Samtænkning

Sur-sød sauce

Af Elisabeth Lockert Lange

Hvad har samtænkningen bragt børnene og det pædagogiske personale i fritidshjemmene af godt og skidt? Akacielunden i Vanløse har gjort status over det første år.

Sidste år besluttede politikerne i København at udvide skoletiden for børn fra børnehaveklassen til og med 3. klasse. Og det er denne forlængede skoletid, planlagt og udført i et samarbejde mellem lærere og pædagoger, som kaldes samtænkning.

Samtænkning har i sin korte levetid fremkaldt mange forskellige følelser og reaktioner i de københavnske fritidshjem lige fra »samarbejde med skolen? - jamen det gør vi da allerede« til »det er uforenelige kulturer«. Der har været protester og arbejdsnedlæggelser over den måde, politikerne lagde ud med nedskæringer og beslutninger ovenfra. Og efterfølgende glæde over de muligheder, institutionerne fik tilkæmpet sig til projektet. Og hvordan ser livet under samtænkningen så ud nu - efter næsten et års arbejde?

Akacielunden i Vanløse, som fra starten har været meget aktiv i samtænkningsprojektet, har gjort status og peger på både inspirerende og problematiske sider af samtænkningen.

Til de første hører bl.a. gensidig inspiration og en god udnyttelse af hinandens ressourcer, ekstra muligheder for målrettet arbejde og sociale relationer og mulighed for refleksion med en ligestillet partner. Til de sidste hører mindre tid og færre ressourcer til nytænkning i fritidshjemmet og en hel del organisatoriske og praktiske problemer.

Og i sidste ende: hvis personalet tager børnenes synsvinkel og ser på, hvordan livet for dem var inden udvidelsen af skoletiden og samtænkningen og nu, så vurderer de, at for børnene var det bedre før. De havde mere fritid.

God ping-pong

Samtænkningen fylder meget i fritidshjemmets liv, fremhæver tillidsrepræsentant Per Stenbæk og pædagog Kirsten Hansen fra Akacielunden. Både konkret for struktur og pædagogik og mere usynligt i form af tankemæssige ressourcer.

Akacielunden omstukturerede for at kunne dele et antal medarbejdere ud på de fire klasser, og de lavede en detaljeret planlægning for de projekter, de foreslog. Også skolen meldte tidligt ud med, hvad de mente, samtænkningen kunne bruges til - og det faldt i hak. Der blev holdt møde med lærerne, og sammen med dem valgte de projekter.

»Det er gået nemt. Der har været en god ping-pong mellem os og fælles forventninger til samarbejdet«, siger de to pædagoger.

I børnehaveklassen har de mest lagt vægt på at skabe tryghed med aktiviteter som maling og ture. 1. klasse har været rundt om emnerne gamle lege, musik, historiefortælling, rend og hop (gymnastik) og udeliv, hvorefter de sluttede med en teaterforestilling med eventyr. Her blev vægten lagt på fælleskab og samarbejde. Og de fælles forældresamtaler er fortsat på samme niveau som før.

I 2. klasse var der behov for, at klassen fik det bedre sammen socialt, så de tog fat på et socialt træningsprogram kaldet trin for trin, lavede sociale lege og et lille teaterstykke. Klassen er nu i gang med billedkunst og drama. Og det har været værdifuldt at få fælles begreber og kunne se parallellerne mellem deres egne konflikter og træningsprogrammets, mener de to pædagoger. 3. klasse var på lejrtur med et stenaldertema.

»Samarbejdet er foregået både på skolen og her i fritidshjemmet, og det har skabt en større indsigt i hinandens verdener og dagligdag - også i børnenes«, vurderer de. Andre faglige øjne Samtænkningen medfører en ændret pædagogik. Aktiviteterne i fritidshjemmet er fritid og frivillige, mens samtænkningstiden er skoletid. Det har gjort arbejdet mere målrettet.

»Det mere målrettede har jeg faktisk nydt ved samtænkningen. Det kan også være sådan her, men så har børnene først valgt aktiviteten frivilligt. Det at alle børnene deltager har gjort det lettere at arbejde socialt med dem som gruppe«, siger Kirsten Hansen.

Både hun og Per Stenbæk fremhæver en række værdier ved samtænkningen.

»For det synes vi, der er. Der er ekstra muligheder for, at lærere og pædagoger kan arbejde målrettet sammen og udnytte hinandens ressourcer og inspireres af hinanden. Fx i rend-og-hop-temaet skiftedes vi til at stå for gymnastikken, og det gjorde vi på meget forskellig måde. Det var spændende for alle parter, også børnene syntes det var sjovt, at det var så forskelligt «, fortæller Per Stenbæk.

Kirsten Hansen supplerer: »Det er sjældent, at vi arbejde to sammen, det er der ikke ressourcer til. Men her har vi haft mulighed for det og for refleksion sammen med en ligestillet partner. Det at se på sig selv med andre faglige øjne har givet mig meget. Også de fælles planlægningstimer, hvor vi har givet hinanden respons og lært hinandens kultur at kende. Jeg håber, vi kan nå frem til at kunne give hinanden kollegial respons. Og til at turde fejle. Indtil nu har vi villet vise hvad vi kunne, men senere kan nye ting måske udvikle sig, hvor vi ikke er så skråsikre.«

Pædagogisk dilemma

Projekt samtænkning har været spændende men ikke problemfrit for fritidshjemmet. Først og fremmest fremhæver de, at har fyldt så meget tankemæssigt, at det har været på bekostning af nytænkning i fritidshjemmet.

»Fx har vi konstateret, at legepladsen kan fungere bedre, men vi har intet nyt gjort ved den. Vi har ikke haft kræfter tænke de store og visionære tanker. Og vi har ikke udviklet aktiviteter eller afprøvet nye ting. Vi har kørt på rutinen. Og skal vi passe på med, for det betyder meget for det psykiske arbejdsmiljø«, siger Kirsten Hansen og tilføjer:

»Vi vil godt fortsætte med samtænkningen som vores indsatsområde, også fordi det sikkert er nødvendigt for vores fremtid, men det er vigtigt at gøre os selv og andre klart, at så er det svært også at være visionære.«

Pædagogisk har samtænkningen skabt et dilemma.

»Det begrænser, hvad vi kan lave. Tidligere kunne vi sige til børnene, at de skulle være med i bestemte aktiviteter. Det er vanskeligere nu, for de har så meget brug for fri leg. Vi oplever ofte, at børnene skal puste ud, når de kommer fra skole, oftere end før er overskuddet svært at finde til aktiviteter, de har meldt sig til, og flere børn falder fra. De værdsætter meget at lege frit, og det føler de, at de mangler nu. Det er et dilemma, for vi vil også gerne give dem den oplevelse, at de har arbejdet med noget, og nu kan de det. Vi har også et problem med ture, når vi først kan tage af sted kl. 13, for det kan være svært at nå tilbage «, siger Per Stenbæk og fortsætter:

»Så hvis vi - set ud fra børnenes synsvinkel - skal vælge mellem, hvordan det var for dem inden samtænkning og udvidelse af skoletid og nu, så mener vi, at for børnene var det bedre før. Tiden er taget fra deres fritid.«

Det kompenserer børnene for ved at blive længere i fritidshjemmet om eftermiddagen.

»De skal jo have gang i legen med kammeraterne, så vi har langt flere børn mellem halv fem og fem nu end tidligere. Forældrene gør også opmærksom på, at de ikke kan få dem med hjem til samme tid som tidligere, og de fortæller, at der er problemer med lektierne i den anden ende. Børn har behov for leg på egne præmisser, så i realiteten er den time, de har fået ekstra i skolen, gået fra forældrenes tid med børnene. Til gengæld giver forældrene udtryk for, at samtænkningen kompenserer for den forlængede skoletid, de siger, vi bringer leg og kreativitet med over på skolen.«

Praktiske problemer

Der har været en række praktiske problemer ved samtænkningen. Først og fremmest har det første år vist, at tiden til fælles forberedelse er meget vigtig. Problemet er, at lærere og pædagoger først kan mødes efter kl. fem, og det er ikke nogen god løsning. Et andet problem har været ansøgningsfrister på projekter. Fristerne har ligget, så de enten har skullet søge, inden de vidste, hvad de ville lave eller gøre det på forventet efterbevilling.

Timeinddelingen på skolen gav problemer i 1. klasse. De lærere, pædagogerne samtænker med, har andre klasser, nye lærere kommer ind og skal forholde sig til det der sker, og pædagogerne ender som de gennemgående figurer. I det hele taget har det været en ny oplevelse, at en aktivitet stopper, fordi skoleklokken ringer. En af argumenterne for samtænkningen i sin tid var, at man bedre kunne udnytte lokalerne på skolen. Men sådan er virkeligheden ikke, for de er stort set altid optaget. Også skriftligheden er blevet stor. Når man skal sikre, at alle ved hvad der sker, går der meget tid fra til at formulere det.

»Det er en bekymring, hvis den tid og de ressourcer, vi har fået ekstra til projektet, fjernes, når det ikke længere er et udviklingsprojekt - for der er brug for det også i fremtiden. Faktisk har vi gjort en indsats ud over arbejdstiden her i udviklingsperioden, og det kan vi jo ikke gøre i fremtiden«, siger Kirsten Hansen.

Hun fremhæver, at institutionen har været glad for, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen viste, de ville give ekstra ressourcer til det, og har stillet sig til rådighed for at hjælpe.

Per Stenbæk er enig:»Der er stor forskel fra før strejken. Da var holdningen bare, at ensartethed var godt. Nu er der visioner om, at forskellige fagligheder og ressourcer skal gå op i en højere enhed.«

Samtidig med at fase ét fortsætter, starter kommunen fase to efter sommerferien. Den kan institutionerne ansøge om at deltage i. Det har de fire fritidshjem og skolen fravalgt, selvom de egentlig gerne ville deltage.

»Det kræver ressourcer og overskud, vi ikke har. Hvis den havde været længere fremme i tid, havde vi nok kunnet. Men det er ærgerligt, for vi ville gerne have haft de tilbud der ligger det, og som måske ikke er der, når vi er parate til det.«