Projekt indspark

Af Elisabeth Lockert Lange

AT SPILLE EFTER REGLER

Flere års arbejde med mål, aftaler og spilleregler har ført til en dagplejegruppe, som arbejder professionelt i legestuen, som har tillid til hinanden, og som evner at tage konflikter og problemfelter op på en konstruktiv måde.

Hvad kendetegner en god arbejdspladskultur, spørger jeg.

Spilleregler som alle kender, gensidig tillid og ejerskab til fælles løsninger, svarer Lican Larsen, fællestillidsmand for dagplejerne i København. Blandt andet, tilføjer hun og giver sig til at fortælle, hvordan den dagplejegruppe, som hun er med i, de sidste otte år har arbejdet med at udvikle og forbedre deres arbejdspladskultur.

Det starter i sommeren 93 med, at der bliver oprettet en ny legestue på Amager, hvor hun arbejder. Hendesdaværende legestuegruppe, som i øvrigt har en del samarbejdsproblemer omkring gæsteplejen, bliver delt. Og det bliver den udelukkende efter geografi, og ikke efter hvem der kan samarbejde med hvem.

Lican Larsen ender i den nye legestuegruppe som én af fire: to som arbejder rigtig godt sammen, to som helst vil være et andet sted. De skulle lære at arbejde sammen, og det gjorde de med en del succes: de lærte at grine af og acceptere hinanden og deres forskelligheder. Men i løbet af de næste par årbliver det gradvist mere problematisk. Gruppen består nu af seks dagplejere, og en af dem sætter så mange spørgsmålstegn ved gruppemedlemmernes forskellige måder at arbejde på, at det skaber hørbare konflikter. De er nødt til at gøre noget ved det.

I efteråret 95 vælger de at starte forfra med at fastlægge de første spilleregler: spilleregler for hvordan de overhovedet tager beslutninger om noget. Arbejdet med det foregår mellem dagplejerne alene i frokostpausen i legestuen over et par måneder.

»Arbejdet med spilleregler er et af de vigtigste elementer for en god arbejdspladskultur. Først når alle kender spilleregler og aftaler, bliver det naturligt og legalt at sætte spørgsmålstegn ved ting, der ikke virker. Og så opleves det heller ikke som spørgsmålstegn ved én selv personligt, men ved det professionelle.«

Fra problemfelter til spilleregler

I deres diskussioner kom dagplejegruppen bl.a. rundt om, hvad de gør ved uenighed, om alle skal være til stede, når beslutninger tages, om alle skal bidrage, og hvordan man beslutter om igen.

»Det praktiske arbejde blev meget synligt, og vi begyndte at lave lister. En arbejdsliste over hvem der laver hvad den dag. En spiseliste, hvor vi kunne skrive, hvis vi skulle sidde ved siden af et barn, hvor de høje stole skal stå, og hvilke børn som skal have hjælp. En soveliste for børnene, så dagens sengereder vidste, hvad hvert barn skulle sove i. Listerne betød meget. Vi skulle ikke mere råbe spørgsmål til hinanden, og det dæmpede uroen hele formiddagen. Det var et af formålene med det, og det lykkedes«, fortæller Lican Larsen og tilføjer, at de stadig bruger de bedste afdisse hjælpelister i forhold til det praktiske arbejde i legestuen.

Alle spillereglerne handlede om arbejdet og tiden i legestuen. Om hvordan dagen skulle være og fungere, hvad skulle være i de forskellige rum, hvordan det praktiske arbejde skulle struktureres, og hvad de skulle gøre i forhold til forskellige pædagogiske holdninger til måltidet med børnene.

De gjorde det på den måde, at de sammen opstillede problemfelterne og alle bidrog med tænkbare løsningsforslag. Så valgte de løsningsmodel. De skrev referat fra seancerne, hvad de var enige og uenige om, og hvad de ville gøre ved uenigheden.

Pædagogen er tovholder

De står derfor allerede fra november 95 med en masse brugbare spilleregler og et godt samarbejde. Men der var ét område, hvor de ikke kunne finde den optimale model, nemlig kaffeåbent for forældrene. Efter næsten tre år beder de om hjælp hos dagplejepædagogen.

»En anden end vores egen pædagog kommer ud i legestuen til os. Og hun sætter en proces i gang, som stadig varer ved. Metoden kaldes måløvelse, og den kræver en velforberedt pædagog, som stiller en masse spørgsmål til et bestemt emne, i dette tilfælde kaffedag kaffedag for forældrene. Ud fra de mange spørgsmål kommer der mange forskellige indgangsvinkler til emnet, og dilemmaerne bliver tydelige. Dagplejepædagogen er desuden tovholder for øvelsen, og ved vejs ende skulle der gerne være kommet en afklaring. Resultatet sættes i værk og evalueres efter et halvt år«, fortæller Lican Larsen.

Denne måde at arbejde på udviklede dagplejegruppens eget arbejde med problemfelter, og måløvelse er blevet metoden, som dagplejen i København arbejder på. Dog får dagplejegrupperne nu hjælp af deres egne dagplejepædagoger.

Måløvelserne er også et fast element i Lican Larsens legestuegruppe, og de laver én to-tre gange om året.

»Metoden hjælper os til at få formuleret, hvad vi gerne vil opnå på et bestemt område, og hvordan vi kommer derhen.

Om igen

Et par måneder efter den første måløvelse fortsatte de med emnet: hvordan modtager vi nye dagplejere i gruppen. De har også arbejdet med emner som ergonomi og selvhjulpne børn, madplaner og indkøb af mad.

Og så har de lavet måløvelse om fleste af de emner, de selv havde haft under behandling, inden måløvelserne blev almindelige. Til nogen utilfredshed. De følte det lidt som om det, de på egen hånd var nået frem til, ikke var godt nok, fortæller Lican Larsen.

Emnerne dækker både over det pædagogiske arbejde med børnene, forældresamarbejdet, samarbejdet med dagplejepædagogen og ikke mindst det indbyrdes samarbejde. De har arbejdet med værdig behandling af børn, hvordan de løser konflikter mellem de voksne, hvordan de giver hinanden kritik, og hvordan de adskiller det faglige og det sociale, dagplejerne imellem og dagplejer og forældre imellem.

Sygefravær er som regel et af de lidt sværere områder at arbejde med, vurderer Lican Larsen. Legestuegruppen fik lister over gruppens sygefravær, som de kunne kigge på eller lade være. De lavede derefter retningslinjer for, hvordan de jeg-er-fortsat-syg-melder sig. Og hvordan det er i orden at spørge til sygdom.

»Vi har lagt spilleregler for, hvordan vi behandler hinanden, ikke mindst så de dominerende kolleger giver mere plads og tid til de stille kolleger. Der skal være respekt i den måde, vi behandler hinanden på. Det betyder fx talerunder, når noget er særlig vigtigt.«

Tillid og ejerskab

Aftalerne omfatter også det at have en tillidsvalgt i gruppen. Lican Larsen er både fællestillidsmand og tillidsmand, sikkerhedsrepræsentant og medlem af sikkerhedsudvalget under Christianshavns socialcenter, som dagplejerne på Amager er placeret under. Hun har et barn mindre, men får selvfølgelig løn for tre børn, og så har hun ingen faste gæstebørn.

Ud over at have spilleregler, som alle kender, er det også meget vigtigt at have gensidig tillid.

»Så tør man komme med ideer, som måske hurtigt falder til jorden, uden at være bange for at høre for det bagefter. Og så er det meget tydeligt, at der er mere energi og engagement i de emner, som legestuegruppen selv vælger. Ejerskabet gør, at vi er mere entusiastiste. De emner dagplejepædagogen vælger føles ikke så presserende.«

Emnet for næste måløvelse er at lave nye let tilgængelige spilleregler for gruppen – til ære for nye kolleger i gruppen, som ikke har været med til at lave de nuværende.

»Min gruppe er en rigtig god gruppe, og vi arbejder professionelt med tingene. Selvfølgelig kan vi stadig falde igennem, kvaliteten af vores arbejdspladskultur går op og ned, men vi finder altid frem til den gode kultur igen«, konstaterer Lican Larsen med tilfredshed.