40 år med seniorkamp og kultur
Seniorklubben i LFS, som netop har fejret 40-års jubilæum, kører igen på fuld kraft et par hårde år med covid-19. Klubben er et aktivt forum for pensionerede LFS’ere, som hverken har sluppet interessen for samfundsforhold eller for oplevelser sammen med andre tidligere pædagogiske medarbejdere.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Samfundsforhold og politik fylder stadig i Seniorklubben i LFS, hvor der jævnligt inviteres oplægsholdere, der gør medlemmerne klogere på, hvad der sker i verden.
Det er dog endnu hyppigere, at turen går til museer og andre kulturelle højdepunkter, og de mest politisk interesserede lægger i dag også en pæn del af deres energi i Faglige Seniorer, som hører under Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Grundstenen til seniorklubben blev lagt i 1981, hvor en gruppe pensionerede LFS-medlemmer, især dagplejere, begyndte at sondre terrænet for en form for sammenslutning. De ville lave politisk arbejde for bedre pensionsvilkår - og arrangere sociale sammenkomster.
Ideen blev til en realitet i 1982, hvor der blev afholdt stiftende generalforsamling i det, der kom til at hedde Pensionist- og Efterlønsklubben.
Fra politik til hygge
Den nuværende formand Birgit Jørgensen fortæller, at klubben op gennem 1980’erne og 1990’erne fik mindre og mindre fokus på det politiske arbejde og mere på sociale arrangementer:
”Det var måske heller ikke så underligt. Medlemmerne dengang kom jo fra et daginstitutionsmiljø, der var meget mindre, end det er i dag. De kendte simpelthen hinanden alle sammen, så det var i en periode en sluttet kreds og en hyggeklub,” siger Birgit Jørgensen.
Seniorklubben blev fra slut 1980’erne og frem mere og mere integreret i fagforeningens øvrige virke. Klubben fik sæde i Hovedbestyrelsen samt fast driftstilskud, og den evige jagt på mødelokaler kunne ophøre, da LFS i 1996 flyttede til Rosenvængets Alle. Og da der mellem år 2000 og 2010 i løbet af få år skete en ret stor naturlig udskiftning i Seniorklubbens bestyrelse, ændrede samværsformen sig igen.
”Da vi nærmede os 2010, var vi mange i bestyrelsen, der gerne ville noget andet. Så vi afskaffede bankospil, mannequinopvisninger og den slags og begyndte at arrangere flere udflugter ud af huset, som typisk havde et kulturelt islæt. Vi ville også gerne have en mere politisk linje,” fortæller Birgit Jørgensen, der understreger, at klubben også har en stærk social funktion.
Klub for førtidspensionister?
”Mange har kendt hinanden i mange år, og det har været et stort savn, at vi ikke har kunnet socialisere under covid-19. Vi reagerer også, hvis der er nogle ”faste”, vi ikke har set længe. Men vi er også begyndt at se en ny tendens. Vores potentielle medlemmer har rigtig mange andre ting på programmet. Vi er nok nået til nogle genererationer, som er knap så nedslidte, og som har haft mulighed for fx at gå på efterløn, og som derfor lever meget aktive liv. Men med en stigende pensionsalder er det uvist hvor mange, der fremover kan holde til at arbejde i den pædagogiske sektor arbejdslivet ud. Det er et åbent spørgsmål, hvilken indflydelse det får for seniorklubben. Måske bliver det en klub kun for førtidspensionister? Det må vi ikke håbe. At hindre det, er en opgave for LFS og fagbevægelsen, siger Birgit Jørgensen.”
Hvad laver Seniorklubben?
Alle efterlønnere, pensionister og førtidspensionister er automatisk medlemmer af seniorklubben og Faglige Seniorer, når de betaler kontingent til LFS, og kan derfor deltage i alle arrangementer.
Der er typisk 10 arrangementer i løbet af året, heraf en traditionsrig nytårskur og en julefrokost. Dertil kommer foredrag og udflugter. Nogle af arrangementerne er ”ekstra ture” med egenbetaling. Seniorklubben deltager også med gåhold til DHL-stafetten. Man kan følge Seniorklubbens aktiviteter i LFS Nyt samt på www.mitlfs.dk/584