Daginstitution

I det grønne

Af Elisabeth Lockert Lange

Hørgården har fået ny legeplads – én med udfordringer og maleri.

En efter en vælger de kommunale daginstitutioner at renovere deres kedelige »op-hen-ned-op-hen-ned-legepladser«. Og den ene grønne, varierede og udfordrende naturlegeplads efter den anden opstår. Sidst er det lykkedes Hørgården på Brydes Allé at omdanne en flad grå legeplads til en grøn bakke med græs, hule, tovværk, rør til at gemme sig i, et legehus til at lege i og en stor dyb sandkasse. Et stort maleri med grønne planter, blomster og alverdens små og store dyr stråler for enden af legepladsen. Hørgården er en lille hyggelig institution med 22 børnehavebørn og 22 fritidshjemsbørn, som Lilian Schwartz har været leder for gennem de sidste 2 1/2 år.

Efter to år lykkedes det at få samlet et overskud, som var stort nok til at sætte projekt legeplads i gang.

»Vi syntes, vores legeplads var kedelig, og vi deltog derfor i en konference i Roskilde om naturlegepladser for at blive inspireret. Derefter kontaktede vi Bo Dissing, som laver naturlegepladser i sit firma »De grønne fingre« og bad ham lave en naturlegeplads for det overskud der var.«

Stor maleri på legepladsen

Det er der kommet noget rigtig godt ud af. Det er ikke nogen stor legeplads, men den rummer mange forskellige elementer. Der er lavet en hule, som bliver tæt, når vedbenden først er vokset helt op omkring metalskelettet, der er et legehus, et rør børnene kan klatre igennem og gemme sig i, tov til at gå armgang i og stubbe at balancere på. Der er bakker med græs, en bænk at hygge sig på, en stor dyb sandkasse med en tavle bag til at tegne og skrive på og plads til at cykle på. Og for enden af hele herligheden stråler et stort grønt maleri.

De ansatte kan se allerede, at børnene er begejstrede for legepladsen.

»De bruger den på en helt anden måde. De kan også så godt lide maleriet af Pernille Clausen, og de kan hele tiden finde nye dyr i billedet. Børnene har også fulgt tilblivelsen af maleriet i hendes værksted og har set, hvordan der efterhånden kom flere blade og dyr med«, siger Lilian Schwartz og fortæller fra indvielsen, hvor maleren Pernille Clausen, legepladsens skaber Bo Dissing, en masse forældre og selvfølgelig børn deltog.

»Det var en stor succes, og der kom så mange besøgende. Børnene deltog i alle forberedelserne, og helt til det sidste plantede jeg blomster sammen med drengene. Og de fandt selv på, at de ville feje vandpytter væk, så vi kunne gå på terrassen. Nogle af de små børn havde lavet sange, og tre drenge opførte et rap-nummer uden akkompagnement mens de stod foran maleriet. De havde øvet sig – også på at stå på hovedet til sidst. Og børnene har fulgt og respekteret processen hele vejen gennem de måneder, det har taget at lave legepladsen – også at de ikke måtte gå på græsset.«

Reggio Emilia-inspireret
Hørgården har fire uddannede pædagoger, to medhjælpere og en køkken/rengøringsassistent. Og for øjeblikket en pgustuderende.

Pædagogisk er Hørgården inspireret af Reggio Emilia og de ansatte har været på studierejser i Hirtshals, Firenze og Stockholm for at se, hvordan andre bruger principperne.

»Vi kan selvfølgelig ikke gøre tingene som italienerne gør, det har vi ikke kapacitet til. Men vi sørger fx for, at børnene er i små grupper, og der skal være ro og tid omkring dem – det skal være hyggeligt. Og det er hyggeligere at være én voksen og fem børn på tur end to voksne og ti børn. Fx har vi været på det kongelige og se ballet sammen med fire af pigerne – alle klædt fint på – og senere i teatret med dem. Men selvfølgelig tager vi også på store ture mange sammen, men i hverdagen er det vigtigt at lave noget i små grupper. Vi lader også de hurtigere hjælpe de mindre hurtige fx i garderoben, og det er alle glade for. På den måde skal vi være ét hus, og det lærer børnene at være sociale«, siger Lilian Schwartz og tilføjer, at noget af det allervigtigste selvfølgelig er at tage børnene alvorligt, at tale ordentligt med dem og være til stede på en ordentlig måde.

De ansatte er meget opmærksomme på, hvordan de bruger rummene – bl.a. for at gøre noget ved støjen. De deler børnene op i mindre grupper, og de lærer dem, at de ikke behøver at tale så højt. Materialer står fremme på hylderne, så børnene selv kan tage hvad de har brug for.

Samarbejde
Overalt hænger der tegninger og fotos af situationer i institutionens og børnenes liv.

»Vi bruger meget dokumentation. Børnenes tegninger selvfølgelig men vi tager også mange billeder med et digitalkamera, vi har anskaffet. Forældrene er glade for det, det giver dem et grundlag, de kan snakke med børnene ud fra. Og børnene er så glade for billederne og kigger meget på dem. De får dem også med sig når de rejser herfra«, fortæller Lilian Schwartz. Selvom huset har to afdelinger er det vigtigt for de ansatte, at det fremstår og fungerer som ét hus. Det arbejder de meget med.

»Og jeg synes, vi er blevet gode til at tale om samarbejde, så vi går i samme retning og er ét hus, selvom vi er knyttet til hver sin afdeling. Vi har ændret et punkt på personalemøderne, som tidligere hed ris og ros, men som aldrig gav noget. Nu hedder det samarbejde i huset, og jeg synes, vi får gode snakke om, hvordan vi oplever ting, så misforståelser og den slags ryddes af vejen på en let måde. Vi kan tale direkte til hinanden og spørge fx, »hvad skete der, da du blev stresset«, »hvorfor gjorde du sådan«, »ved du hvordan det virker, når du taler sådan«. Vi har haft en arbejdsweekend, hvor vi har haft det på dagsordenen. Og jeg synes, det fungerer godt, ingen ryger på gulvet under de samtaler, og vi stopper ikke, før vi har rundet ordentligt af. Det er vigtigt, at vi arbejder med samarbejde, så vi alle er glade for at gå på arbejde.«