Synspunkt

Af socialpædagog Jeanette Dyhr, Café Bakspejlet

DROP PUTTE-NUTTE-SNAK

Efter at have arbejdet med voksne udviklingshæmmede gennem en del år, har Jeanette Dyhr gjort sig en del overvejelser omkring pædagogers indflydelse på de udviklingshæmmedes udvikling.

Jeg har observeret mine og andre pædagogers handlinger, som har medført nogle tanker omkring vores indflydelse på udviklingshæmmedes udvikling. Jeg mener, vi er meget dygtige på mange områder og virkelig gør en stor og meningsfuld indsats for, at udviklingshæmmede følger deres egen personlige udvikling. Men jeg har samtidig en fornemmelse af, at vi somme tider kan være med til at fastholde dem i et barnligt mønster, som vanskeliggør en mere almindelig udvikling.

Jeg tager udgangspunkt i velfungerende udviklingshæmmede, men i princippet mener jeg det er gældende for alle.

Forældrerolle

Vi er mange pædagoger, som indgår i en slags forældrerolle, som vi måske ikke altid er bevidste om.

Det giver sig udtryk i, at vi kalder udviklingshæmmede ved forskellige kælenavne og snakker putte nutte snak.

Kys og kram er også en stor del af hverdagen. Ikke at vi ikke kan give et kram, men jeg tror det er vigtigt at tænke på, hvordan vi opfører os i sammenhænge med andre mennesker. Det er vigtigt for os selv, men i høj grad også for den udviklingshæmmede, at vi kender grænserne for almen adfærd.

Ofte kommer vi til at opføre os som serviceassistenter, så den udviklingshæmmede hidkalder os, og forventer vi kommer når de kalder, selvom de udmærket selv kan gå. Vi lader os gerne afbryde, hvis vi er i samtale med en anden pædagog, for vi er der jo for de udviklingshæmmede. Hvilket som regel kun accepteres for børn under 3 år. De lærer umiddelbart, at det ikke altid er muligt med en øjeblikkelig behovstilfredstillelse. Kan nogle udviklingshæmmede ikke lære det, eller har vi som pædagoger og forældre ikke lagt så meget vægt på den form for opdragelse?

Det næste er rosen og skamrosen, som jeg også mener har taget overhånd. Jeg tror det er vigtigt, at vi roser når der er en grund til det, og ikke fordi der udføres en handling, som er hverdagsagtig og som vedkommende sagtens kan udføre. At skamrose er ikke befordrende for menneskers selvtillid og kan give mange følgeproblemer i forhold til forståelse af, hvad man formår.

Der er i mine øjne alt for mange diplomer, medaljer og pokaler i de udviklingshæmmedes verden. Der skal nødvendigvis ikke ydes en særlig stor indsats, før det udløser en slags præmie og derved også en del trøstepræmier. Når udviklingshæmmede udøver et eller andet kreativt, roser vi dem også helt op i skyerne, selvom det måske er første gang, de udfører en bestemt opgave. Det allerværste er, når vi roser af ren vane og mere eller mindre siger det samme til dem alle.

En barnlig verden

Så er der festlighederne som jeg også er noget skeptisk overfor.
Udviklingshæmmede er, så vidt jeg ved, den eneste gruppe voksne i vores samfund, som går udklædt til fastelavnsfest og bider boller på snor, slår katten af tønden og får en godtepose at gå hjem på.

Til jul gentager det sig med teaterstykker såsom »På loftet sidder nissen« eller andre børnehave inspirerede stykker. Til julefest med julemanden og der danses » Bro,bro brille« og lign.

Hvad er der så galt i det? Vil mange så spørge, de kan jo rigtig godt lide at deltage, og de elsker jo at få præmier og diplomer. Det er sandt nok, men jeg mener afgjort, det er vores opgave at komme lidt videre, for hvem siger, at det er den udviklingshæmmedes valg. Hvis vi år efter år laver nøjagtig det samme, som de er blevet præsenteret for fra de var børn. Udviklingen behøver vel ikke gå i stå, selvom man er udviklingshæmmede. Der skal i mine øjne sættes noget andet i stedet, som er mere alderssvarende eller som i hvertilfælde tager højde for, at det er voksne mennesker vi har med at gøre.

Jeg mener der er en fare for, at vi følelsesmæssigt er ved at fastholde dem i en barnlig verden og derved en umoden udvikling.

Der er en del udviklingshæmmede som stadig reagerer som 5 års børn, når de oplever frustrationer. Er det nu fordi de altid vil gøre det pga. deres udviklingshandicap, eller er det fordi vi ikke stiller krav om en anden reaktion, men går ind og trøster og støtter, som vi gør med mindre børn. Hvordan skal man reagere anderledes, hvis man aldrig lærer, der er andre måder, som også er mere hensigtsmæssige, når man er voksen.

Praler

Jeg har oplevet mange udviklingshæmmede med et væsentligt forstørret selvbillede. De praler med hvor gode de er til det ene eller andet, og de bliver frygtelig skuffet, hvis og når det viser sig, at de ikke kan leve op til deres egne forventninger. Jeg tror meget skuffelse og frustration kunne undgås, hvis vi som pædagoger hjalp udviklingshæmmede til et mere realistisk selvbillede. De vil derved også opnå en større selvtillid.

Det burde ikke være en kvalifikation i sig selv at være udviklingshæmmet, der må godt sættes skub i en udvikling, som gerne skulle ligne den udvikling, alle gennemgår. Mit store spørgsmål er, om det er os pædagoger, som trænger til udvikling og et bredere syn på, hvad udviklingshæmmede kan og ikke kan. Jeg hører ofte sætningen »de er jo fuldstændig som børn«, og det tror da pokker, hvis de ikke får lov til at blive voksne.

Jeg tror det er sundt at tænke på, hvordan vi opfører os over for andre mennesker. Hvor mange af vores venner krammer og kysser du i løbet af en aften og kalder lille skat ved hver anden sætning? Hvor mange ville finde sig i at blive hidkaldt i tide og utide og opfylde ethvert behov et andet menneske lige havde til dig? I mine øjne er det kun spædbørn, som kan få den slags opmærksomhed.

Vi er nødt til at tage hensyn til de udviklingshæmmedes handicap og hvad det så indebærer, men vi skal tænke på dem som voksne og ikke som pædagogernes forkælede børn.