Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
V/Maj-Britt Nilsson
Nye bøger
Tre bøger fra Systime om Evaluering på det sociale område
Som led i projektet »Udvikling af evalueringsmodeller«, der er finansieret af Socialministeriet, er der udgivet tre bøger om amter og kommuners evaluering på det sociale område.
Bøgerne henvender sig til undervisere og studerende inden for organisation og det sociale område, f.eks. på socialrådgiver-, pædagog- og læreruddannelsen og den sociale kandidatuddannelse samt til ansatte inden for den offentlige organisation, specielt det sociale område.
De tre udgivelser kort fortalt:
Evaluering kortlagt
Viser resultaterne af en ny undersøgelse af amters og kommuners evalueringsaktiviteter på det sociale område.
Peter Dahler-Larsen
98 sider · 120 kr. ekskl. moms
Evalueringsmodeller – evaluering på det sociale område.
Gennemfører en teoretisk vurdering af eksisterende evalueringsmodellers muligheder og begrænsninger relateret til anvendelse på sociale områder. Bogen beskriver, vurderer og giver et overblik over en række evalueringsperspektiver og – modeller.
Hanne Kathrine Krogstrup
157 sider · 180 kr. ekskl. moms
Nye veje i evaluering. Håndbog i 3 evalueringsmodeller
De tre evalueringsmodeller er: BIKVA-modellen, kompetenceevaluering og virkningsevaluering. For hver model gives:
- en praktisk opskrift på, hvordan evaluering foregår
- en beskrivelse af idegrundlaget bag modellen
- ideer til, hvordan man overvinder forhindringer, når evalueringsmodellen bruges i offentlige organisationer.
Peter Dahler-Larsen og Hanne Kathrine Krogstrup
154 side · 180 kr. ekskl. moms
Verdens bedste vuggestue
Af Mikael Witte
Forfatteren Mikael Witte har skrevet en hjertevarm bog om hverdagen i danske vuggestuer.
Han har arbejdet i en vuggestue, og det har inspireret ham til at skrive ud fra sine egne og andres iagttagelser.
Han beskriver, hvordan kompetente voksne efter åbne diskussioner kan udvikle det, han ambitiøst kalder verdens bedste vuggestue. Ifølge Witte er hovedredskabet, at de voksne anerkender børnene som kompetente. At de voksne er lydhøre over for børn og forholder sig til det, børnene udtrykker. Og således tager mod børns tilbud om samarbejde og anerkender dem frem for at irettesætte dem.
I Verdens bedste vuggestue får børnene masser af udfordringer.
Deres nysgerrighed vækkes og giver dem lyst til selv at gå på opdagelse. Børn kan opleve det utroligste sammen med engageret voksne, hvis de får lov.
I bogen fremhæves ressourcerne frem for begrænsningerne.
Mikael Witte har tidligere skrevet om den danske svineproduktion (det var ham med plakaten »Danske svin er sunde – de strutter af penicillin«) og om, hvad danskerne har fået i mødet med de fremmede«.
Frydenlund · 208 sider · Pris 198 kr.
Guide til Danmarks flora
Af Dorte Nissen
Denne bog henvender sig til alle, der har lyst til at lære de mest almindelige danske planter at kende. Bogen er velegnet som begynderguide, og det er ikke nødvendigt at have en botanisk viden i forvejen for at bruge bogen.
Den egner sig godt til institutioner. Selv om vi ikke i dag er afhængig af vilde planter i dagligdagen, kan vi stadig bruge de vilde planter i køkkenet.
Børn synes, det er sjovt at flette kranse og lege med planterne, og bogen indeholder forslag til, hvordan man kan gøre brug af de vilde planter.
Guiden beskriver knap 180 af de mest almindelige, blomstrende planter i Danmark og enkelte sjældne, fredede orkidéarter.
For at læseren lettere kan finde frem til de forskellige planter, er disse beskrevet efter blomsterfarverne. Der er fine og detaljeret tegninger, af Kirsten Tind, til hver en plante.
Dorte Nissen er uddannet biolog med speciale i botanik.
Hun er engageret i udvikling af naturlægemidler på grundlag af medicinplanter.
Gyldendal · 200 sider · Pris 139 kr.