Peerstøtte er hverken behandling eller venskab. Det er indimellem
Kan det have en effekt at få støtte fra én, der har prøvet det samme som dig selv? Det skal et nyt forskningsprojekt, der arbejder med psykisk sårbare, finde svar på.
Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen
”Da jeg selv havde det dårligt, tænkte jeg, at der aldrig var nogen, der havde prøvet at have det lige så skidt som mig. Det betød jo også, at selv om der var kommet verdens sødeste og dygtigste socialpædagog, så ville jeg have tænkt, at vedkommende simpelthen ikke fattede, hvad der foregik,” siger Klavs Serup Rasmussen og tilføjer:
”Hvis jeg selv havde prøvet at møde nogen, der havde været samme sted som mig, så havde det været enormt livgivende. Det er noget andet end at få en folder, der siger, at 66 procent kommer sig helt eller delvist.”
At selv have prøvet det
Og netop mødet med andre mennesker, der er samme sted som én selv, er omdrejningspunktet i forskningsprojektet ”Projekt Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet,” som er drevet af Det Sociale Netværk sammen med Sind og en række kommuner, herunder Københavns Kommune.
Projektet skal undersøge hvilken effekt, det har for mennesker med psykisk sårbarhed at deltage i et gruppeforløb, der bliver ledet af frivillige, der også selv har erfaring med psykisk sårbarhed. En såkaldt peer indsats.
”Peer støtte handler om at have en forståelse af, hvordan det er at være i verden, når der er sket et eller andet, der giver et hak i selvtilliden og selvforståelsen,” siger Klavs Serup Rasmussen, som er leder af projektet.
Gennem et gruppeforløb af ti gange bliver deltagerne trænet i for eksempel relationelle færdigheder. Projektet forsøger at undgå at borgere skal igennem et længere visitationsforløb. Det er muligt for socialpædagogisk personale som for eksempel bostøtte at henvise til gruppen.
Klavs Serup Rasmussen kalder det et lav-tærskel tilbud, fordi der ikke er nødvendigt at have en diagnose eller visiteres for at være en del af gruppen.
”Den uheldige konsekvens af den måde, vi traditionelt arbejder med mennesker med psykiske vanskeligheder på, er, at de skal have en diagnose eller et eller andet problem. Og det kan gøre, at folk føler sig anderledes og forkerte. I den situation kan det være svært at bevæge sig videre og have noget med andre at gøre,” siger han.
Desuden kan en lang visitation betyde at behovet har ændret sig for den henviste, når først tilbuddet går igennem, påpeger Klavs Serup Rasmussen.
Et supplerende tilbud
Det lyder unægtelig billigere at lade frivillige uden nogen formel faglig relevant uddannelse varetage behandling af psykisk sårbare, end hvis det for eksempel havde været pædagogisk eller psykologisk personale, der havde ledt gruppen. Men Klavs Serup Rasmussen lægger vægt på, at gruppen er et supplerende tilbud.
”Jeg forstår godt bekymringen for, at det er frivillige, der varetager opgaven, men jeg tror, det er vigtigt, at vi har en konstruktiv dialog om, hvad der skal til, for at folk bliver stærkere, og hvad der skal være af elementer. Det, vi gerne vil kigge på, er, hvad der gør mennesker stærkere. Lige nu sker der det, at flere og flere har det psykisk dårligt. Det vil sige, at hvis man kun lod medarbejdere om det, så vil der blive mindre og mindre tid til den enkelte.”
Klavs Serup Rasmussen påpeger desuden, at det ud fra hans synspunkt er vigtigt at skabe en kobling mellem det myndighedsfrie rum, som frivillige kan skabe, og myndighedsrummet.
”Når vi snakker med folk, så siger de, at de har brug for at kunne træde ind i et målfrit rum og derfor er der behov for metodeudvikling i civilsamfundet,” siger han.
En prøvehandling
Del af gruppeforløbet under Projekt Håb og selvbestemmelse er, at deltagerne skal tage en chance, også kaldet en prøvehandling.
”Meget socialpædagogisk arbejde består i at skabe noget handlekraft, og det, vi kan se i grupperne, er, at alle gerne vil noget. Det er jo ikke nødvendigvis det samme som at være klar til at starte uddannelse i morgen,” siger Klavs Serup Rasmussen.
En prøvehandling kan for eksempel bestå i at tage på en café og drikke en kop kaffe.
”Det kan virke mærkeligt, at det at gå på en café kan være så vigtigt, men hvis man har prøvet selv at have en følelse af at være anderledes, så kan det være en kæmpe et skridt for den person. Det kan være en følelse af at træde ind i verden igen,” siger Klavs Serup Rasmussen.
I ét gruppeforløb havde tre andre gruppedeltagere siddet klar ved deres telefon, da den ene deltager skulle foretage sit cafébesøg.
”Hun kunne ringe til dem, hvis hun blev urolig, eller hun kunne skrive til dem, hvis hun havde brug for at gennem sig bag ved sin skærm,” forklarer Klavs Serup Rasmussen.
Det sociale er ikke let
Klavs Serup Rasmussen forklarer, hvordan der i København er mange frivillige organisationer og steder, hvor du bare kan komme ind ad døren, og så bliver du budt hej og velkommen, og så er du egentlig selv ansvarlig for at skabe resten.
”Hvis du har det dårligt, så har du måske også lidt dårlig selvtillid og er ikke hyper social. I sådan situation kan det være en rigtig stor mundfuld at skabe sig selv i et helt nyt fællesskab.”
Det Sociale Netværk lavede sammen med Københavns Kommune en forundersøgelse, der viste, at borgerne i projektets målgruppe generelt ikke har så mange færdigheder i at mestre hverdagen.
”Hvis man kigger rundt i landet, er der rigtigt mange recovery skoler, mens der ikke er en eneste i København. Vi vil give folk nogle helt grundlæggende værktøjer for, at de kan stå op om morgenen og skabe sig et hverdagsliv. Det prøver vi at bidrage til, ” siger Klavs Serup Rasmussen.
Ikke terapi
Gruppeforløbet er anderledes end et terapeutisk forløb.
”I et terapeutisk forløb vil det altid være terapeutens opgave at have den bedste viden og bruge den viden til at facilitere gruppen. Det kan være godt, men det hjælper ikke på for eksempel ensomhed,” siger Klavs Serup Rasmussen
Med Projekt Håb og selvbestemmelse ønsker Det Sociale Netværk ønsker at understøtte og fremme, at man kan bevæge sig fra at være modtager af noget, til deltager i noget.
Den ballast, som gruppens ledere har, er, at de selv har prøvet det.
”Det, vi går op i, er, hvad kriser gør ved os som mennesker. Man kan blive i tvivl om, hvad man kan, og hvad der kan lade sig gøre. Man kan miste kontakten til det netværk, som man havde, og man kan måske også lige pludselig have så meget tid, at det ikke er rart. Alt i alt kan man hurtigt føle, at man ikke er en del af resten af samfundet,” siger Klavs Serup Rasmussen.
En fordel ikke at være professionel
En ting er selv at have prøvet noget. Noget andet er at stille sig til rådighed for andre. Derfor er gruppen også styret efter en manual. Ligesom der forefindes krisebøger og beredskabsplaner.
”Vi skal være forberedte, så de frivillige ikke føler, at de står med noget, som er uacceptabelt,” siger Klavs Serup Rasmussen. Han fortæller, at det er svært at gardere sig imod, at nogen siger noget, som kan virke traumatiserende, men at de frivillige bliver undervist i at håndtere sådanne situationer.
Der foregår en faglig diskussion på feltet om, hvor meget man skal være kommet sig for at være en peer.
”Jeg ville selv være en dårlig peer. Jeg kan godt huske, hvordan det var at ligge på hospitalet og ikke turde stå op i årevis, men det er ikke present. Og vi kan også høre, at når de frivillige har været leder for en gruppe nogle gange, så synes de ikke, at de er ægte længere. Du skal ikke være superprofessionel, det er ikke et plus. Det handler om at have det her fælles rum sammen, hvor vi kan få lov til at være,” siger Klavs Serup Rasmussen.
Om forskningsprojektet ’Håb og Selvbestemmelse i hverdagslivet’
Peer-Partnerskabet v. Det Sociale Netværk og SIND gennemfører i samarbejde med kommunerne København, Fredericia, Helsingør, Rødovre og Gladsaxe et forskningsprojekt for psykisk sårbare, som skal belyse effekten af et 10-ugers gruppeforløb samt tilbud om individuelt følgeskab. Gruppeforløbet ledes af frivillige, som selv har erfaring med psykisk sårbarhed. Denne form for støtte, der bygger på fælles livserfaringer, kaldes peer-støtte.
Forskningen undersøger blandt andet effekten på borgernes mentale sundhed og funktionsevne og skal samtidig styrke samarbejdet mellem de kommunale §82 tilbud og civilsamfundet. Effektmålingen gennemføres af Forskningsenheden på Psykiatrisk Center København og er finansieret af VELUX FONDEN og de deltagende kommuner.
Læs mere på www.peerpartnerskabet.dk