Dagplejepædagoger

Af Elisabeth Lockert Lange

DEN FRIE PÆDAGOG

Der er andre muligheder som uddannet pædagog end at blive ansat på institutioner. Fx dagplejepædagog. Et pragtfuldt job, fortæller tre af dem en gruppe studerende på Skovtofte Seminarium.

Dagplejepædagog? Hvorfor skulle man vælge det? Det kan der være mange gode grunde til.

Nogle af dem fortalte tre dagplejepædagoger om for en gruppe pædagogstuderende på Skovtofteseminariet i marts. Det kom der en del debat ud af, både om selve dagplejen og om dagplejepædagogens rolle og funktion.

Fra at være en nødløsning i slutningen af 50’erne er dagplejen nu et anerkendt alternativ til vuggestuen, et alternativ som mange forældre søger bevidst, og som scorer rigtig højt i undersøgelser af tilfredshed. 83,3% af de børn under tre år som er i pasning, passes i dagplejen. Det handler om 75.000 børn, de fleste af dem mellem nul og to år.

Organiseret i LFS, som dækker Københavns Amts 18 kommuner foruden Frederiksberg og Københavns Kommune, er der ca 130 dagplejepædagoger.

Mange opgaver

Dagplejepædagogens pædagogiske arbejde er anderledes end andre pædagogers, idet dagplejepædagogen primært arbejder med voksne i sit tilsyns- og konsulentarbejde. Men selvfølgelig skal hun også have en stor viden om børn og deres udvikling og behov.

Dagplejepædagogens arbejde er at sikre, at de børn, som passes af dagplejeren, passes under forsvarlige forhold. Hun er garant for, at dagplejeren udfører sit arbejde tilfredsstillende, hun rådgiver, vejleder og fører tilsyn både i hjemmet og i legestuen.

Dagplejepædagogen godkender dagplejehjem, hun ansætter dagplejere, inspirerer, sætter i gang, leder og koordinerer legestuegrupperne, ser på børnenes udvikling, og på hvordan de stimuleres. Hun hjælper med konflikter både mellem børn, dagplejere og i forældresamarbejdet. Hun holder præsentationsmøder i forhold til forældre og formidler pladser til dem. Hun tilrettelægger kursusvirksomhed for dagplejerne, laver tværfagligt samarbejde, og hun har en stribe administrative funktioner derudover.

Pædagogerne er ansat på dagplejekontoret sammen med lederen, souschefen og de andre pædagoger. Hver pædagog har sin gruppe af dagplejere, ofte er de primær pædagog for en gruppe, og sekundær pædagog for en anden. På kontoret sparrer de med de andre pædagoger, de diskuterer pædagogik, og hvad de mener, dagplejen skal kunne tilbyde forældrene, de afstemmer nye ideer og tanker, og de laver virksomhedsplaner.

Et pragtfuldt job

Ud over hjemmebesøg hos dagplejeren som der er mindst ét af pr. måned, deltager dagplejepædagogen også i legestuen sammen med dagplejere og børn.

»Det er os pædagoger, som tager de tiltag, der skal til for, at legestuegruppen har fælles holdninger og mål. Det er os, der fodrer med nye tanker og ideer. Det er et pragtfuldt job, med frihed og mulighed for selv at planlægge, og jeg får som dagplejepædagog brugt min faglighed og teori mere end nogensinde«, siger

Hun blev pædagog i 1971 og har med sine egne ord »prøvet det hele«. Hun har været i børnehave og vuggestue, været pædagog i en lægepraksis og dagplejepædagog, først i den almindelige kommunale dagpleje og nu tilsynsførende pædagog i en alternativ ordning i København ved navn Privat børnepasning. Ordningen har 600 børn, og må ikke blandes sammen med privat dagpleje, en anden af kommunens pasningsordninger, hvor dagplejeren er ansat af kommunen. I Privat børnepasning er forældrene arbejdsgivere for den dagplejer, de har hyret. Kommunen giver tilskud til ordningen, hvis passeren bliver godkendt, og derfor er der tilsyn. De efterhånden mange alternative pasningsordninger hedder forskelligt rundt om i kommunerne bl.a. hjemmedagpleje og basisdagpleje.

Birthe Molbæk er også tilsynsførende pædagog i Privat børnepasning efter at have været leder af en institution i mange år, taget årskursus og voksenpædagogisk uddannelse. Hun supplerer:

»Der er gode muligheder for pædagoger til at sætte sit aftryk på dagplejeordningerne, og også for at få en faglig udvikling.«

Jytte Kellberg er dagplejepædagog i dagplejen i Ballerup, også hun har en voksenpædagogisk uddannelse. Og det er ikke tilfældigt, at så mange dagplejepædagoger vælger at tage en sådan uddannelse, mener hun, i og med at meget af hendes arbejde er at rådgive og vejlede den voksne dagplejer.

»I samarbejdet med dagplejerne, både den unge og den erfarne bruger vi de særlige voksenpædagogiske og kommunikative arbejdsområder: råd, vejledning, supervision og coaching. I det hele taget klæder vi dagplejeren på til opgaven.«

Dagplejepædagogikkens særtræk

Dagplejepædagogikken er særlig ved, at dagplejeren arbejder i sit eget hjem, og det er især de hjemlige værdier, der er i højsædet: omsorg, tryghed, tid, tæt kontakt til én voksen og nærvær.

Samtidig sker der meget udvikling i dagplejen i disse år, alle dagplejere kommer i legestue, så børnene også vænner sig til at være sammen med en større gruppe børn og flere voksne. Dagplejerne arbejder i selvstyrende grupper, de lærer om kost, og de er med til at sætte mål og lave virksomhedsplaner. Også dagplejerens arbejde er meget frit og selvstændigt, hun har selv ansvar for og planlægger selv sin dag og dens indhold for de 3-4 børn hun har. De fleste dagplejere har ikke en pædagogisk uddannelse, men de får kurser, dels grundkursus om bl.a. kommunikation, forældresamarbejde, børns udvikling og førstehjælp, dels enkeltkurser og opfølgninger.

Det er dagplejepædagogens opgave at godkende dagplejerens hjem, om det er børnevenligt og sikkert nok. Børnene skal kunne være i hjemmet, og det skal være møbleret, så der er plads til dem.

»Vi bruges som pædagoger i dagplejen, og vi bruger os selv som pædagoger. Fx når forældrene beder os om at gå ind i en problemstilling, eller hvis vi oplever, at en dagplejer ikke reagerer på vores påbud. Så kan pædagogen skulle ende med at indstille til fyring ud fra pædagogiske overvejelser. Så også det skal man kunne som dagplejepædagog«, siger Johnna Borup.

Hun understreger over for de spørgelystne studerende på Skovtofte Seminarium, at selv hvor der er mangel på dagplejere som i Københavns Kommune, ansætter eller beholder man ikke en dagplejer, som ikke er god nok. På samme måde er det en lang proces at blive dagplejer.

Nogle af de studerende var lidt forargede over, at en dagplejer bare kan komme ind uden uddannelse, hvad skal vi så bruge al vores faglighed til, spurgte de.

Johnna Borup bekræftede dem i, at dagplejeren selvfølgelig ikke ved det samme, som de gør, når de er færdige med uddannelsen.

»Men jeg gør – og når jeg er ude på besøg spørger jeg til alt! Det er vigtigt for mig som pædagog at formidle den faglighed, både i hjemmet og i legestuen, ved forældresamtaler og andre lejligheder. Hvor tit bliver pædagoger og medhjælpere spurgt om alt muligt, også hvordan de forestiller sig dagen med børnene, og hvor tit bliver de fodret og og »punket« hele tiden!«