Af Elisabeth Lockert Lange

VI LAPPER PÅ SKADERNE

Bellahøj Ambulatorium praktiserer harm reduction for stofmisbrugere. De fører ikke kontrol, og brugerne har stor selvbestemmelse, men de laver forløb med brugerne efter den kognitive terapis principper og hjælper dem med at finde løsninger, som hæver deres livskvalitet. Og så modtager ambulatoriet også psykisk syge stofmisbrugere.

Stofmisbrugere hører til i ét system og psykisk syge mennesker i et andet. Det har ofte betydet, at psykisk syge stofmisbrugere er faldet mellem to stole. Ingen af systemerne har villet tage sig af dem.
Bellahøj Ambulatorium for stofmisbrugere er et af de steder, hvor også psykisk syge stofmisbrugere er velkomne, og hvor de bliver hjulpet.

Men ikke nødvendigvis med at blive stoffri. Hverken de eller Ambulatoriets andres brugere bliver presset til at slippe stofferne. Ambulatoriets brugergruppe er netop stofmisbrugere, som ikke er parate til stoffrihed.
»De har gået på Rådgivningscentret, hvor der er blevet fokuseret på stoffrihed og døgnbehandling. Og hvis de ikke er klar til det eller ønsker det, så kommer de herud«, fortæller Frank Stephan, tillidsrepræsentant for pædagogerne på ambulatoriet.

»Vi laver metadonvedligeholdelsesbehandling og harm reduction. I det ligger der, at vi forsøger at mindske skaderne så meget som muligt. Fx ved at lære dem at fixe ordentligt, hvis de nu absolut vil gøre det. Vi holder ingen moralprædikener for dem, selvom de har et sidemisbrug og fixer. Vi har ingen kontrollerende behandling eller urinprøver, men vi har sygeplejersker, som tager sig af deres sår, og de kan også få en hurtig penicillinbehandling. Med andre ord: vi lapper på skaderne.« Ambulatoriet er normeret til 110 brugere, men der er 114 for øjeblikket. Da der er fire pædagoger, er hver kontaktperson for over 25 brugere. De fleste brugere henvises fra Rådgivningscenter Nord.

Bellahøj Ambulatorium er en af fire byambulatorier. De øvrige ligger på Amager, i Nordvest og i Enghave. I alt er der 13 ansatte på ambulatoriet.

Diagnose og behandling

Ambulatoriet ligger i en gammel ejendom, og når man træder ind i stuen fra gaden, træder man direkte ind i et hjem. Stuen er indrettet som et hjem i tredserstil med møbler i tunge mørke træsorter og brunt læder, indrammede broderier og billeder, en skænk med fotos af »far« og »mor« og mønstret gulvtæppe. Alt købt i genbrugsforretninger.

8.30 står brugerne uden for døren og tripper. De får ikke kun deres metadon, de får også et godt sundt morgenmåltid, for netop sund mad er et af ambulatoriets satsområder for brugerne. Tandeftersyn og -pleje er et andet; begge er meget vigtige for brugernes velbefindende.
Frank Stephan anslår, at ca. 15-20 % af narkomanerne er psykisk syge, når man regner de deprimerede med. Af dem er 3-4 % rigtig psykotiske, som hører stemmer.

Disse 20 % af stofmisbrugerne gik for få år siden rundt på ambulatoriet uden diagnose og uden hverken medicinsk eller anden hjælp til deres psykiatriske lidelse. Distriktspsykiatrien vil ikke tage stofmisbrugere, som skal have metadon.

»Vores varemærke er, at vi kan og vil tage imod de dobbeltdiagnosticerede, dvs de psykisk syge stofmisbrugere. Og det ved Rådgivningscentrene, når de henviser«, fortæller han og fortsætter: »Vi oplever, at når de bliver diagnosticeret og får den rette medicinske behandling, bliver de også langt mere stabile og konstruktive – de bliver både mindre farlige og mindre ulykkelige. De får sim- 14 pelthen større livskvalitet.«

Kognitive metoder

Bellahøj Ambulatorium benytter den kognitive terapis principper i sin hjælp til brugerne.
Kognitiv terapi er adfærdsterapi, hvor klient og terapeut arbejder sammen om at identificere og forstå problemer. Især er der fokus på forbindelsen mellem tanker, følelser, kropssignaler og adfærd.
Som regel fokuseres der på her og nu problemer, og målet er at identificere personlige mål og strategier, opnå ændringer i måden at tænke, føle og handle på. Så klienten er i stand til at nå frem til løsninger på sine problemer, som er mere hensigtsmæssige end den nuværende måde at håndtere dem på.

Praktiske løsninger til praktiske problemer

At stedet har udviklet netop denne holdning og bruger den kognitive terapis principper tillægger Frank Stephan stedets lægekonsulent, psykiater Christian Thomsen. Han har undervist personalet i principperne, og han laver kognitive forløb med brugere.
»Med netop stofmisbrugere synes jeg, at det er en kæmpefordel med en konsulent som både er læge og psykiater. Han har ikke kun kendskab til den fysiske side af mennesket men også den psykiske, og vores brugere føler sig forstået.
Det er også en fordel i vores supervision. «

Også pædagogerne bruger teorien og metoderne i deres pædagogiske arbejde, selvom de selvfølgelig ikke bedriver terapi.

De bruger primært to skemaer som udgangspunkt i deres forløb, en problemanalyse, som afdækker hvad brugeren selv anser som et problem, og en fordele-ulemper-analyse. Begge analyser hjælper brugerne til selvindsigt. Gennem spørgsmål får de kigget på sig selv, deres tanker, følelser, kropssignaler, handlinger og opnår større klarhed.

Fordele-ulemper-analysen er bedst, når brugeren er ambivalent og skal træffe et valg.
Frank Stephan fortæller om et forløb med en brugers meget store sidemisbrug af rohypnol, hvor han gennem tidsskemaer, som brugeren udfyldte med hvad han foretog sig og følte og mærkede, i dette tilfælde stoftrang, fik nedsat sidemisbruget betragteligt.

Fordele-ulemper-modellen samler brugernes erfaringer i forhold til et valg.
Det hele kommer på skrift, og det er ikke bare ord men deres egne ord, som stadig står der, når de mødes igen næste gang og fortsætter.
»Når det fungerer bedst, så bliver brugerne hooked på at føre skemaerne – til egen selvindsigt. Vi er katalysatorer, men de skal gøre arbejdet, få indflydelse på egen situation og derved tage ansvar for eget liv. Om de bliver stoffrie af det? Nej, og det er ikke nødvendigvis målet, men de kommer langt, hvis de tænker over, hvad de gør, og hvilke fordele og ulemper der er ved det. De føres igennem en proces, som giver dem selvindsigt.

Ikke alle lige positivt i starten, men de får udbytte af det alligevelVælger selv Bellahøj Ambulatorium er gennemsyret af, at brugerne selv skal vælge hvilken løsning, de mener er bedst for dem, fremhæver Frank Stephan.

»Også i forhold til hvor meget metadon de selv tror, de har behov for. Og de kan godt håndtere det og vælger ikke automatisk den højeste dose. De får med andre ord meget indflydelse på deres egen behandlingsmodel. Men vi som personale skal selvfølgelig gøre det så realistisk som muligt, fx kan alle ikke klare at være i egen bolig. De har ikke frit valg på alle hylder, men de bliver lyttet til og ønsker effektueret, når det er fornuftigt og realistisk.«

Stedet har heller ingen regler for, at brugere med en bestemt dose metadon, skal møde frem dagligt. Det vurderes individuelt, ikke ud fra dosen men ud fra personens ansvarlighed og funktionsniveau, fortæller han:

»Stedets behandlingsmåde handler meget om menneskesyn: det ikke kontrollerende og medmenneskelige.« Retningslinjerne for behandling og menneskesyn er valgt af ledelse og medarbejdere sammen. Harm reduction fremfor social integration var deres svar, da de blev spurgt af forvaltningen. »Vi bruger ikke kontrol, men til gengæld bruger vi meget tid på samtaler. Og vi tror umiddelbart på, hvad de får at vide. Andre synes måske, at det er naivt, når der er tale om stofmisbrugere, men vi lærer dem at kende og vurderer hver enkelt. Og vi har en meget uhomogen gruppe, også aldersmæssigt.«

Frank Stephan er noget skeptisk over for Københavns politikeres krav om flow i klientellet på misbrugsområdet. For de dobbeltdiagnosticerede er det urealistisk med arbejdsmarkedet, når de måske ikke har været der i 20 år og har en psykiatrisk diagnose, mener han. For andre af brugerne kan det måske lykkes engang, men det kræver en selvdisciplin, stabilitet og selvtillid som de ikke har nu, mener han.

Kvindegruppe

Om eftermiddagen tager pædagogerne med brugerne på udflugt, på psykisk skadestue hvis der er behov for det, agerer som bisidder for dem på Rådgivningscentret, som varetager deres økonomi.
Eller hjælper dem med mange andre ting.
Det er brugernes livskvalitet og både fysiske og psykiske sundhed som står i centrum. Gennem de afklarende og selvindsigtsgivende samtaler, handleplaner, sund mad, bl.a. den store daglige morgencomplet, varm frokost en gang om ugen, ture, aktiviteter, tandlæge- og lægebesøg og her-og-nu psykiatrisk hjælp.

»Vi giver dem hjælp til at beholde deres bolig fx; vi går helt konkret ind og får muget ud, hvis lejligheden er for uhumsk, så de står i fare for at blive smidt ud. Vi ville gerne have mere tid og flere mennesker til arbejdet, for brugerne oplever desværre fortravlede pædagoger, sagsbehandlere og sygeplejersker.
Og selvom ambulatoriet opstod for ikke at have brugerne gående på gaden, er stedet med andre ord langt mere end en varmestue.«

Et nyt projekt er i opstartsfasen: stedets to kvindelige pædagoger er ved at samle en gruppe kvinder blandt brugerne på ambulatoriet. Idéen er at ryste dem sammen til en gruppe, som kan bruge hinanden til at udveksle erfaringer og lære af hinandens om vold, prostitution, prævention m.m. På sigt er håbet at danne et fast netværk på fem til ti kvinder, som skal mødes regelmæssigt.