Frihed til at drage omsorg
Det har kostet dyrt i ferieregnskabet for de lønmodtagere, der har måtte bruge feriedage på at passe en alvorligt syg ægtefælle eller følge gamle forældre til læge. Nu giver en ny lov mulighed for fem årlige omsorgsdage, som kan bruges på de nærmeste pårørende.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Den nye lov giver alle lønmodtagere ret til fem årlige omsorgsdage, som i lovteksten kaldes omsorgsorlov.
Omsorgsorloven er i modsætning til de omsorgsdage, der følger med mindre børn, ulønnet og skal bruges til personlig omsorg eller støtte til ens nærmeste pårørende.
Man kan få omsorgsdage i forhold til egne børn, egne forældre, ægtefælle eller partner. Man kan dog også få omsorgsdage i forhold til en ikke-beslægtet person som fx et stedbarn, hvis vedkommende bor i ens husstand, og hvis man har samme folkeregisteradresse.
Man kan kun få omsorgsdagene, hvis den person, man får omsorgsorlov i forhold til, har behov for væsentlig omsorg eller støtte på grund af en alvorlig helbredsmæssig tilstand. Ens arbejdsgiver kan bede om dokumentation for dette – det kan fx være en indkaldelse til behandling. Det er lønmodtageren selv, der skal fremskaffe og eventuelt betale for den relevante dokumentation.
Der er ikke krav i loven om, hvornår man skal varsle sin arbejdsgiver om en omsorgsorlov, og man kan holde alle omsorgsdagene på én gang eller som enkelte dage. Man kan til gengæld ikke overføre omsorgsdage til næste kalenderår.
Andre arbejdstider
Loven rækker endnu en hjælpende hånd ud til lønmodtagere, der har alvorlig sygdom eller lignende blandt de nærmeste pårørende: Har man været ansat i seks måneder eller mere, kan man bede sin arbejdsgiver om at få ændret sine arbejdstider eller -mønstre for en periode, så man bedre er i stand til at yde den omsorg, der er brug for derhjemme.
Arbejdsgiveren er ikke forpligtet til at imødekomme anmodningen, men han/hun skal overveje og besvare lønmodtagerens anmodninger inden for et rimeligt tidsrum under hensyn til både arbejdsgiverens og lønmodtagerens behov, som det hedder i lovteksten.
Loven yder også en vis beskyttelse af den medarbejder, der har alvorlig sygdom blandt pårørende, og som har været nødt til at benytte sig af muligheden for omsorgsorlov eller omlægning af arbejdstiden. Den understreger nemlig, at man ikke kan opsiges, fordi man beder om omsorgsorlov, eller fordi man har haft fravær i forbindelse med omsorgsorlov.
FAKTA
Loven trådte i kraft den 2. august 2022.
Alle lønmodtagere har ret til to omsorgsdage i 2022, og fra og med 2023 er der ret til fem omsorgsdage per kalenderår.
De nye rettigheder kommer fra lov om fravær af familiemæssige årsager. Loven er udløber af et direktiv fra EU. Den fulde lovtekst kan læses her: www.retsinformation.dk/eli/ft/202113L00172