Børnefattigdom handler ikke bare om manglende forårssko
Når en familie er presset økonomisk, er der mindre overskud til at være forældre. Og inflationskrisen har yderligere belastet mange familier, hvor pengene i forvejen var alt for små. Det stiller krav til de pædagogiske medarbejdere.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Hvis København NV var en selvstændig kommune, ville den være den fattigste i Danmark målt på de gennemsnitlige husstandsindkomster. Og Nørrebro ville komme lige efter.
Det kan man mærke i den integrererede institution Solstrålen, som ligger på Tagensvej, syd for Bispebjerg Hospital og nord for Mjølnerparken. Her kommer en pæn andel af børnene fra familier med få penge.
Pædagog Sidsel Stauersbøl Nielsen er pædagog i Solstrålens vuggestueafdeling, og hun siger, at der er en tendens til, at der er flere ressourcestærke forældre i vuggestuen end i børnehaven.
”Vi har set et mønster, hvor der er rigtigt mange vuggestuebørn, der ikke fortsætter i børnehaven. Deres forældre er unge familier, der begynder i en lille lejlighed på Nørrebro eller i Nordvest, og som så flytter ud af byen, når de har fået børn – især når de får barn nummer_to. Men det virker faktisk, som om det står stille lige nu. Og det kan jo handle om inflationskrisen og det, den har gjort ved boligmarkedet,” siger Sidsel Stauersbøl Nielsen.
Har du prøvet Mødrehjælpen
Man kan mærke inflationskrisen i Solstrålen.
”En del af vores familier er lavindkomstfamilier, og vi kan registrere, at nogle af dem er enormt pressede. Børnene kommer tidligere, så de også kan få morgenmad i vuggestuen, og de bliver i længere tid, så de lige kan få et måltid mere med. Forældrene er også opmærksomme på at skifte ble på barnet, før de går, så de ikke skal gøre det derhjemme,” siger Sidsel Stauersbøl Nielsen.
Det er ikke nyt i Solstrålen, at der er forældre, der ikke bare lige kan gå i butikker og købe ny flyverdragt til deres barn.
”Vi ved godt, at det ikke handler om glemsomhed eller mangel på vilje, når et barn fra en økonomisk presset familie stadig går rundt i vinterstøvler i maj måned. Og det kan jo være lidt sårbart at tale om. Men når jeg siger, at et barn mangler noget, siger jeg samtidig, at det slet ikke behøver være nyt. Jeg plejer faktisk at foreslå, at de prøver i Mødrehjælpens genbrugsbutik,” siger Sidsel Stauersbøl Nielsen.
Bekymringen fylder
Medarbejderne gør også flittigt brug af institutionens eget lager af genbrugstøj og sko. Lageret bygges op af de ting, som forældre donerer, når deres eget barn vokser ud af dem, og af genbrug som medarbejdere tager med hjemmefra fra deres egne børn.
”Det er officielt låneting, men hvis der er tale om en familie, der ikke har så meget, overtager de støvlerne eller regntøjet, eller hvad det nu er,” siger Sidsel Stauersbøl Nielsen.
”Børnene er jo ligeglade med, om de går i genbrugstøj, og vi er heldigvis i stand til at sørge for, at de får god og næringsrig mad her i institutionen. Men fattigdom medfører et mentalt pres hos forældrene, som går ud over børnene. Og vi har snakket om, at der er forældre, der virker endnu mere bekymrede, end de plejer, og at det formentlig skyldes de voldsomme prisstigninger. De er hårde selv på en pædagogløn, og så slår de jo for alvor hårdt, hvis man fx er på overførselsindkomst,” siger Sidsel Stauersbøl Nielsen.
Fattigdom rammer forskelligt
Man kan være fattig på flere måder, oplever Sidsel Stauersbøl Nielsen.
”Vi har forældre, som er studerende, og som virkelig ikke har mange penge, men som ikke virker belastede af det. De har andre ressourcer, og jeg tror personligt, det gør en kæmpe forskel, at man ved, at det er en midlertidig situation,” siger Sidsel Stauersbøl Nielsen.
Hun har en anden oplevelse, når det gælder en del af forældrene i gruppen af enlige forsørgere og familier med lave indkomster.
”Her kan man fornemme en generel træthed og bekymring, som også forplanter sig til det mentale overskud over for børnene. Børnene i vuggestue og børnehave lider endnu ikke under, at der ikke er penge til at gå til fritidsaktiviteter og den slags. Men det er familier, hvor børnene ikke får ret mange oplevelser uden for bydelen, og hvor vi kan mærke, at der ikke er så meget energi til børnene derhjemme, og hvor vi som pædagogiske medarbejdere skal gøre, hvad vi kan for at kompensere,” siger Sidsel Stauersbøl Nielsen.
Jo, der er fattigdom i Danmark
Hun ser det som en af hendes vigtigste opgaver, at hun og de øvrige pædagogiske medarbejdere skal arbejde for chancelighed for alle børn.
”Det stiller krav til os, men det skærper også vores bevidsthed, at vi har børn med så forskellige forudsætninger. Jeg har i vores børnehavedel siddet til samling med børn, der får masser af oplevelser sammen med deres forældre, og som kan fortælle om ferierejser og besøg i Tivoli. Og så er det min professionelle opgave at understøtte det barn i gruppen, som ikke får de oplevelser, i at italesætte sin virkelighed, så den også får værdi. Og det kan man faktisk godt. Det handler om at kunne spejle barnet og hjælpe med at fortælle, hvorfor fx besøget hos den lokale grønthandler, hvor barnet fik lov til at skære en stor melon over, var en kæmpeoplevelse,” siger Sidsel Stauersbøl Nielsen.
Hun er dybt skeptisk over for udsagn som, at ”der er ikke nogen rigtigt fattige børn i Danmark”.
”Når man er fattig på penge, bliver man ofte også fattig på oplevelser og sprog. Det kan godt være, at danske børn ikke sulter. Men det gør noget ved et barn og en familie, når man aldrig har råd til det, som hovedparten af Danmarks befolkning kan, og når selv den mindste ekstraudgift giver bekymring.”