Man skal tage det, der bøvler, alvorligt
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
”Mit navn afspejler, at jeg er født i USA, men jeg har boet i Danmark, siden jeg var to år. Min mor forlod min biologiske far og sin strengt katolske familie på den amerikanske østkyst og flyttede til Djursland, hvor hun giftede sig med en dansker og fik fire børn med ham. Så jeg har fire yngre søskende. Jeg gik på en lille privatskole, som var gammeldags og konservativ og vældig tryg, og jeg elskede det. Jeg var faktisk så glad for at gå i skole, at jeg som otteårig en dag tog rutebilen til skole, selv om min mor havde sagt, at det var skolefridag, men jeg troede ikke på hende. Så stod jeg der foran en lukket skoleport.”
”Jeg valgte selv at flytte på kostskole, Sorø Akademi, da jeg skulle i 8. klasse. Min mor var skrøbelig, og min stedfar var fraværende, og jeg havde for meget ansvar derhjemme og var reserveforælder for mine fire yngre søskende. Jeg havde også en stor fascination af kostskolelivet. Men det var råt og hierarkisk og præget af mangel på voksenomsorg. De store dominerede de små, og sådan var traditionerne – var man yngste årgang, måtte man finde sig i at blive smidt i søen med tøj på og i at skulle opvarte de ældre elever. Der var nogen, der gik ud, og der er helt sikkert andre, der har fået ar på sjælen. Men vi blev også knyttet tæt sammen af det. Mine klassekammerater og jeg blev hinandens familie, og jeg har virkeligt stærke venskaber fra Sorø Akademi den dag i dag.”
”Da jeg var 18, blev jeg forelsket i en pige, der ville flytte til København, så det gjorde jeg også og afsluttede gymnasiet der. Så gik der nogle år, hvor jeg prøvede uddannelsessystemet lidt af. Jeg læste litteraturvidenskab, men var ikke helt moden nok og fik ikke læst, det jeg skulle. Så tog jeg en uddannelse som medieøkonom og fik job i et mediebureau. Det var slut-90’erne, og it-boblen voksede eksplosivt, indtil den pludselig bristede i 2000. Jeg kom på dagpenge, og dagpengesystemet var utroligt fleksibelt dengang, så jeg gik faktisk og hyggede mig, freelancede lidt, begyndte at spille som DJ og blev far for første gang. Men så udløb mine dagpenge, og sagsbehandleren på bistandskontoret var ikke nær så fleksibel, som a-kassen havde været. Så jeg tog arbejde i posten og spillede til fester ved siden af, indtil en af mine kammerater spurgte, om jeg ikke havde lyst til at være pædagogmedhjælper.”
”Jeg landede på et lille fritidshjem i Valby, hvor jeg endte med at være i 15 år. Jeg blev helt vildt glad for jobbet, for børnene og for kollegerne. Jeg fik god respons fra både kolleger og fra børn, og jeg stortrivedes. Som årene gik, kunne jeg godt se, at mine klassekammerater fra min skoletid havde gang i en masse karriere, og jeg følte efterhånden også, at jeg havde lyst til at få den teoretiske ballast på plads. Så jeg begyndte på merituddannelsen i 2014, og det var fantastisk at læse sammen med andre, der var topmotiverede, og som havde masser af arbejdserfaring med sig. Jeg var helt optændt og var dybt optaget af at ville noget på vores fritidshjems vegne. Jeg endte med at brænde mit lys i begge ender, og en morgen stod jeg pludselig og græd under bruseren og sygemeldte mig med stress. Så jeg valgte at starte på en frisk i et nyt job.”
”Da jeg søgte jobbet her på Skolen i Sydhavnen, var det nærmest min nye leder, der var til ansættelsessamtale. Jeg ville have et job, hvor jeg kunne udfolde mig. Det har jeg også fået. Jeg kan godt have det svært med de rammer, vi tilbyder vores børn, og fritidspædagogikken har fået et enormt knæk af det makværk af en folkeskolereform, som de gerne må få rullet tilbage så hurtigt som muligt. Men jeg finder kvalitet i arbejdet med børnene og med kollegerne. Jeg har hele tiden bevaret min interesse for it, og jeg har altid lavet digitale aktiviteter med børnene. Men jeg har også taget en uddannelse som narrativ konfliktmægler hos DISPUK, og jeg har fået lov til at skabe min egen funktion, hvor jeg arbejder på tværs af de fire klasser på min årgang. Jeg arbejder med trivsel og konfliktløsning, og jeg har individuelle samtaler med børn, der har brug for at tale med en voksen, og det er der skræmmende mange, der har. Den mentale sundhed hos børn er vildt udfordret; de er pressede. Så man skal altid tage det, der bøvler alvorligt, selv om det ved første øjekast kan ligne en mindre kammeratskabskonflikt.”
Navn: Robert Walker – går under navnet ”Walker” hos både voksne og børn
Alder: 50 år
Arbejdsplads: Fritidsinstitutionen ved Skolen i Sydhavnen
Bonusinfo: Er far til Otto, født i 2002, Bellis, født i 2005, og August, født i 2022. Bor i nyindkøbt hus i Valby med kæreste og børn. Når han ikke arbejder og er far, spiller han op til dans som DJ ved bryllupper og firmafester.