Specialområdet

Af Elisabeth Lockert Lange

DET DAGLIGE DILEMMA

Klaus Kyllingsbæk opfordrede LFS’ socialpædagoger til at flytte diskussionen fra, om brugerne skal bestemme selv, til i stedet at sætte fokus på hvordan.

Hvordan føles det, at andre børster ens tænder eller reder ens hår? Og hvordan føles det, at andre bestemmer, hvornår man skal i bad, om man må drikke spiritus, eller blive gravid og få et barn? Hvilke grænser er der for selvbestemmelse – hvis nogen?

Det var et af diskussionspunkterne på en temadag i LFS om brugerindflydelse. Brugerne forstået som handicappede i bred forstand: voksne med nedsat funktionsevne. Emnet er bredt, og det afspejlede sig i deltagerskaren: socialpædagoger som arbejder med udviklingshæmmede, psykisk syge og stofmisbrugere.

Det er også et emne, som indeholder grundlæggende dilemmaer. Dilemmaet opstår, når brugeren vil noget, som ikke er godt for ham, eller han ikke vil noget, som er godt for ham. Og det dilemma slipper vi ikke for i socialpædagogisk arbejde, mener Klaus Kyllingsbæk, socialpædagog, tidligere institutionsleder, nu konsulent for Formidlingscenter Øst og oplægsholder på temadagen.

»Brugerindflydelse må ikke bare være en metode »oven på«. Det er vigtigt i hverdagen at finde logikken og rationalet i brugerens adfærd. Logikken er der, også selvom det kan være destruktivt, og det er den pædagogiske opgave at finde den.«

Skån ikke brugerne

En deltager bragte en problemstilling på banen, med en bruger som hele tiden stikker af, og derfor er en tidsrøver for personalet og de andre brugere. Skal døren så låses – bare indimellem? Nej, mener Klaus Kyllingsbæk. Find i stedet ud af hvorfor han stikker af, fra hvad, til hvad.

»Undersøg hvad det handler om for ham. Se det ud fra et andet perspektiv og arbejd aktivt med måden I møder den anden på, når han vil noget andet end jer. Find den måde som hjælpen vil modtages på.«

Han går ikke ind for dispensationer for selvbestemmelsen.

»Hvis vi først lukker op, så ruller snebolden, det viser erfaringen. Men jeg anerkender det daglige dilemma, og at det dilemma er på spil hele tiden.«

Han mener, socialpædagoger spænder sikkerhedsnettet ud under brugerne alt for tidligt og dermed bremser dem, før de får mulighed for at gøre sig erfaringer. Også negative.

»Kan de bestemme over eget liv, når vi tager ansvaret, ikke stiller krav, gør det let, ikke lader det gøre ondt på dem og ikke tillader negative erfaringer. Nogle gange er det i orden at få nederlag, det flytter man sig af. Jeg respekterer dilemmaet og frustrationerne i hverdagen, men jeg vil gerne appellere til, at den daglige opgave er at finde en måde at gøre tingene på, så hjælpen modtages. Vi skal tilrettelægge, så de forstår verden, så den har struktur for dem«, siger Klaus Kyllingsbæk, som mener lovgivningen er god nok som den er, men der skal arbejdes med at implementere implementere den.

Det var Serviceloven fra 97, der satte det øgede fokus på brugerindflydelse og selvbestemmelse, med det overordnede mål i forhold til handicappede at normalisere deres liv.

Overgreb og omsorgssvigt

De deltagere på temadagen, som argumenterede for grænser for brugernes selvbestemmelse af den ene eller den anden grund, mødte modstand, selv når det handlede om noget så ladet med konsekvenser som et moderskab.

»Det er ikke et enten eller. Jeg mener ikke vi skal afvise det, men finde ud af om det er et vedvarende ønske. Og så skal vi udføre vores faglige opgave og rådgive bedst muligt. I det hele taget drop om brugerne skal have lov og se i stedet på hvordan, det kan lykkes.«

Kan man fx udelade følsomme personoplysninger, så brugerne kan være med i ansættelser? Kan man tilbyde arbejde og struktur, som giver brugeren en oplevelse af status?

»Forholdet mellem bruger og hjælper er ikke lige og ligeværdigt, men vi er lige værdige. Det handler om etik og det afspejler sig også i vores sprog, hvordan vi tænker, og hvordan vi tilrettelægger og udfører det daglige arbejde. Det betyder at ændre sprogbrug fra, at handicappede får lov til at de ejer retten. Men udtryk skal heller ikke bruges til at skjule virkeligheden, for der er jo et magtforhold.«

Klaus Kyllingsbæk stiller to modpoler op. I den ene ende er brugeren et objekt, som underlægges en formynder. Det er overgreb. I den anden er brugeren et subjekt, som har ansvar for sin egen hjælpeløshed uden at hjælperen handler. Det er omsorgssvigt.

Fup eller fakta?

Det er helt basale rettigheder, der kommer i spil: retten til en bolig, retten til at bruge sine penge til hvad man vil, sin fritid med hvem man vil etc.

Men visitationsretten betyder, at brugerne i København ikke kan vælge, hvem de vil dele bolig med, de har ikke ret til at sige nej til en ny medbeboer i et bofællesskab. Måske kan man udbyde ledige lejligheder, foreslår Klaus Kyllingsbæk.

Udviklingshæmmede blev i en undersøgelse spurgt om, hvem der køber for deres penge. At bestemme over sine egne penge er fundamentalt for retten til at bestemme selv. Nogle sagde »de«, andre sagde »vi«, andre igen »hun« og enkelte sagde »jeg«.

»Er det omsorgssvigt, hvis man giver frit slag, så de kan købe hvad de vil? Jeg har respekt for, at det skal tages seriøst, men det kan udvandes, så pædagogerne stopper brugerne længe inden, de kan mærke, hvad det har af konsekvenser.«

Nogle af deltagerne vendte blikket mod sig selv: måske er det i virkeligheden os som pædagoger, der ikke kan tåle det. Måske handler det om vores selvfølelse som pædagog, om hvordan de andre ser mig. Klaus Kyllingsbæks råd var: sig det højt og stå ved, at du ikke kan rumme det.

»Brug de tre p’er: det professionelle dvs viden, uddannelse og metoder, det personlige, som vi har med i rygsækken og det private, det intime, egne følelser, opvækst osv. Det er vigtigt at vide hvad og hvornår, der er hvad. Det er vigtigt at skille sine egne behov fra deres.«

Fra rejseleder til stifinder

I en anden undersøgelse bad man både hjælper og bruger (hver for sig) sætte kryds ved, hvem der bestemmer en stribe almindelige funktioner som besøg, møbler, måltider, blomster i vindueskarmen, arbejde, fritid osv. Krydset endte ikke altid samme sted.

»Hvorfor får hun et andet indtryk af, hvad jeg bestemmer, end jeg forsøger at give hende? Er brugerinddragelse fup eller fakta? Er det en reel dialog, eller noget vi har, fordi vi skal have det? Selvbestemmelse er noget individuelt, alle har krav på det, og det kræver tid. Og det er ikke noget, man gradvist kan arbejde sig frem til ved at udvide medbestemmelsen. Man skal starte med selvbestemmelse for at få medbestemmelse. «

Advokater for nogen, hvis stemme ikke høres, kaldte Klaus Kyllingsbæk sine tilhørere. Men der kan være en interessekonflikt; er man mest advokat for beboerne og deres rettigheder, eller varetager man mest sin egen ansættelse. Nogle gange må man vælge.

Den konflikt vakte genklang hos en del deltagere, som sagtens kunne genkende den i forhold til, om de (mest) er ansat i bofællesskabet eller i Handicapcentret. Ikke mindst nu hvor Københavns Kommune efter sigende har besluttet at sætte en computer op i hvert bofællesskab dvs i brugernes hjem, for at medarbejderne kan følge med i de elektroniske meddelelser fra Handicapcentret.

»Pædagogens rolle er skiftet fra at være rejseleder, som har planlagt hele turen til stifinderen, som finder vejen og indgyder mod, samtidig med at de går sammen. Udvikling af borgerkompetencen, det er et stort arbejde i disse år, men det er det I gør, I skaber en myndiggørelse«, sagde Klaus Kyllingsbæk.