Jacob er Velfærdstalent 2022
"Det føles da helt vildt, at jeg bliver anerkendt for noget, som jeg oplever helt naturligt - jeg passer jo bare mit arbejde," sagde Jacob Vase Mikkelsen, da han blev overrasket på jobbet med blomster og gaver og hyldest, fordi han er udvalgt som et af de i alt 100 talenter, som PenSam og FOA kårer til Velfærdens Talent 100 2022.
Jacob Vase Mikkelsen er pædagog ved fritidsinstitutionen ved Vesterbro Ny Skole, og det er hans leder Henrik Schroeder Nielsen, der har indstillet ham til prisen. Indstillingen lyder blandt andet:
"Jacob er en virkelig dygtig pædagog, og han brænder for børn og forældre og han er hele tiden på udkik efter, hvordan vi gør en positiv forskel (...) Jeg vil derfor indstille Jacob som et stort ledertalent, og vil i den forbindelse også nævne Jacobs menneskelige kvaliteter. Jacob er en meget åben og ligefrem person, der tydeligt præciserer egne holdninger og strategier i forhold til, hvordan vi sammen skaber den bedste hverdag for børnene. Jacob er en holdspiller, han forsøger at spille alle gode, og han er en god lytter og dialogpartner."
Det var Mads Alslev Jürgensen fra FOA og FTR Vibeke Jensen fra LFS, der havde fornøjelsen af at overraske Jacob, der nu er inviteret til fejring på Christiansborg den 16. maj.
Podcast - Detox din hjerne om myter om sundhed
Madmyter, biohacking, ketokure, fede forhold og #slutmedforbudt. Ernæringseksperterne Morten Elsøe og Anne Gaardmand kommer hele vejen rundt i podcastserien "Detox din hjerne", der ifølge skaberne har som formål at udrense dit sind for usunde usandheder om sundhed. Afsnit syv handler om, hvordan man giver børn et sundt forhold til mad – og hvordan man skaber en glad måltidskultur.
Alle episoderne kan høres via iTunes eller Podcast-appen, og de kan streames via SoundCloud.
Forstå følelser hos udsatte børn
Psykologen Janne Østergaard Hagelquist har skrevet en ny udgave af bogen ’Mentalisering i mødet med udsatte børn’, som på en lettilgængelig og rørende måde beskriver, hvordan børn udvikler sig og lærer at mentalisere i samspil med de voksne i deres liv. Bogen har særligt fokus på udsatte børn, men kan med fordel læses af alle professionelle omkring børn. Bogen gennemgår, hvad det betyder for børns udvikling, når de udsættes for omsorgssvigt og traumer og viser, hvordan man på baggrund af denne viden om udvikling kan møde omsorgssvigtede og traumatiserede børn og unge mentaliserende. Bogen er praksisnær og beskriver også, hvordan man kan anvende den nyeste viden om mentalisering og traumer i behandlingen af disse børn. En lang række bevægende casehistorier leder læseren gennem det teoretiske stof. Bogen er udkommet på Hans Reitzels Forlag og har en vejledende udsalgspris på kr. 350.
PAU inde i varmen
Ledigheden for pædagogiske assistenter er faldet dramatisk i takt med den stigende pædagogmangel. I 2021 var der i hele Danmark 404 ledige, hvilket svarer til 3,9 procent. I 2017 var der 1235 ledige pædagogiske assistenter. Det svarer til et fald i ledigheden på 67 procent på fem år.
Kilde: FOAs nøgletal
Må I hænge fotos op?
Hvad skal man huske, hvis man sætter fotos af børn på garderoberne og på opslagstavlen? Datatilsynet har lavet en tjekliste til daginstitutioner og dagplejere, så man kan være sikker på at overholde reglerne om databeskyttelse (GDPR). Tjeklisten kan hentes på datatilsynet.dk
Solrigt gensyn til 1. maj 2022
Solen smilede til 1. maj fejringen i LFS, som endelig kunne gennemføres efter to år i skyggen af corona. Formiddagen blev fejret med taler, musik og fællessang. og Øgle Gøglerne underholdt til glæde for både store og små, inden hele flokken fulgtes til Fælledparken med fanerne forrest.
FH vil have skærpet udbudsloven
Københavns Kommune har lavet arbejdsklausuler, der betyder, at kommunen ikke må bruge udbydere, der udfører social dumping, og kommunen har en kontrolenhed, der følger op.
Men når man ser på Danmark som helhed, er forholdene helt anderledes. Den offentlige sektor køber hvert år varer og tjenesteydelser for hele 380 mia. kroner, og en del af de mange skattekroner havner hos firmaer, der underbyder danske løn og arbejdsvilkår – ofte udenlandske firmaer. De dårlige vilkår breder sig på trods af, at langt de fleste offentlige myndigheder – kommuner, regioner og statslige institutioner – har arbejdsklausuler. Problemet er, at de ikke bliver håndhævet og kontrolleret.
Derfor er det nødvendigt, at politikerne strammer markant op på udbudsloven. Det mener formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard. En opdatering af udbudsloven forhandles netop i denne tid på Christiansborg, og inden længe fremsætter regeringen forslag til ændring af loven.
”Udbudsloven skal revideres og her skal regeringen og Folketingets partier sikre, at danske lønmodtagere ikke fortsat skal opleve, at deres skattekroner ender i lommen på udenlandske selskaber, der underbetaler deres ansatte, ser stort på arbejdsmiljø og skattebetalinger med den konsekvens, at dygtige og ordentlige virksomheder og deres ansatte forbigås, fordi andre byder sig til med kunstigt lave priser,” siger hun.