Kultur der dur for mennesker med handicap
Over tusind mennesker mødes onsdag den 17. august til det traditionsrige arrangement Kultur der Dur, som er en festival for mennesker med handicap og alle andre, der har lyst til en dag med musik og underholdning.
Kultur der Dur foregår i Gentofte Sportspark og strækker sig over tidsrummet 11 til 18, hvor der bydes på et festfyrværkeri af navne, som er kendte for at kunne skabe en fest.
Sweethearts, Danmarks festorkester nummer_et, åbner musikprogrammet med den farverige Pernille Højmark i front. Senere går Kim Larsen Jam på scenen med et bredt repertoire af både Gasolins og Kim Larsens populære sange, mens Rocazino lukker og slukker festivalen med klassikere som ”Rider Lykke” og ”Elsk mig i nat”. Jørgen De Mylius lægger også vejen forbi og styrer publikum igennem sin musikquiz med masser af Grandprix-numre. I løbet af dagen gæster også forskellige brugerbands festivalscenen.
Traditionen tro vil der være boder med salg af mad, drikke, genbrugsting, brugskunst, keramik, glaskunst og andet håndværk fremstillet af mennesker med handicap.
Priser og vindere
Gentofte Kommune og Gladsaxe Kommune står bag festivalen, som er arrangeret med hjælp fra Brøndby og Herlev kommuner.
Det er Gladsaxe Kommunes borgmester, Trine Græse, der åbner festivalen og overrækker årets Kultur der Dur-pris, som gives til en eller flere personer, der har ydet en særlig indsats eller opnået flotte resultater med at skabe fælles kultur og ligestilling for mennesker med handicap.
Gentofte Kommunes borgmester, Michael Fenger, overrækker præmier til vinderne af en plakatkonkurrence, hvor borgere fra forskellige sociale tilbud har konkurreret om at lave illustrationer til plakaten og programmet for Kultur der Dur.
Det praktiske
Billetpriser ved forsalg (frem til d. 10. august):
Voksne: 250 kr. Børn 5-15 år: 120 kr. Børn til og med 4 år: Gratis.
Billetsalg: Staben, Kellersvej 16, st., 2860 Søborg. Telefon 3957 3361.
Ved EAN-betaling: Skriv til Trine Birk Rathje på handicaptillbud@gladsaxe.dk med oplysning om antal billetter, adresse, telefonnummer, CVR-nummer_og EAN-nummer.
Billetpriser ved indgangen:
Voksne: 300 kr. Børn 5-15 år: 150 kr. Børn til og med 4 år: Gratis.
Følg Kultur der Dur på http://www.facebook.com/kulturderdur