Det bliver set som en ressource, at jeg er nyuddannet
Karoline Friis fik en drømmestart foræret, fordi hun blev ansat, før hun var færdig med sin bachelor. Derfor startede hun på deltid, allerede mens hun læste og fik en blid introduktion til arbejdspladsen. Men hun føler sig også velkommen, fordi der er lydhørhed over for den faglighed, hun kan bidrage med.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
”Det sværeste har næsten været at falde til ro i, at jeg nu er en ”ægte voksen”, der har ansvaret. Det er noget anderledes end praktikkerne og mine år som pædagogmedhjælper,” griner 25-årige Karoline Friis, der blev færdig som pædagog i januar 2022, og som arbejder på Engskolen på Vesterbro.
Engskolen er en specialskole for børn med udviklingsforstyrrelser, autisme, ADHD eller andre særlige behov, og det har hele vejen gennem pædagogstudiet været Karoline Friis’ drøm at arbejde med specialpædagogik. Så da hun hørte om en jobåbning på skolen, skyndte hun sig at søge, selv om hun ikke var færdiguddannet. Hun fik jobbet to måneder før dimissionen og startede derfor blidt ud med at komme hver fredag i KKFO-tiden.
”Det har helt klart været en fantastisk god start, og jeg kunne unde alle at få lov til at starte på den måde, hvor man får mulighed for at lære arbejdspladsen at kende og knytte relationer, før man for alvor står med ansvaret. Men jeg ved også godt, det ikke er realistisk alle steder,” siger Karoline Friis.
Tryghed omkring forventninger
Det er dog ikke bare den bløde opstart, der gør, at Karoline Friis er faldet godt til.
Hun følte sig fagligt tryg efter ansættelsessamtalen, hvor hun mødte en ledelse, der var tydelig omkring, hvad de forventede, og hvor de stod pædagogisk.
”Det var superrart som nyuddannet, at ledelsen havde gjort sig nogle tanker om, hvad de ville have, og hvilken rolle man skulle udfylde. De var også meget klare omkring den pædagogiske linje, og jeg kunne høre, at det matchede meget af det, som jeg havde brugt mine praktikker på. Så det var fedt, at jeg kunne komme til at bruge det,” fortæller Karoline Friis.
Virkeligheden i dagligdagen passer med det, hun blev lovet til samtalen, og hun er allerede blevet tilbudt relevant efteruddannelse.
”Det er meget motiverende, at arbejdspladsen vil investere i mig. Men det hænger godt sammen med det, jeg oplever i hverdagen: Det føles rent faktisk som om, at det, at jeg er nyuddannet, bliver modtaget som en ressource - man gerne vil bruge den viden, jeg kan bidrage med. Det er en god start på mit ”voksne” arbejdsliv.”
LÆS OGSÅ: Pædagogmangel: Hvordan får man nyansatte til at blive i jobbet.