Mangel på uddannet arbejdskraft

Af:Britt Petersen, formand for LFS

Jeg havde i går fornøjelsen af at deltage i et temamøde med økonomiudvalget i København om temaet ”rekruttering og fastholdelse”, et emne, der optager os alle, og som er særligt relevant på de store velfærdsområder.

Til mødet var inviteret oplægsholdere fra KL, fra SOSU-H og fra Københavns Professionshøjskole.

Det, der slog mig, er, at vi alle kredser om de samme problemstillinger, og at vi faktisk har politikere i København, der tager problemerne ret alvorligt.

Vi ved at der er for få unge, der vælger pædagoguddannelsen, og med de små ungdomsårgange er konkurrencen fra alle de andre uddannelser i en hovedstad og stor studieby som København bare enormt stor. Så det er ikke umiddelbart et problem, der bare forsvinder af sig selv.

Vi ved også fra SOSU-H, at de er nødt til at afvise flere unge, end de optager, på den pædagogiske assistentuddannelse, og det er jo tudetosset, når vi har brug for så mange kompetencer som muligt i det pædagogiske arbejde, og når vi ved, at en ret stor andel af dem, der tager den pædagogiske assistent uddannelse efterfølgende faktisk får mod på også at tage pædagoguddannelsen.

Derudover er vi nødt til at arbejde med både praktikvejledning og praktik – vi får alt for få, der er i praktik, til at ville være ansatte efter endt uddannelse.

Det er selvfølgelig svært i en travl hverdag at afse den nødvendige tid til praktikvejledning, men hvis ikke de pædagogiske arbejdspladser er ”ordentlige” praktiksteder, så er pædagogmanglen så stor, at de studerende bare kan vælge og vrage andre arbejdspladser eller andre kommuner at arbejde i.

Det, vi kan gøre, er sikre, at alle dem, vi allerede har ansat, og som vi kan motivere til uddannelse, rent faktisk også tilbydes uddannelse. Vi har både meritpædagoguddannelserne, og så har vi meritpædagogisk assistentuddannelsen. Og hvordan motiverer vi så til uddannelse?

Forudsætningen for motivation er, at man synes, at det, man laver, er spændende, og at man selv gerne vil vide noget mere, og at kollegaer og leder bakker op. Derfor har det stor betydning, at vi i arbejdsfællesskaberne sikrer, at alle er en ligeværdig del af arbejdsfællesskabet, at alle tages pænt imod, at vi tænker lidt mere langsigtet, og at vi dermed opfordrer til uddannelse, også selvom det kan være svært at undvære en kollega, mens denne går på uddannelse.

OG så er jeg jo ikke blind for, at løn, respekt om faget, boligpriser i hovedstaden og så videre alt sammen også har indflydelse. Men hvis vi gør, hvad vi kan, politikerne gør, hvad de kan, og vi sammen sætter fokus på, at ingen af os kan løse det alene, så når vi i hvert tilfælde et stykke af vejen.