Bussen er et pædagogisk mulighedsrum
Sprogstimulering på bagsædet, relationsdannelse og oplæsning af historier. I udflytterbørnehaven Sejlhuset er bussen en del af børnehaven, og Jeppe Røssell og hans kollegaer har gjort sig umage for at finde ud af, hvordan de bedst muligt bruger det pædagogiske rum, som bussen giver.
Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen
Jeppe Røssell begynder de fleste af sine morgener på sit arbejde med at sætte sig ind i en bus sammen med udflytterbørnehavens børnegruppe og sine kollegaer for at køre væk fra byens asfalt og hen til områder med mere grøn plads.
”Bussen bliver et symbol på børnehaven. Når børnene ser bussen, så ved de, at børnehavetiden starter nu. At vi bruger bussen, betyder også, at vi alle møder samtidig. Vi er sammen med børnene hele dagen og tager bussen hjem igen om eftermiddagen. Det skaber samhørighed og fællesskab,” siger Jeppe Røssell.
Jeppe Røssell har lavet børneinterviews, og den samhørighed, der opstår, når hele personalet er der hele dagen, er også noget, som børnene lagde vægt på i samtalerne med Jeppe Røssell.
”Børnene siger, at det er dejligt, at vi her hele dagen. Og det er faktisk også det, som jeg selv elsker mest ved udflytter-tanken: Man tager afsted sammen, og man tager hjem sammen. Der er ikke alle de afbrydelser, som der er i en normal daginstitution.”
Selen er hellig
Sejlhusets tanker om buspædagogik handler også om de små ting.
”Der er nogle ting, som jeg godt kan lide, at vi gør. For eksempel er der altid en, der står foran trappen til bussen, så der er en voksen til at give en hånd med at komme ind og ud af bussen. Vi har brugt tid på at finde ud af, hvad vi gør, og hvad vi ikke gør. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi som personale har retningslinjer for, hvad vi gør i denne bus, for bus er også sikkerhed.”
Børnene i Sejlhuset ved også, at selen nærmest er hellig.
”Når man kører i bus med os, hører man først et ”klik” fra selerne, når bussens motor er slukket. Jeg kan se, at børnene bliver helt forundrede, når vi har nye voksne med, som klikker selen op, før motoren er slukket,” siger Jeppe Røssell.
Ingen afvisning
Sejlhuset holder til i Ørestad. Institutionen har to udflytterdele. Den ene bus kører til Dragør, og den anden kører til Lynge. Turen til Lynge kan tage helt op til en time, hvis trafikken driller lidt. Til gengæld giver bussen masser af rum, som kan bruges pædagogisk.
”I bussen har vi meget fokus på, hvem vi placerer hvor. Vores tilgang til pædagogik er, at vi hjælper børnene med at vælge pladser. Vi har et mantra om, at ingen børn skal starte dagen med at blive afvist, så børnene bestemmer ikke fuldstændigt selv, hvor de sidder. Det har vi prøvet, og det virkede slet ikke. Dermed ikke sagt, at børnene ikke kan have lov til at ønske,” siger Jeppe Røssell.
Et pædagogisk rum
Om morgenen prioriterer Jesper Røssell og hans kollegaer, at der liv i bussen.
”Der er mange, der har været oppe i noget tid, og nogle har brug for at snakke. Det synes vi, at de skal have lov til,” siger han.
Busturen om morgenen bliver som regel også brugt til et uformelt møde blandt personalet, hvor dagen bliver finjusteret, hvis der er opstået ændringer, der gør, at planen skal være en anden, end den oprindeligt var tiltænkt til at være. Og så er bussen en del af Sejlhusets læreplan.
”Hvis der for eksempel er en, der skal have mere sprogstimulering, så sætter en voksen sig ved siden af barnet og gør det. I Ørestad har vi rigtig mange børn, som taler mere end et sprog, og det stiller nogle særlige krav til vores fokus på sprog. Rummet i bussen er oplagt til dette arbejde, fordi børnene er i ro,” siger Jeppe Røssells.
Det pædagogiske arbejde i bussen bliver også brugt til at understøtte de temaer, som allerede er i gang i børnehaven.
”Vi har lige haft et forløb om fugle, og så lyttede vi til en cd med fuglelyde i bussen og talte om det. Så man kan sige, at vi bruger bussen aktivt i vores hverdag på den måde,” siger Jeppe Røssel.
Rolig hjemtur
I udflytterbørnehaven er børnene i gang hele dagen, og de er meget udendørs. Derfor bliver det prioriteret, at der er nogenlunde ro i bussen på vej hjem, så de børn, der har brug for det, kan tage en lur.
”Vi har nogle gange en aftale med nogle forældre om at holde deres børn vågne. Så sætter vi dem ved siden af nogle af de mere livlige børn, som ikke falder i søvn i bussen eller ved siden af en voksen. De fleste forældre har det dog helt fint med, at deres børn får en lur på vej hjem i bussen.”
Transport overrasker
Sejlhuset er en integreret institution, og Jeppe Røssell fortæller, at de fleste forældre skriver sig op til dagtilbuddet på grund af den gode vuggestue, der ligger tæt på, hvor de bor. Flere forældre skænker det ikke mange tanker, at børnene skal gå i udflytteren, når de skal i børnehave.
”Forældrene synes, at det er en lidt stor mundfuld, at deres børn skal helt til Lynge, men når de først kommer op og ser stedet, så er de helt rolige omkring det,” siger Jeppe Røssell.
Nogle forældrene kan også have betænkninger ved, at de ikke lige kan tjekke garderoben og holde styr på, om deres børn mangler noget. Men Jeppe Røssell har oplevet, at coronaepidemien har gjort det lettere for forældrene at være lidt mere på afstand.
”Under corona blev forældrene vant til at aflevere i døråbningen, og det var, som om det på en måde også gjorde dem mere trygge ved at sende deres børn i udflytteren,” siger Jeppe Røssell.
Leder på gulvet
Jeppe Røssell sætter især pris på, at han ikke er låst bag en computerskærm. Han er det, som de i Sejlhuset kalder pædagog med ledelse. Det betyder, at han har ledelsesopgaver, men samtidig er på gulvet.
”Det giver rigtigt meget mening for mig, at når jeg kommer om morgenen eller er på legepladsen, så kommer børnene hen og kender mit navn og siger hej. Vi har en relation, og vi ved, hvem hinanden er. Jeg kan mærke, at de er nysgerrige på mig,” siger Jeppe Røssell.
Det er specielt ved Jeppe Røssells rolle, at han både har ledelsesperspektivet, men at han samtidig bruger over halvdelen af sin arbejdstid blandt børnene.
”Den kombination er enormt fed for mig, fordi min kontakt med børnene og den direkte kontakt med personalet i hverdagen giver mig nogle andre perspektiver på de ting, som jeg skal tage del i. Samtidig giver det mig også en synlighed i forhold til forældresamarbejdet,” siger han.
Samtidig oplever Jeppe Røssell også et dilemma i sin rolle.
”Jeg har jo en rolle, hvor jeg sætter rigtigt mange skibe i søen, men det er ofte mine kollegaer, som sejler dem i land. Jeg kan godt savne at være 100 procent inde over flere projekter med børnene. Senest har vi haft teaterforestilling og selvom jeg gerne vil prioritere at være med, så er det jo det faste pædagogiske personale på gulvet, som står med det,” siger han.
Naturen kalder
38-årige Jeppe Røssell kommer fra en familie, der arbejder med mennesker. Hans mor er pædagog, og hans far er højskolelærer. Han tror, at det har betydning for, hvorfor han selv er blevet pædagog. Han kalder det at være pædagog for mulighedernes land i øjeblikket. Delt fordi han oplever, at man kan få masser af medbestemmelse, men også fordi der er mange steder at få job.
”Der er jo virkelig mangel på pædagoger. Da jeg startede med at sidde i ansættelsesudvalg, skulle vi afsætte fire til fem timer til at læse ansøgninger, fordi der var på den gode side af 200. Det har jo ændret sig. I dag er man heldig, hvis man har to eller tre, og det er ofte interne ansøgere, som man kender i forvejen.”
Jeppe Røssell er 38 år, han har været pædagog i 10 år, og det har altid kendetegnet både Jeppe Røssells arbejdsliv og privatliv, at han har brugt meget tid i naturen.
”Jeg har altid lagt vægt på at være nærværende og lære børnene, at man skal passe på naturen. Selv de grene og kviste, der er derude. Jeg lærer børnene, at træerne har bark, ligesom vi har hud, så det duer ikke, at de går og skraber i det. Og det er det, som udflytterbørnehavelivet især kan, når man har bussen til at køre os ud, hvor der er lidt grønnere og lidt højere til himlen.”