En mælkebøtte kan være en hel sanseverden
Mælkebøtter, græs, insekter og træstammer, man kan klatre på. Hospitalsparken i Herlev, der ligger lige op ad Lone Skippers dagpleje, er en uendelig skov for små mennesker på halvandet og to år, og den tilbyder rige muligheder for de små sanseapparater.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Når forældre kommer til præsentationsmøde hos dagplejer Lone Skipper, får de med det samme at vide, at de skal forvente, at deres børn kommer beskidte hjem.
”De får faktisk også at vide, at de risikerer skrammer og buler. Børn kan nemlig kun lære, hvis de får lov til at prøve, og de skal have lov og tid til at øve sig igen og igen,” siger dagplejeren.
Hendes erfaring er, at småbørnsforældre kan være hurtige til at tørre deres børns fingre, hvis de er blevet snavsede, og at de kan være ret forsigtige omkring deres børn. Men hun oplever også, at de er meget åbne i forhold til, at hun gør tingene på en anden måde, når hun forklarer, hvorfor hun gør, som hun gør.
Lone Skipper er sammen med de øvrige dagplejere i Herlev Kommune blevet efteruddannet i sansemotorik, og det har styrket hendes nysgerrighed i forhold til det enkelte barn endnu mere, lige som det har styrket dialogen med forældrene.
Vi finder nye veje i hjernen
”Uddannelsen har givet mig de rigtige teoretiske begreber, så jeg bedre kan forklare forældrene om vigtigheden af at give børnene de rigtige sanseoplevelser. Det er i det hele taget dybt interessant at få teori på de ting, som man intuitivt har vidst, var godt,” siger Lone Skipper.
Hun kan mærke i samspillet med det enkelte barn, at barnet har svært at være i leg og læring, hvis det ikke har ro i kroppen.
”Det er fantastisk givende, at vi kan tage børnene i hånden og finde nye veje og stier i deres hjerner ved brug af sansemotorik. I dagplejen har vi så nær en relation til børnene og deres forældre, at vi kan både kan arbejde med tingene i dagplejen og hjemme, fordi vi kan forklare, hvad det gør for børnene, og fordi forældrene hurtigt kan mærke forskellen. Det er jo i virkeligheden den bedste støtte, et barn kan få,” siger Lone Skipper.
Når man først ved det
Hun blev netop dagplejer tilbage i 2013, fordi hun underviste små børn i gymnastik og syntes, at det var så givende, at hun bestemte sig for at hellige sig arbejdet med de små på fuldtid.
Den større viden om sansemotorik har skærpet hendes opmærksomhed.
”Når man først er opmærksom på det, bliver det spændende at arbejde med, for man kan faktisk ret hurtigt se resultater,” siger dagplejeren, der blandt andet er blevet meget mere opmærksom på de børn, der kører med 100 kilometer i timen og derfor har brug for hjælp til at finde ro i deres egen krop, mens andre skal ”vækkes” og udfordres fysisk.
”Jeg har haft børn, der oplevede stort ubehag ved fx at få sko og strømper af, fordi sanseoplevelsen af forskelligt underlag var uvant mod deres fødder. Og det er så tydeligt, at hvis man går og koncentrerer sig om fornemmelser i sin lille krop på den måde, så er det svært at tilegne sig de øvrige færdigheder. Så det er i virkeligheden meget basalt. At vi øver os på uvante sanseoplevelser på en blid og overskuelig måde,” fortæller Lone Skipper.
Parken er en kæmpe skov
Den store sansegynge på legepladsen i Hospitalsparken, som næsten ligger i Lone Skippers baghave, er et godt eksempel på, hvordan man kan vestibulærsansen.
”Sansegyngen kan gynge frem og tilbage, men også fra side til side. Den er et rigtigt godt redskab til at træne sin vestibulær sans for både børn og voksne, der hurtigt bliver rundtossede. Der er børn, der ikke kan få det vildt nok, men som til gengæld har brug for at øve sig i at være i det, når det er meget stille og blidt, og så er der børn, der hurtigt bliver rundtossede og bange, og som skal hjælpes til tryghed,” siger Lone Skipper.
Hun kommer meget med dagplejebørnene i Hospitalsparken.
”Børnene oplever parken som en kæmpemæssig skov, og naturen er et fantastisk læringsrum, for her er højt til loftet. Her kan vi finde ro, og samtidig har vi mulighed for at bringe alle sanserne i spil. Bare en mælkebøtte udgør en kæmpe eventyr for de mindste børn. Man kan plukke den, den er gul, den afgiver gult støv, og den dufter, og den klistrer.”
Men sanserne trænes også hjemme i haven og indendørs.
”Dagligdagen giver så mange muligheder for sanseoplevelser med de små børn. Det er en stor oplevelse at prøve at træde på ris, jeg har spredt ud i en balje eller at røre ved mel – eller bare at få lov til at lege med vand og sand. Det er så taknemmeligt at arbejde med små børn, for de synes, at alt er spændende.”