Dyrene lærer børn noget, vi voksne ikke kan

På gulvet i institutionen sidder en flok børn i en lille indhegning. De hviner og peger synkront mod en af pigernes nederdel. Ved nærmere eftersyn får man øje på, hvad det er, der har børnenes opmærksomhed. Et lille sort, hårløst marsvin har gemt sig i en hule i tøjets folder, til stor morskab for den lille børnegruppe.

Tekst og foto: Signe Rosa Skelbæk

I udflytterinstitutionen Burlunden er der hverken noget mærkeligt i, at børnene sidder bag hegn, eller at det er et marsvin, og ikke et stykke legetøj, der løber med børnenes opmærksomhed. 

Amagerinstitutionen har flere dyr, end de fleste børnehavebørn kan tælle til. Indendørs står akvarier og terrarier i en firkant og indeholder alt fra fisk, frøer og vandrende pinde til de to marsvin, landskildpadder og en meget stor familie af congosnegle. I legepladsens baghave kan man finde stalden, hvor fire geder, høns, kaniner og et utal af forskellige fugle bor.

Empati og ro 

I mere end 10 år har Burlunden haft dyr, og de har ingen planer om at lægge det på hylden. Zennie Kyed Lyderik, der er pædagog med ledelse i Burlunden, oplever mange gode effekter af det store dyrehold.

”Der er selvfølgelig den klassiske med, at børnene lærer om empati og ansvar. Vi oplever også, at dyrene giver en særlig ro. Selv børn, der har meget kropslig uro, kan pludselig fordybe sig, når de sidder med et marsvin på skødet,” fortæller hun og uddyber:

”Måske hænger det sammen med, at dyr er så umiddelbare. Hvis du er voldsom, så reagerer de prompte og bliver måske bange og rykker sig væk. Børnene lærer lynhurtigt, hvordan de skal være omkring dyrene, og det fungerer meget bedre, at børnene selv kommer til den erkendelse, end når vi voksne prøver at fortælle, hvordan barnets handlinger kan påvirke andre.”

Stor viden om natur

På bordet sidder et par børn og kæler med congosnegle og et par skildpadder. Ivrigheden er stor for at få lov at holde og fortælle om de reptillignende dyr, og en dreng forklarer, at sneglens følehorn kan trække sig sammen, når man rør ved dem. Det er ikke ukendt viden for de andre børn, der lader kommentaren passere ubemærket. Den store viden om dyr er en naturlig konsekvens af hverdagen i Burlunden.

”Jeg tror helt sikkert, vores børn får noget med sig, som andre børn ikke gør. Fuldstændig ligesom at børn i idrætsinstitutioner får nogle ting med sig, som vores ikke gør. Vi oplever især, at vores børn har en meget stor begrebsforståelse om alt, hvad der vedrører naturen, og at de har et ret avanceret ordforråd,” fortæller Zennie Kyed Lyderik.

Snakken har bevæget sig over til congosneglene, og den ene snegl har et deformt sneglehus. En dreng fortæller mig, at snegle selv kan reparere deres hus, hvis det går i stykker, men at det ikke altid bliver lige flot, hvilket må være tilfældet her.

Hårdt arbejde

I Burlunden har de ansat en dyrepasser, som også står for at passe dyrene i weekenden. Men på hverdagene er det børnene, der må trække i arbejdstøjet og passe og pleje dyrene. Og det halter ikke med arbejdskraft, for børnene står næsten i kø for at få lov at lægge frisk halm i marsvineburet, give vand til sneglene og lægge friske grene ind til de vandrende pinde.

”Der er jo en del arbejde med dyr, men vi har altid børn med i det. Uanset om der skal muges ud, fodres eller klippes negle, så hjælper børnene til. Der er stor læring i, at for at kunne hygge om dyrene, så må der også arbejdes. Til gengæld kaster det ofte nogle gode snakke af sig. Når marsvinene skal have klippet negle, så taler vi om, hvordan vi selv har det med at få klippet negle, og hvad dyrene mon synes om det,” siger Zennie Kyed Lyderik.

Snak om liv, død og det imellem 

Men dyrene giver også anledning til at få talt om de store ting i livet. Fx da Burlunden sidste år havde besøg af rotter, som spiste et par af kaninungerne. Det blev til en snak om liv og død, og børnene får et meget naturligt forhold til alt fra fødekæden, til hvor kødet kommer fra.

”I sidste uge forsøgte en vikar at smide gulerodsskræller i skraldespanden, men det blev omgående stoppet. Børnene er meget bevidste om, at næsten al madaffald kan gives til dyrene og på den måde komme til gavn. De har også set en høne blive slagtet. I det hele taget gør vi meget ud af at lære fra os og være gode rollemodeller, og når man arbejder her, så falder det naturligt, for alle de ansatte har en interesse i dyr, natur og udeliv,” siger Zennie Kyed Lyderik.

Dyrevenner på skemaet

Er du barn i Burlunden, så kan du også være helt sikker på, at du bliver uddannet Dyreven. Burlundens dyrepasser, Sofie Sønderup Andersen, sørger for, at alle børn kommer igennem det store dyrevenskursus. I en hel uge står en udvalgt gruppe af børnene for at passe dyrene. Her lærer de, hvorfor dyr skal have frisk vand og mad hver dag, hvordan man muger ud hos gederne, og hvordan man passer de mange eksotiske dyr. Når ugen er gået, så er man udlært dyreven, og det skal fejres.

”Ugen står på hårdt arbejde, og det afføder enorm stolthed, når de får et printet bevis på, at de er dyrevenner. Vi fejrer dem ved at hejse flaget, invitere forældrene på besøg og klappe og anerkende, at de er nået i mål. At blive dyreven kræver, at man har overvundet nogle grænser, og det er forbundet med stor stolthed,” siger Zennie Kyed Lyderik.

Ro og fordybelse

At have så mange dyr, som Burlunden har, kan ind i mellem kræve ekstra organisering. Selv på dage, hvor personalet er ramt af ferie eller sygdom, skal der findes tid til at passe de mange dyr. 

”På de dage får vi klaret pasningen lidt hurtigere end ellers. Men fordi vi har børn med os i al aktivitet med dyrene, så går det hurtigt at få opgaverne klaret, og samtidig er der mere ro inde i huset. Det er noget af det, jeg hører meget fra mine kolleger. Børnene, der er i stalden, fordyber sig, og samtidig er der mere ro i hele huset, fordi man går fra med en gruppe børn,” fortæller Zennie Kyed Lyderik.

Når klokken nærmer sig 16, er alle dyr fodret og passet efter alle kunstens regler, og de mange dyrevenner finder deres plads i bussen hjem til Amager, inden en ny dag med dyrene begynder.