14.9.2022 |

Børn har brug for kompetenceskrammer og erfaringsrifter

Danske børn er i stigende grad udfordrede på motorikken, og det er ikke bare et fysisk problem. Børn, der er motorisk alderssvarende, lærer nemlig bedre, taler bedre, er bedre til at koncentrere sig og har nemmere ved at få venner. Men løsningen er ikke bare at øve de konkrete færdigheder, barnet har svært ved. For når barnet har svært ved at balancere, hoppe og gribe, handler det meget ofte om et understimuleret sanseapparat, siger motorikkonsulent Nanett Borre.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

Når børn er nået til storbørnsgruppen i børnehaven, vil de typisk være i stand til at løbe, hoppe, stå på et ben, løbe gadedrengeløb og kaste og gribe en bold.

Men de seneste tal viser, at mere end hvert fjerde af de kommende skolebørn er udfordret på de grundlæggende motoriske færdigheder. Og fem til syv procent er særligt udfordrede, viser Databasen Børns Sundhed, som bygger på sundhedsplejerskers indskolingsundersøgelser i 13 danske kommuner.

Nanett Borre, som har arbejdet med børn og motorik gennem hele sit arbejdsliv, finder det yderst bekymrende.

”Det handler ikke bare om, at vi har en stor gruppe børn, der er sene til at få lært nogle grundlæggende fysiske færdigheder. Det handler om, at vi i dag ved, at de børn får meget sværere ved at udvikle sig på andre områder. Psykisk, socialt, kognitivt og sprogligt. Forskningen viser, at børn, der er motorisk alderssvarende, er bedre til at koncentrere sig, har nemmere ved at få venner og er bedre til at løse konflikter,” siger Nanett Borre.

Farligt eller livsfarligt

Der er flere grunde til, at småbørn har dårligere motorik. Men Nanett Borre er ikke i tvivl om, at det har stor betydning, at voksne er blevet meget mere forsigtige.

”Da jeg var barn i 1970’erne, havde man ikke på samme måde fundet ud af, at det er farligt at være barn. Vi fik lov til at løbe flere risici. Der var også færre børn, der gik i daginstitution, hvor man er under opsyn hele tiden,” siger Nanett Borre, der understreger, at børn naturligvis aldrig skal udsættes for noget rigtigt farligt.

”Jeg mener, vi skal blive bedre til at skelne mellem ”farligt” og ”livsfarligt” og være mere åbne over for børns behov for at prøve sig selv af i risikoleg. Vi er så bevidste om legepladssikkerhed og hygiejne, at børnene bliver snydt for en masse kropslige og sansemæssige erfaringer. Som jeg engang hørte fra en klog underviser, er det bedre at få hul i hovedet end at få hul i ens udvikling. Jeg mener, at børnene har ret til og krav på det, jeg kalder kompetenceskrammer og erfaringsrifter.”

Balancebanen gør det ikke

Nanett Borre møder ofte dagtilbud, der forsøger at reparere børnenes motoriske udfordringer ved at øve netop de ting, børnene har svært ved.

Dagtilbuddene laver balancebaner på legepladsen, og de øver storbørnsgruppen i at sidde stille, så de kan blive skoleparate.

”Problemet er bare, at man kommer til at springe nogle grundlæggende led over. Det kan virke oplagt at øve konkrete færdigheder, som børnene har svært ved som fx at balancere eller at sidde stille. Men dårlig motorik og manglende evne til at koncentrere sig og fokusere bunder næsten altid i et understimuleret sanseapparat,” siger Nanett Borre.

Sanseapparatet er grundlaget

Når det nyfødte barn kommer til verden, er det især de tre primære sanser, taktilsansen, labyrintsansen og muskelledsansen, der er hovedrolleindehaverne i den sansemotoriske udvikling. De udgør sammen med høresansen, smagssansen og synssansen hele sanseapparatet. Sanserne er det nederste betydningsbærende lag i de mindste børns udvikling, og veludviklede sanser er en forudsætning for udviklingen af en god grundmotorik. Grundmotorikken er igen forudsætningen for, at det lille barn kan udvikle sproget og deltage i de grundlege, som giver os evnen til at lære og interagere med andre mennesker.

Hvis sanseapparatet ikke udvikles tilstrækkeligt, får barnet svært ved at tilegne sig alle grundbevægelserne som at løbe, hoppe, gribe og så videre, og barnet får også svært ved at udvikle kognitive funktioner som at lære at tale, at koncentrere sig og at indgå i socialt samspil.

”Vi ved i dag, at sanseapparatet og motorikken er forbundet med al øvrig udvikling. Man kan se det som et træ, hvor sanser og reflekser udgør rodnettet, mens motorikken er træets stamme. Kronen er kognitive færdigheder, koncentration og sociale færdigheder. Så sanseapparatet er helt afgørende,” siger Nanett Borre.

Hvordan stimuleres sanserne

De heldigste børn får stimuleret deres sanser, mens de ligger i mors mave. Man ved nemlig, at børn af gravide, der bevæger sig alsidigt, har større chance for et velstimuleret sanseapparat allerede fra fødslen.

”Som forældre stimulerer vi helt naturligt spædbarnets sanser, når vi nusser og rører og puster på barnets mave i leg. Sansestimulationen udvikler sig sammen med barnets alder. Mange forældre får den lidt ældre baby til at skrige af fryd ved at ”kaste” barnet op i luften og gribe det igen, og babyen træner sine sanser ved at røre ved, kigge på og smage på alt, det kan få fat på,” fortæller Nanett Borre.

Udfordringen er, at vi har indrettet et småbarnsliv med for få sanseudfordringer.

”Vi forsøger i bedste mening at forhindre, at de små børn tager sandkassesandet ind i munden, og at de klatrer op på bordet i vuggestuen. Jeg kender kommuner, hvor man end ikke må have gynger i dagplejen, fordi der er risiko for, at børnene kan falde ned, og det er mere reglen end undtagelsen, at børn ikke må løbe på gangene i dagtilbuddet, fordi der er risiko for, at de kan falde eller løbe ind i hinanden.”

Uderummet kan det meste

Nanett Borre tror, at digitale medier har en negativ betydning.

”Sætter man et lille barn med en iPad, kan barnet underholdes. Men det er uden menneskelig kontakt, og det er uden taktil stimulation. Lader man barnet lægge puslespil på IPad’en, kommer det til at mangle oplevelsen af at føle brikkerne mellem fingrene, og hvordan det føles, når brikken ikke passer sammen med de øvrige og så videre.”

Hun mener til gengæld, at uderummet kan det meste.

”Børn skal ikke sidde med en iPad, de skal sidde med en regnorm og brænde sig på en brændenælde. Naturen og uderummet byder på alle former for sanseoplevelser og bevægelse. Jord, sand og ler føles forskelligt, der er forskellige temperaturer på tingene, og kroppen kan udfolde sig på alle mulige måder, når man er ude i naturen. Hvis man altså får lov af de voksne,” siger Nanett Borre.

Det er ikke for sent

Det motorisk udfordrede barn starter i skole med sværere betingelser end de jævnaldrende, som har styr på motorikken og dermed bedre forudsætninger for at kunne koncentrere sig og holde fokus og dermed lære.

Men Nanett Borre understreger, at det aldrig er for sent at stimulere og udfordre både sanser og motorik.

”Vi kan træne begge dele hele livet. Men børn har brug for, at de voksne tilbyder sansemotoriske oplevelser, og at de voksne inviterer kroppen med og er et godt forbillede. For bevægelsesglæde smitter. Og børn bliver kun gode til det, som de får lov til at øve sig på. ”

Hvem er Nanett Borre?

Nanett Borre er uddannet som pædagog og Iyengar yogalærer og har desuden en diplomuddannelse i idræt, en motorikvejlederuddannelse samt en internationalt certificeret børneyogalæreruddannelse.

Hun har arbejdet ti år som børnehaveklasseleder med fokus på læring gennem krop og bevægelse og har yderligere arbejdet som underviser på PAU.

Nanett Borre har skrevet en lang række bøger og undervisningsmaterialer om børn, sanser, krop og bevægelse og arbejder i dag som forfatter og selvstændig motorikkonsulent, hvor hun vejleder kommuner, organisationer, institutioner og ministerier i, hvordan man arbejder kvalitativt med fysisk aktivitet.

De primære sanser

Den sansemotoriske udvikling foregår i en samspil mellem krop, bevægelse og sanser. De primære sanser er helt afgørende og udgør sanseapparatet.

Taktilsansen er placeret som sansereceptorer overalt i huden og i vores slimhinder. Her er de med til at registrere sanseindtryk som fx varme, kulde, overflader og teksturer, smerte og velbehag. Taktilsansen spiller en stor rolle i vores kropsforståelse og kropsbevidsthed og dermed for vores omgang med andre mennesker. Taktilsansen kan deles op i to systemer, den beskyttende taktilsans og den undersøgende taktilsans. Den beskyttende taktilsans hjælper med at beskytte os mod farlige eller ubehagelige indtryk. Hvis et barn fx rører en brændenælde, vil den stikkende og smertende følelse få barnet til at trække hånden til sig. Når et lille barn lader hånden glide over barken på et gammelt egetræ, er den undersøgende taktilsans på arbejde.

Labyrintsansen (eller den vestibulære sans) registrerer hovedets bevægelser i forhold til tyngdekraften, og hjælper os dermed med at orientere os i rum-retningsbegreber som op, ned, højre, venstre, over, under, dreje rundt. Den giver os information om, hvor vi befinder os i rummet og i forhold til omgivelserne. Den lader os også vide, om vi er i bevægelse, hjælper os med at opfatte farten og graden af acceleration, eller til at vide, når vi er i ro. Labyrintsansen fortæller os også i hvilken retning vi bevæger os. Labyrintsansen er tæt forbundet til synssansen og gør os i stand til at fokusere og fastholde vores blik på en genstand, selvom vi bevæger os. Denne specifikke mekanisme er fuldstændig afgørende for vores vej ind i skriftsproget.

Muskelledsansen sidder i alle muskler, sener, led og ledkapsler og har til opgave at fortælle os, hvordan vores krop bevæger og positionerer sig. Muskelledsansen arbejder, hver gang vi bevæger os, og den er på arbejde næsten døgnet rundt. Den sørger for, at vi bruger præcis den mængde muskelkraft, der skal til, for at vi udfører en given bevægelse på en hensigtsmæssig måde. Muskelledsansen har stor betydning for udviklingen af en god kropsfornemmelse og -forståelse. Muskelledsansen arbejder konstant på at spænde og afspænde vores muskler på en måde, så vi ikke falder. En del af muskel-led sansens arbejde består nemlig i at fortælle os, hvordan vores lemmer bevæger og forholder sig til hinanden, uden at vi behøver at kigge efter med øjnene eller føle efter med hænderne.

Kilde: Artikel: Sansernes betydning for den motoriske udvikling. Af Nanett Borre. vpt.dk/dagtilbud/motorik-og-sanser

Problemer med sanserne

Taktilsky børn: Cirka hvert 20. barn har problemer i forhold til en normal udvikling af taktilsansen. Det taktilsky barn oplever mange føleindtryk som ubehagelige, farlige eller for nogle børns vedkommende ligefrem smertefulde. Et taktilsky barn kan fx ses ved:

Ubehag ved tæt berøring, som knus og kram.
Vægrer sig ved hårvask, klipning, brusebad og tandbørstning.
Syntes ofte, at tøjet ikke sidder som det skal.
Mærker og stof kradser og elastikker snærer.
Har ikke lyst til at udforske og røre ved forskellige materialer, som fx dej og sand.
Ubehag ved særlige konsistenser i munden ved spisning
Trækker sig fra lege, hvor der er tæt fysisk kontakt.

Man kan få råd og vejledning af kommunens børnefysioterapeut eller sundhedsplejerske om, hvordan man kan hjælpe barnet. Taktilsansen stimuleres fx ved massage og ved at børnene oplever forskellige materialer med hænderne, fødderne og resten af kroppen. Det kan være at ælte dej, male med fingrene, lege med vand og gå på bare tæer, så meget som temperaturen tillader det.

Børn med utrænet labyrintsans: Hvis labyrintsansen ikke bliver stimuleret nok, vil der være ubalance mellem de sanseindtryk, den modtager og sender videre til hjernen, og hjernens evne til at fortolke og bearbejde disse. Et barn med utrænet labyrintsans kan fx ses ved:

Undgår aktiviteter, hvor der skal balanceres, hvor hovedet bliver vendt og drejet samt vilde tumlelege.
Kvalme, svimmelhed og utilpashed ved at gynge, snurre og dreje
Lider ofte af transportsyge.

Børn med utrænet labyrintsans skal langsomt tilvænnes disse aktiviteter, i begyndelsen fx en tur på en voksens knæ, hvor den voksne roligt vipper barnet op og ned. Senere måske en hængekøje, hvor barnet kan ligge uden at blive vugget. Sæt langsomt bevægelse i hængekøjen, og træn sansen ved at lade udsvingene blive større og større. Senere måske ture på gyngen, svingture og lege, hvor hovedet kommer ud af lod. Vær opmærksom på, om barnet udviser ubehag.

Børn med utrænet muskel-ledsans: Børn med en utrænet muskel-ledsans vil ofte have problemer med at automatisere deres grundbevægelser som fx gang, løb, kast osv. De vil dermed fremstå som klodsede og med ukoordinerede bevægelser. Al form for bevægelse, der involverer vores muskler, stimulerer muskel-ledsansen. Men især vægtbærende aktiviteter som fx løb, hvor kroppen bruges som vægtstang er velegnede. At hoppe, hinke, mosle, brydes, bære rundt på ting med en vis vægt, som fx sten, brændestykker, køre med en fyldt trillebør, bakse med store puder, transportere sand/vand, jord i spande og lignende, er alle sammen aktiviteter, der kan bruges til at få muskel-ledsansen på arbejde.