Medlemsportræt:Palle Minddal
Det pædagogiske arbejde fik min rodløshed til at forsvinde
Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen
”Jeg er vokset op i Vestjylland, og det har nok kendetegnet min ungdom, at jeg ikke har taget den lige vej. Som ung følte jeg ikke, at jeg hørte til. Jeg havde en følelse af at være rodløs. Jeg har været i gang med flere forskellige uddannelser og haft skiftende småjobs. Mit første job på det pædagogiske område var et job som medhjælper på et bosted for personer med autisme, efter jeg var droppet ud af endnu en uddannelse.”
”Mødet med det pædagogiske arbejde på specialområdet blev et slags vendepunkt for mig. I stedet for at være i gang med en abstrakt uddannelse oplevede jeg, at jeg kunne gøre direkte forskel i andre menneskers liv. Det bliver meget fint og intimt, når man skal yde (døgn-)støtte til mennesker med kognitive funktionsnedsættelser i eget hjem. Alle facaderne bliver lynhurtigt skrællet af, og mennesket kan fremstå meget sårbart og meget afhængig af relationen. Derfor stiller det ekstra store krav til ens etik, men det er også ekstra belønnende, når noget lykkes i samarbejdet
”Da jeg som barn gik på fritidshjem, havde jeg en pædagog, der hed Aksel. Ham tænker jeg i dag på som min pædagog-rollemodel. Han var simpelthen så god. Jeg ved ikke, om det var fordi, det var en anden tid, og om man bare kunne mere dengang. Aksel byggede en båd sammen med børnene, som vi tog ud at sejle i, når vi tog på koloni. Alt muligt kunne lade sig gøre dengang. Jeg kan ikke bygge en båd, men min tidligere pædagog Aksel lærte mig det vigtige i altid at lytte og tage det, som andre siger, alvorligt.
”Det var nok en tilfældighed, at jeg selv endte på handicapområdet. Jeg har arbejdet på et bosted for psykisk udviklingshæmmede i al den tid, jeg har været pædagog. I mit første job inden for området levede borgerne, som jeg arbejdede med, et meget skærmet liv, men havde også brug for det. Her var vi så heldige at få supervision af psykolog Bo Hejlskov Elvén, og jeg opdagede, hvordan vi med et kritisk blik hele vejen rundt om beboerne og med velovervejede, men relativt simple tiltag kunne gøre en kæmpe forskel i deres liv. At kunne handle ens og metodisk, men samtidig turde være kritisk og stille spørgsmål, stiller store krav til både faglighed og samarbejde i medarbejdergruppen.”
”På min nuværende arbejdsplads er jeg så heldig, at det professionelle samarbejde eksplicit vægtes ligesom det fag-faglige. Vi er på årlige temadage omkring samarbejdskulturen, ligesom alle faste medarbejdere bliver tilbudt ects-certificeret efteruddannelse i neuropædagogik. Det, at samarbejdet med kollegaerne vægtes så højt, giver mig stor tilfredshed i arbejdet.
”Det kræver en stor portion tålmodighed at arbejde på mit område, og man skal kunne rumme mennesker, som har det svært. Omvendt er det helt fantastisk, når noget så lykkes for de her mennesker. For nyligt mistede en vores beboere sin kæreste. Det var hun rigtig ked af, for hun savnede ham, men samtidig savnede hun også bare det at have en ven, ligesom hun savnede at have netværk uden for bostedet. Så jeg begyndte at ringe rundt, og nu virker det til, at vi har fundet en ven til hende. Jeg kunne mærke, hvor glad det gjorde hende. Sådan nogle oplevelser gør det værd at gå på arbejde for mig.”
” Beboerne, som jeg arbejder med, har ofte svært ved give udtryk for, hvad det er, de gerne vil. Det kan for eksempel være, at de mangler sprog. Derfor er det vigtigt, at man har tålmodighed til at finde ud af, hvad det er, de egentlig gerne vil. Arbejdet på handicapområdet kræver udover tålmodighed også gode kommunikationsevner, for det er vigtigt, at man kan tyde de tegn, som de fleste trods alt giver. Man skal også være opmærksom på, hvordan man selv kommunikerer og interagerer.”
”Jeg kunne godt ønske, at vi havde mere tid med beboerne, og at vi kunne gøre flere ting. Personer med handicap i Danmark har nogle helt ukrænkelige rettigheder, og jeg synes, det er fantastisk at hjælpe borgere til at opnå selvbestemmelse. I store træk synes jeg, at jeg har gode betingelser for at gøre mit arbejde. Desværre er der netop nu en ny sparerunde på handicapområdet i Københavns Kommune. Vi ved dog af erfaring, at det går op og ned, og at det, der tages det ene år, ofte kommer igen det andet. Det vigtigste er en stabil og tryg medarbejdergruppe, der støtter hinanden. Derfor trives jeg så godt i arbejdet på Bostedet Ny Ellebjerg. ”
Palle Minddal
Alder: 42 år
Arbejde: Pædagog på Bostedet Ny Ellebjerg
Bonusinfo: Er vokset op i Holstebro. Bor nu på Nørrebro med sine børn på otte og fem. Han har tidligere været cykelbud og kan stadig rigtigt godt lide at cykle og rode med gamle cykler. Om sommeren bruger han tid i sin kolonihave.