Den motiverende samtale

Af Elisabeth Lockert Lange

Motivation til forandring

Den motiverende samtale er betegnelsen for en metode som fx en pædagog kan bruge til at støtte en anden person, fx en bruger som drikker eller spiser for meget, i at finde sin egen motivation og på sin egen måde. Den bygger på respekt, tillid og evnen til at lytte.

Mad og drikke skal der til, men det kan også blive så meget, at det tydeligt er til skade for ens helbred og sociale liv. Hvad gør en pædagog, når hun ser at en bruger spiser og drikker så meget at det er både socialt og sundhedsmæssigt skadeligt?

Alle som arbejder med andre mennesker ved at alt afhænger af personens egen motivation. Behandleren kan løfte pegefingeren og i øvrigt sige kloge og rigtige ting herfra og til juleaften uden at det har nogen som helst effekt. Personen skal selv finde sin egen motivation til at ændre sin adfærd. Men motivation opstår og styrkes også i samspil med andre mennesker og er ikke kun noget, man finder i sig selv. Motivation er dynamisk, og ændres over tid.

Tusindkronersspørgsmålet er selvfølgelig, hvordan man styrker andre menneskers motivation. Den motiverede samtale er navnet på et redskab, som især læger og sygeplejersker bruger i forskellige sundhedsfaglige sammenhænge. Den kan i mange tilfælde være en hjælp også til pædagoger, selvom den motiverende samtale naturligt nok bliver vanskeligere at udnytte, hvis de brugere, man gerne vil hjælpe, ikke er normaltfungerende. Under alle omstændigheder er det vigtigt at indtænke brugerens funktionsevne og personlighed, ja det er nærmest en grundlæggende forudsætning i selve metoden.

Den motiverende samtale har som mål at få den anden person, fx brugeren som drikker for meget, til at finde sin egen motivation til forandring. Der er ikke tale om at overtale brugeren, overtalelse er som de fleste ved ikke nogen effektiv metode. Man ændrer ikke adfærd, fordi en anden har en bestemt mening om, hvad der er godt for én. Så undgå ekspertrollen. Det er vigtigt, at du ikke bliver den aktive ekspert og brugeren den passive klient. Undgå advarsler, trusler, bebrejdelser, moralisering, sarkasme og latterliggørelse. Skræmmekampagner giver kun oplysninger om adfærd, der er uønsket – ikke om adfærd, der er ønskelig.

Forståelse gennem egne svar
Den motiverende samtale bygger på at det er brugerens egen opfattelse af sig selv, som er afgørende for hendes handlinger. Dermed også at hvis hun ændrer opfattelse af sig selv, ændrer hun også sine handlinger.

Som regel ved eller fornemmer mennesker, som misbruger det ene eller det andet, at misbruget stiller sig hindrende i vejen for noget de gerne vil. Derfor har de som regel ambivalente følelser over for deres misbrug. Ambivalente følelser opstår, når der er uoverensstemmelse mellem mål og adfærd. Fx et godt liv med gode sociale relationer, men samtidig behov for at drikke store mængder alkohol. Eller et sundt aktivt liv men ude af stand til at lade være med at overspise.

For at blive motiveret til at ændre adfærd, skal brugeren forholde sig til ambivalensen og konflikten. Pædagogen kan gennem den motiverende samtale støtte patienten i at se sin situation og uoverensstemmelserne.

Det er brugeren selv som skal vurdere fordele og ulemper ved adfærdsændringer. Pædagogen er i rollen som samtalepartner lyttende, spørgende og tilbageholdende. Gennem interesse og spørgsmål stimulerer hun brugeren til at tænke over og få en bedre forståelse for sin situation, sine problemer og sine muligheder. Brugeren verbaliserer sine følelser og får derigennem større klarhed. Pædagogen går ikke ind i en egentlig diskussion med brugeren. Pædagogen fungerer snarere som en slags katalysator for en konstruktiv proces, hvor brugeren stimuleres til selv at reflektere realistisk over sin situation. På den måde kommer brugerens egen viden og ekspertise i spil.

Grundlæggende tillid
Forholdet mellem de to samtalepartnere er helt grundlæggende. Det skal være tillidsfuldt og positivt. Pædagogen skal møde brugeren med respekt og tillid til at hun er i stand til at træffe fornuftige beslutninger i sine egne personlige forhold. Hvis du ikke tror på eller ligefrem dømmer brugeren, kan du hel- ler ikke hjælpe hende. Der er en grund til at hun gør som hun gør, og hverken hendes adfærd eller hendes følelser er forkerte.

Du skal ikke gøre noget for brugeren men sammen med hende. Du er hendes allierede, ikke en revsende autoritet. Som motiverende samtalepartner skal du prøve at forstå brugeren, som hun er, og hvordan det er at være i hendes sko. Hvad du selv ville gøre i samme situation er ligegyldigt, det løser ikke brugerens problem.

For at forstå skal man lytte. De fleste kommunikationsproblemer opstår, fordi vi ikke er gode til at lytte. Vi hører det, vi forventer at høre, eller det vi kan bruge. Vi afbryder og vi skifter emne. Hvis du skal overbevise brugeren om at du reelt er interesseret i hendes situation, er den slags forbudt. Med lkropsholdning, blik og bevægelser kan du vise at du er opmærksom. Være aktivt lyttende. Åbne spørgsmål uden vurderinger er bedst fx »Kan du forklare lidt nærmere«, »Fortæl lidt om, hvordan det skete«, »Kan du give et eksempel. « Gentag fx let omformuleret, hvad brugeren siger. Det giver hende lyst til at fortælle videre, og det gør samtidig dig sikker på at du har forstået det rigtigt. Fx: »På den ene side synes du ikke, du kan undvære at drikke, men på den anden side er du bekymret over, hvad drikkeriet betyder for dit forhold til andre mennesker.«

Det er også vigtigt at være opmærksom på at dine reaktioner som samtalepartner i lige så høj grad handler om dig som om brugeren. Vores overbevisninger, holdninger, følelser og adfærd er medbestemmende for, hvad vi interesserer os for, og hvad vi synes er vigtigt. En større bevidsthed om vores egne reaktioner kan hjælpe os til at få en bedre forståelse for brugeren.

Refleksionsproces
I metoden indgår et balanceskema. Man tager et stykke papir, slår en streg ned over midten og skriver alle grunde til at ville ændre på situationen på den ene side, og alle grundene til ikke at ville på den anden. Det sætter en refleksionsprocess i gang, når de to sider skal i dialog, og det gør brugerens ambivalens tydelig. Ud fra det kan man lettere tale om den.

Fx i forhold til alkohol:
Jeg kan lide at drikke – det koster mange penge.

Jeg tror ikke jeg kan undvære det – det er usundt Det gør mig mere fri – andre mennesker kan ikke holde mig ud Ligeså vigtigt er det at styrke håbet; troen på at man kan er en vigtig faktor i forhold til motivation, og den er forankret i tidligere erfaringer. Det kan også styrke motivationen at tale om, hvordan man kan erstatte det, man synes er positivt ved sit misbrug. Fx: »Er der andre måder, du kan opleve den frihed i forhold til andre mennesker på end ved at drikke?«

Det er godt at afslutte en samtale med at resumere, hvad der er talt om, hvad man er blevet enige om, og hvad der skal ske. Herved præciseres resultatet af samtalen. Og det lægger op til den næste samtale.