Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Skuffende resultater af Arbejdstilsynets undersøgelse
Af Olaf Christensen, faglig sekretær
FOR DÅRLIGT
Det er den bemærkning, som først kommer til mig, når jeg ser de skuffende resultater af Arbejdstilsynets undersøgelse.
Igennem mange år har arbejdsgiverne kendt til de arbejdsmiljøproblemer, der er på daginstitutionsområdet, uden at der tilsyneladende er gjort noget effektivt ved det.
Indeklima- og støjproblemerne blev undersøgt af BUPL/PMF for nogle år siden. LFS lavede sin egen støjrapport, som viste støj som et problem, der oplevedes af 80% af daginstitutionspersonalet.
Støjrapporten blev sendt til alle vores arbejdsgivere/sikkerhedsudvalg med opfordring om sammen at gøre noget ved det. Ingen arbejdsgivere/sikkerhedsudvalg reagerede. Vi må håbe, at de nye resultater kan medvirke til at arbejdsgivere, sikkerhedsudvalg og sikkerhedsgrupperne i højere grad sætter focus på støj- og indeklimaproblemerne.
De fortsatte voldsomme bevægeapperatsproblemer er et deprimerende resultat, som der også bør kigges nærmere på. Der har været mange forebyggende initiativer i form af vejledninger, videoer, oplæg, uddannelse og brug af »superbrugere« som skulle hjælpe med det forebyggende arbejde. Jeg tror derfor, at det kan være væsentligt at se nærmere på en eventuel sammenhæng mellem øget arbejdspres og bevægeapparatsproblemer. Er arbejdet blevet så presset, at der ikke er tid til det forebyggende arbejde?
Der er også store problemer med de formelle krav, så også det er noget, der skal kigges grundigt på. Det er min klare opfattelse, at arbejdsgiverne og sikkerhedsudvalgene i alt for høj grad overlader hele arbejdet med arbejdspladsvurderinger til den enkelte sikkerhedsgruppe. Der bør derfor ske en klar opstramning, systematisering og koordinering af APV-arbejdet mellem arbejdsgiver, sikkerhedsudvalg og sikkerhedsgruppe. Et effektivt APV-arbejde er en forudsætning for et effektivt arbejdsmiljøarbejde.
Den sidste kommentar er, at vi i København desværre oplever flere institutioner med skimmelsvamp og ofte også vanskelige langvarige sagsgange. Alt i alt er det derfor et deprimerende resultat, som kun bør blive mødt med en øget arbejdsmiljøaktivitet i LFS, sikkerhedsorganisationerne og hos arbejdsgiverne.