Sandt eller falsk
Er mælkebøttebørn født med en særlig robusthed?
Mælkebøttebørn er en populær betegnelse for børn, som klarer sig godt i livet på trods af en opvækst med omsorgssvigt og manglende støtte fra forældre og andre omsorgspersoner.
Mælkebøtte-billedet handler om, at disse børn på samme vis som den seje lille plante er i stand til at bore sig op gennem asfalten ved egen kraft.
Men spørger man Dion Sommer, som er professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet, er det en myte, at nogle børn er født med en særlig robusthed, der er afgørende for, at de trods omsorgssvigt og udsathed bliver mønsterbrydere og får et godt liv.
Dion Sommer har beskæftiget sig indgående med emnet i bogen ”Resiliens”, som netop handler om, i hvor høj grad modstandsdygtighed er iboende i barnet, og han kan fortælle, at der gennem årene er lavet masser af international forskning om, hvorfor nogle børn, der vokser op i problemfyldte miljøer, klarer sig langt bedre end forventet.
”Myten om særligt modstandsdygtige, såkaldt resiliente børn, blev grundlagt helt tilbage i 1960’erne, og den hænger desværre ved. Men nyere forskning har for længst aflivet ideen om, at børn, der bliver mønsterbrydere, er født med særlige egenskaber. Det individuelle spiller en rolle, men den er begrænset i forhold til, hvor vigtige systemerne rundt om barnet er,” siger Dion Sommer, som peger på, at eksempelvis barnets familie og dagtilbud spiller en væsentlig større rolle end en medfødt robusthed.
”Forskningen viser til gengæld, at børn, der klarer sig på trods af dårlige odds, har haft nogle beskyttelsesfaktorer. Det kan fx være særlige voksne som en bedsteforælder, en pædagog eller en lærer, som har skærmet, hjulpet og anerkendt barnet,” fortæller Dion Sommer, der peger på, at man i dag taler om at skabe sociale indsatser, hvor flere aktører omkring et barn går sammen og forsøger at skabe beskyttende faktorer og miljøer og både intervenerer i familien, i skolen og i andre systemer, så der kan opstå en positiv kaskadeeffekt for barnet.
Man kan have viden, som man troede, var helt rigtigt, men som i virkeligheden viser sig at være noget værre vrøvl. Myter udtrykker forestillinger om, hvorfor verden ser ud, som den gør, og hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Hvis du har en myte, som du vil have, at vi undersøger, så send en mail til lfsnyt@lfs.dk