Udsatte behandlere

Af Thomas Davidsen

Traumer der smitter

Ny forskning viser, at behandlere ofte kommer til at lide af nogle af de samme symptomer som deres klienter. »Det er vigtigt, at behandlerne bliver hjulpet med at bearbejde det der sker med dem følelsesmæssigt, når de arbejder med mennesker, der lider efter svære tab og traumer«, siger socialrådgiver og psykoterapeut Susanne Bang.

Man har siden midt i 70’erne været opmærksom på omfanget af den psykiske belastning, behandlere er udsat for i deres daglige arbejde. I diskussionerne om f.eks. udbrændthed har man fokuseret meget på arbejdsforhold, ledelsesforhold og andre ydre ting.

Men ifølge socialrådgiver og psykoterapeut Susanne Bang ligger belastningen, i højere grad end hidtil antaget, i selve relationen mellem behandler og klient især der hvor klienterne bærer på følgerne efter ulykker i deres liv, sorg og traumer.

Ny forskning og praksis viser, at der finder en overføring sted fra klienten til behandleren, som er gennemgribende. Det er ikke bare i traditionel forstand følelsesmæssigt belastende at være tæt på mennesker med store problemer. Noget tyder på, at behandleren risikerer helt bogstaveligt at komme til at lide af de samme symptomer som klienten.

Susanne Bang, som har udgivet en bog om dette emne »Rystet, Ramt og Rørt«, stødte første gang på problematikken,da en amerikansk terapaut som arbejdede på en afdeling for traumatiserede Vietnam-veteraner, fortalte, at personalet dér kom til at lide af nogle af de samme symptomer som de hjemvendte soldater.

»Nogle taler om det som en slags »smitte«. Det er naturligvis et meget forenklet udtryk for en kompliceret proces. Men en simpel måde at forstå fænomenet på er, at vi mennesker på en meget konkret måde påvirker hinanden følelsesmæssigt. Og hvis man i sit job kommer i,berøring med mennesker der har oplevet det værste – mistet pårørende, hjem og land, overlevet voldelige og seksuelle overgreb etc. – ja så risikerer man altså selv at blive så stærkt påvirket, at man taler om en sekundær traumatisering. To mennesker, der er i samme rum, tuner sig helt ubevidst ind på hinanden. De kommer til at efterligne og spejle hinanden. Denne påvirkning, som behandlere altid har vidst kan virke positivt og helende, har man nu fundet ud af også kan virke meget negativt«, siger Susanne Bang.

Et krakeleret verdensbillede
Det var da man begyndte at arbejde ud fra diagnosen PostTraumatisk Stress Disorder – som betegner de psykologiske følger af traumatiske begivenheder – at man begyndte at få øjnene op for de direkte påvirkninger og overføringer fra klient til behandler.

Det forhøjede alarmberedskab, med hvad dertil hører af koncentrationsbesvær, isolationstendenser og depressions-lignende tilstande, som de traumatiserede klienter havde en tendens til at udvikle, er også de symptomer, som kan dukke op hos behandlerne. Senere har man så fundet ud af, at det langt fra udelukkende er mennesker, der arbejder med traumer som risikerer at blive negativt påvirkede.

»Inden for hele spektret af psykosocialt arbejde, hvor man har med mennesker at gøre, som befinder sig i det man kunne kalde ekstreme livssituationer, er man udsat. Det kan være klienter, der lider af følgerne af ulykker, som ligger langt tilbage, mennesker der lider af alvorlige smertefulde og livstruende sygdomme, selvmord og selvmordsforsøg m.m. I større eller mindre grad sker der overføringer fra klienter og patienter, som ikke kun handler om symptomer.«

»Det er hele dit verdensbillede og dit selvbillede, der forandrer sig. Du sidder med et incestoffer, der fortæller sin horrible historie. Det kan udløse alle mulige tanker og følelser i dig, som du kan have svært ved selv at acceptere, lige fra hævnfølelse over for krænkeren til sexuelle fantasier. Du kan komme til at føle dig som en dårlig behandler, og endda et dårligt menneske, når du reagerer på måder som er fremmede for dig selv, og som du skammer dig over«, siger hun.

»Påvirkningen sker ad flere veje. Dels får du en viden, som du ikke havde før. Det er måske den samme, du får gennem aviser og fjernsyn, men oplevelsen er en helt anden, når du er i tæt kontakt med de mennesker, ulykkerne er overgået. Du mister nogle illusioner om, hvordan verden ser ud, og hvordan mennesker er. Du mister noget af din basistillid. Du ser hvad det har gjort ved klienten, hvilket er både godt og dårligt, for du ser også klientens styrke og overlevelsesdrift.«

Grænsenedbrydning

I mødet med en traumatiseret sker der også andre overføringer, som psykologisk set er mere komplicerede, fortæller hun.
»Et menneske der lider meget, og f.eks. har stor angst, vrede og sorg, kan ubevidst ønske, at behandleren overtager noget af smerten, nogle af de ubærlige følelser. At skærme sig af over for disse overføringer er faktisk svært. Når jeg føler angst efter at have været sammen med en angst klient, er det så min ellers hendes følelse? Der sker altså en form for grænsenedbrydning mellem klient og behandler, som man hele tiden må være opmærksom på.«

»Det handler ikke her om, at man skal »sætte grænser«, men om at have nok kontakt med sig selv til, at man er i stand til at undersøge, hvad der er ens eget, og hvad der er klientens. Hvis man kommer til at føle sig overvældet af klientens følelser og historie sker der nemt det, at man mister sin faglighed og vurderingsevne, bliver overinvolveret og følelsesmæssigt sårbar og forvirret. Omvendt kan man reagere på angsten for, at dette skal ske ved at distancere sig fra klienten, så man bliver kølig, intellektualiserende eller benægter hvad man ser. Man kan også bagatellisere problemerne. Jeg hørte én sige om en somalisk kvinde, der havde mistet fire børn:

»Det er ikke så slemt. De sørger ikke på samme måde som os«. »De antagelser vi har om, hvordan vi bliver sekundært traumatiserede fokuserer primært på, hvad der sker når vi indlever os i klienten. Altså, dels gør det, vi hører og ser om klienternes belastede historier, noget ved den måde, vi opfatter verden på. Men i selve indlevelsen med det andet menneske, hvor vi jo tuner os ind på vedkommende, åbner os følelsesmæssigt for vedkommende, er det, vi risikerer at miste kontakten med, hvad vi selv tænker og føler, hvem vi selv er, og dermed overtage noget af klientens følelsesmæssigt belastende stof.«

»Den gode behandler er i stand til at lade sig bevæge og berøre følelsesmæssigt af oplevelserne med klienterne og tåle den magtesløshed, håbløshed og hjælpeløshed, som mennesker med voldsomme lidelsesfulde oplevelser har med sig, og som man som behandler nemt bliver smittet af«, siger Susanne Bang.

Supervision er påkrævet

Man ved fra udbrændthedsundersøgelser, at de behandlere som klarer sig bedst er dem, som har en træning i at være i kontakt med sig selv og bearbejde deres egne reaktioner. Den viden kan man, ifølge Susanne Bang, også anvende i forhold til sekundær traumatisering.

»Jo mindre du er i kontakt med hvad der foregår mellem dig og klienten, jo nemmere vil det være for klienten at få dig til ubevidst at »overtage« det, han selv har svært ved at rumme. Derfor er det så vigtigt, at du er i god kontakt med din egen sorg og dine egne traumer. Det der sker med dig selv undervejs – følelser af irritation, sorg, angst, aggression – er det meget vigtigt at være i kontakt med. Mange af de ting en behandler kommer til at opleve er meget hårdt. Det gør indtryk, og det skal det også gøre. Pointen er, at vi har brug for at bearbejde vore indtryk, og især de påvirkninger der ryster os eller overvælder os. At bearbejde dem betyder, at vi midt i al travlheden får mulighed for at standse op og undersøge og sætte ord på, hvordan vi havde det og har det i forhold til bestemt belastende situationer. At vi forstår og accepterer vore egne reaktioner og får hjælp til at udfylde vore faglige videnshuller, så der kommer mere mening i de billeder vi har. Så vi bliver mindre forvirrede.«

Hun anser det for naturligt og uundgåeligt, at vi bliver forandrede personligt af at arbejde med mennesker i ekstreme livssituationer. Men ikke at det er uundgåeligt at komme til at overtage et ligeså pessimistisk verdensbillede som klienten eller nogle af hans angstsymptomer eller traumesymptomer. Det kræver imidlertid supervision

»Der er mange bud på, hvordan man laver et psykisk arbejdsmiljø, som understøtter behandlerne, og der er ikke ret mange steder, der lever op til det. En del supervision har kun fokus på klienten. Supervision med fokus på behandleren og dennes reaktioner er ikke helt så udbredt. Og i øvrigt er det ikke nok med almindelig supervision. Der er brug for såkaldt »traumerelateret supervision«, der tager højde for den viden, vi nu har om sekundær traumatisering.«

»En pointe er også, at hvis du får bearbejdet, hvad der sker i mødet med klienten, så sker der en enorm personlig vækst, som gør dig til et klogere og rummeligere menneske. Det du har bearbejdet i forhold til én klient, det kommer den næste til gode. Men det kan altså også komme en selv til gode i ens private liv. Mange gode kræfter går til spilde, fordi der ikke er vilje og ressourcer og måske bevidsthed om hvor vigtigt det er hele tiden at få supervision på det vanskelige arbejde. At få tilført faglig viden i en stadig strøm og få hjælp til at integrere den i det daglige arbejde.

Mange behandlere, tror jeg, starter ud med høje idealer om det professionelle hjælpearbejde de skal udføre, men de bliver skuffede og sander til i nogle dårlige systemer. Hvis personalet ikke får omsorg, støtte og tid til faglig og personlig bearbejdning, kan de ikke give klienterne omsorg og faglig forsvarlig hjælp. Det er blevet sagt før, men det gør det ikke mindre sandt«, siger Susanne Bang.