Billedpædagogik i Lærkereden

Man tar' en skorpion

Af Elisabeth Lockert Lange

Først ser og rører de ved den, så taler de om, hvordan den ser ud. Og så tegner og maler de den. På den måde lærer børnene at iagttage og opleve.

»Min opgave er at åbne deres øjne. Jeg lærer dem at se, at iagttage.«

Siger Lisa Johansen, pædagog med en diplomuddannelse i billedpædagogik fra Danmarks Pædagogiske Universitet, og peger rundt på en masse akvareller af søheste, krebs, rødspætter, skorpioner, fasaner, rejer, løg i forskellige stadier med spirer og blomster: hyacinter og amaryllis. Desuden er der motiver fra H.C.Andersen eventyr.

Vi er i Lærkereden, en 0-6 års institution på Fuglsang Allé i Brønshøj. Der har lige været fernisering på et af de tegneforløb, som Lisa Johansen har med to grupper af hver fem børn. Hun arbejder fire dage om ugen, og hver gruppe har to dage sammen med hende, en dag ude »i marken« og en dag hjemme og tegne.

»Først sanser vi og taler om de ting, de skal tegne. Fx et løg. Børnene ser på det og holder det. Eller en fisk. Jeg lægger noget over, så de allerførst skal lugte den. Så kigger de på den, rører ved den og åbner den. De bruger alle sanser. Så taler vi om den, hvilket miljø den hører hjemme i, hvordan den bevæger sig. Og for løget hvordan det spirer og blomstrer.«

Lisa Johansen tegner genstanden for børnene i sort/hvid og fra to vinkler, fordi det i starten kan være svært for dem at få fat på det tredimensionelle. Hendes metode er hele tiden at spørge børnene om, hvad de ser: hvilke farver det har, hvor mange ben, størrelse, facon osv.

»Jeg spørger ind for at få dem til at iagttage. Og vi modellerer også det vi arbejder med, så de får det ind tredimensionalt også. Fx tager jeg en udstoppet fasan, en skorpion, rejer, krabber osv. Så de ser hvilken størrelse de har i virkeligheden.«

Udvider oplevelser

Lisa Johansen arbejder med temaer, som tager udgangspunkt i børnenes nære virkelighed og i steder hun besøger sammen med dem, fx Danmarks Akvarium, Glyptoteket, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Her laver de skitser.

Tilbage i institutionen taler de om det de har set - og hun spørger.

»Og jeg retter ikke altid, hvis det de siger om fx dyrene er forkert. Jeg lader dem opleve tingene, og efterhånden får de aha-oplevelser af ting der falder på plads. Fx har vi arbejdet med horisonten som tema. Jeg brugte postkort, hvor de lettere kunne se linjerne i landskabet. Og pludselig var der et barn, der forstod det, da vi en dag stod og så vandet møde himlen. Det faldt på plads«, fortæller hun og fortsætter:

»Jeg prøver at ændre den skabelontankegang, vi alle har lært og at udvide deres oplevelsesrepertoire. Skabelonsystemerne har det med at stille sig mellem barnet og dets historie. Fx er himlen altid blå og i starten tegner de altid en sol i hjørnet af billedet, det har de lært. Indtil jeg stillede mig ved vinduet og sagde, at jeg ikke kunne se nogen sol i hjørnet. I stedet begynder de at se på verden og tegne det de ser.«

Børnene i hendes grupper er 4-6 år, kun få seksårige, og med i alt 20-30 børn. Hver dag laver hun et nyhedsbrev om, hvad de har lavet den dag, som hænges op i institutionen.

Fint med forskel

Som regel hænger de to dage – ude og hjemme – sammen. Men det kan også være en enkeltoplevelse fx en dag i Rundetårn.

»En sådan oplevelse lærer dem at iagttage, så de får flere detaljer og nuancer med. Nogle af børnene er stærke til at iagttage, andre til at tegne, og det er vigtigt at vise dem, at det ikke kun er det ene, som er vigtigt. Andre gange oplever de, at de opdager noget, fx at mælkebøtteblomster har syv stadier. Så taler de om hvad det ligner og tegner det. Og de bliver meget ivrige«, fortæller Lisa Johansen.

Mens børnene er små, arbejder de ofte med et konkret emne foran sig. Senere når de bliver ældre, bruger hun i højere grad det intuitive, læser bl.a. eventyr.

»De danner selv billederne i hovedet, og jeg spørger, så de ved at forklare får dannet sig en billedverden.

Bagefter maler de

Jeg taler også med dem om forskellig stil, at nogle maler på en lyrisk måde, andre på en ekspressiv. Og jeg bruger sådanne ord, som de ikke forstår i starten. Men når vi har set billeder af forskellige kunstnere, som jeg beskriver sådan og sammenligner deres stil med nogle af børnenes, så får de en forståelse for forskellige stilarter. De forstår værdien af, at alle har deres eget sprog og udtryk, at det er deres egen person, som kommer frem i billedet. Og de kan efterhånden se, hvem af deres venner, der har malet hvilke billeder, at der er forskel, at det er fint at der er forskel, og at det de selv gør er godt nok.« Allerførst starter de med at lave et selvportræt. Og efter et år laver de ét igen.

»Og der er forskel: fra et mere generelt portræt af et ansigt laver de ét som i langt højere grad ligner dem selv. Og jeg ved fra lærere, som underviser de børn, som har været her, at de kan noget særligt med at iagttage og tegne.«

Undervisning, leg og læring

Lisa Johansen blev færdig med sin diplomuddannelse I billedpædagogik for to år siden. I uddannelsen arbejdede hun dels med at male selv, dels med kommunikation og dels med billedpædagogik, hvor hun satte fokus på arbejdet med børn og kunst.

Hendes hovedopgave handlede om leg og læring i kunstsammenhæng. Og hun vedgår gerne, at der er læring i det.

»Jeg mener, at jeg underviser børnene, og jeg mener, de er klar til undervisning. De er ikke på skolebænken, men ved at jeg forklarer, så underviser jeg dem. Men det foregår som en form for leg på deres præmisser og ud fra hvor de er - men med sigte på et indhold som giver læring«, siger hun og udbryder:

»Du skulle vide, hvad de børn kan! Når vi er på udstillinger med fx installationer, så undersøger de alt. De er videbegærlige, og intet er »mærkeligt« eller »ikke kunst«, som voksne ofte siger. Alt er interessant og spændende, og de drejer og skruer og eksperimenterer med alt, hvad der må røres ved. Men de ved også, at de ikke må løbe, råbe og pille. «

Børnene får godt papir, kvalitetsfarver og kvalitetspensler. I starten er det suverænt Lisa Johansen, der blander farverne, ellers ville det ende som mosevand, som hun siger. Men efterhånden begynder de at gøre det selv, og hvis de kan, får de lov. Men i starten er de mere optaget af form, og langsomt bliver det interessant med farverne.

» Vi bruger akvareller og en sort vandfast tusch til at tegne op med. I starten ånder jeg dem virkelig i nakken og er der hele tiden, jeg er helt svedt bagefter. Jeg tegner ikke på deres parir, men jeg jeg tegner med fingeren fx en cirkel på papiret for dem, for den kan være svært for dem i starten.

Respekt for arbejdet

Forløbet bliver intensivt, bl.a. fordi gruppen kun er på fem børn. Det betyder, at de kan tage konflikter op og få dem løst.

»Der er altid fem børn af gangen. Når nogen af dem er syge, er andre børn gæster i gruppen – lidt skrøbelige børn kan fx have glæde af det. Vi laver også konstellationer mellem børn. Måske er børn, som er lidt udenfor eller ikke er så gode til at klatre, gode til at tegne. De kan få en selvtillid til at tage med sig, og de andre børn får et andet billede af det barn. Så de ser andre sider af hinanden – så bruger de endnu et sprog.

Reggio Emilia, som vi er inspireret af, siger, at børn har 100 sprog men kun bruger tre.«

Lisa Johansen fremhæver, at det er vigtigt, at børnene skaber noget selv.

»Billedpåvirkningen udefra er massiv, så det at sidde stille og roligt og lave billeder her er værdifuldt. Hvis de bare farvelægger computerbilleder, skaber de ikke selv, de fortæller ikke en historie med tegning og farver, som vi gør her«, siger hun og tilføjer: »Også ferniseringen er vigtig. Med den viser vi en respekt for det store arbejde børnene har lavet – og de har virkelig knoklet. Og de er stolte af det de laver, viser og forklarer. Billederne skal da også bagefter op at hænge på Brønshøj Bibliotek ligesom sidste år.«