighed. Det er et billede på, at vi i børnebogsgenren er sluppet helt ud af 70’ernes og 80’ernes dogmer for, hvad børnebøger kan eller skal handle om. Du kan skrive om alt fra realisme til alfer, og litteraturen har aldrig været mere frisat. Bare det er en god historie.”
Har du en yndlingsbog blandt dine egne?
”Det er den, jeg er i gang med. Nogle af mine bøger egner sig bedst til godnat-læsning og samtale, andre er sjove. Når jeg skal ud og læse op på biblioteker eller bogmesser, så har jeg favoritter, der egner sig til det. Men når en bog er skrevet, så dvæler jeg ikke ved den, så kigger jeg fremad. Der er heller ikke bøger, jeg er særlig stolt af frem for andre.”
Er der så heller ikke nogen, du ikke længere bryder dig om?
”Indimellem skal jeg lave antologier, hvor jeg samler flere af mine historier i én samling. For det meste sidder jeg med historierne og tænker, at jeg ikke ville lave om på dem, hvis jeg skulle skrive dem i dag, men der er også nogle, hvor de pludselig skurrer lidt i mine øjne. Der er også enkelte, jeg ikke længere gider have med. De er for moralske. De passede til den tid, men de holder ikke i dag.”
Har du bøger på vej?
”Der er mindst én Vitellobog mere undervejs, den udkommer sommeren 2022.”
Har du så et mål med dine bøger?
”I filmverdenen bliver man målt på, hvor mange billetter, man sælger. Anmeldelser betyder i virkeligheden intet, hvis ingen ser filmen. Jeg skrev på et tidspunkt bogen ”En historie om vokseværk”, som handler om en far, der vokser og vokser og bliver til en drage til sidst. Der mødte jeg engang en, der havde været på en døgninstitution med børn, der var fjernet fra hjemmet, og de brugte den bog. Børnene havde svært ved at tale om deres egen far eller mor, men de kunne godt tale om bogen, og så var samtalen i gang. Det fik mig til at tænke, at det betyder ingenting, hvis jeg fx kun fik solgt otte af den bog, hvis bare nogen fik noget ud af bogen. Hvor mange eksemplarer, jeg sælger, må ikke fylde noget for mig.”
Biografi
Kim Fupz Aakeson er forfatter og født 12. september 1958 i Albertslund, hvor han er vokset op. Han er uddannet manuskriptforfatter, men debuterede i 1984 med børnebogen ”Hvem vover at vække guderne”. Han har siden udgivet flere end 150 bøger, både voksen-, ungdoms- og børnelitteratur. Står bag filmene ”Den eneste ene” og ”Okay”. Han har modtaget et væld af priser, blandt andet kulturministeriets børnepris (1990, 2011), Robert for bedste danske filmmanuskript (2000) og Gyldendals Børnebogspris (2010). Bor i dag på Østerbro med sin kæreste og deres fælles datter.