Lærerplaner

Sociale læreprocesser

Af Elisabeth Lockert Lange

Læreplaner i daginstitutioner risikerer at bygge på et snævert læringsbegreb, hvor man reducerer læring til en målelig kunnen. Hvis det er tilfældet, overser man vigtige sociale læreprocesser i institutionerne, mener forskerne Eva Gulløv og Charlotte Palludan fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

Er fri leg i daginstitutionerne spild af tid og barndom, eller afskaffer man tværtimod barndommen ved at planlægge og strukturere den i læreplaner?

Bølgerne går højt, når der diskuteres leg og læring, læreplaner og læseplaner i daginstitutionerne. Og holdningerne spænder fra krav om, at man skal tilgodese børnenes egen improviserede leg til krav om præcise mål for, hvad børnene skal lære hvornår og hvordan.

Charlotte Palludan og Eva Gulløv fra Danmarks Pædagogiske Universitet har begge lavet forskning med baggrund i daginstitutioner i København, Eva Gulløv om børns relation til børn, Charlotte Palludan om børns relation til pædagogerne. Vi har spurgt dem om deres holdning til leg, læring og læreplaner.

»Spørgsmålet er ikke, om der er læring i daginstitutionerne, for det er der. Spørgsmålet er, hvilken slags læring man taler om, den mere færdighedsorienterede læring eller den bredere sociale læring, det at være del af et socialt fællesskab.«

Derfor bekymrer tendensen med læreplaner dem.

»Vores bekymring går på, at læreplaner bygger på det snævre læringsbegreb. Man reducerer læring til en målelig kunnen. Og hvis man gør det, så overser man vigtige processer i daginstitutionerne. Men vi kan ikke sige, at vi kun vil tale om leg og ikke om læring, for daginstitutionsbørn lærer mange ting«, vurderer de.

Og så undrer behovet for målsætninger for daginstitutionerne dem.

»Der ligger faktisk gode målsætninger i Serviceloven. Det kan undre, at man har brug for flere end dem, og det er svært at se, hvorfor man skal snævre ind yderligere.«

Sociale kompetencer
Eva Gulløv og Charlotte Palludan opfordrer til, at man i stedet tager en diskussion af pædagogikken, og hvad man vil med daginstitutionerne. Og at man tager udgangspunkt i det, der reelt sker der - i stedet for i nogle ideelle forestillinger og fordringer udefra.

»Hvis man betragter børn i daginstitutionen, så foregår der mange læringsprocesser der. Børnene tilbringer flere år sammen med nogen, de ikke har valgt, og det kræver viden og spilleregler: at kunne forhandle, at kunne sige fra, vide hvordan man kobler sig på - dvs en række sociale kompetencer og forudsætninger «, siger Eva Gulløv og tilføjer:

»Der sker en masse mellem børnene. Lad os gøre de sociale processer til det centrale i pædagogikken - snarere end et forskoleagtigt virke.«

Charlotte Palludan fortsætter:

»Det er ikke et spørgsmål om at se daginstitutionerne som en ny idylliseret barndommens gade, men om at indkredse hvor dilemmaerne er. Daginstitutionslivet består af subtile processer, hvor børnene lærer, hvordan de er fuldgyldige partnere i processerne, hvordan de udelukkes eller medtages, og at fx køn og etnicitet gør en forskel. Men i stedet for at tage udgangspunkt i hvad børn rent faktisk går rundt og gør, bliver diskussionen ofte en diskussion af de voksnes værdier - og børnene bliver usynlige.«

De mener begge, at det er et problem ved læreplanerne, at de har et så individuelt fokus.
»Læreplanerne har fokus på individuelle kompetencer, men det er daginstitutionernes samfundsopgave at lære børnene at navigere socialt. Vi voksne tvinger dem til at være sammen, og dermed bl.a. til at lære at håndtere konflikter på en civiliseret måde. Den samfundsopgave skal vi diskutere, snarere end hvad det enkelte barn skal kunne. Og daginstitutionernes force er netop det at være rum for gruppeliv, selvom der selvfølgelig også fokuseres på det enkelte individs rum for udvikling.«

Pædagoger reflekterer
Den pædagogiske branche har en udfordring, der består i at forsøge at blive bedre til at sætte dagsordenen for debatten om daginstitutionerne, fremfor at indordne sig den dagsorden, som sættes af politikere og medier, mener Eva Gulløv og Charlotte Palludan.

»Det pædagogiske personale kan diskutere, hvad deres vision for børnene er, og hvordan de kan løse opgaver forbundet med integration og socialitet. Pædagogerne må se kritisk på sig selv ud fra synsvinklen: hvad er vores opgave - snarere end at reagere og handle på en dagsorden som er sat af andre. Pædagoger har tilsyneladende også selv en følelse af, at de er på baghjul, blandt andet fordi de har travlt med at tage sig af børnene. Der er mange engagerede pædagoger, der reflekterer meget over deres arbejde - når de har rum til det. Der er en uoverensstemmelse mellem, hvad der siges om pædagogers arbejde, og hvordan virkeligheden i daginstitutionerne er. Deri ligger en mistænkeliggørelse af deres arbejde.«

Eva Gulløv uddyber:

»Det pædagogiske personale vurderer deres egen pædagogiske praksis, men de gør det i alt for høj grad efter en målestok udefra. Og ved at tage de eksterne mål og vurdere deres arbejde ud fra dem, forskydes fokus. I stedet bør de se selvkritisk på, hvad der sker i institutionen, hvordan de integrerer børnene, og hvad der sker mellem dem.«

»I vores forskning lægger vi op til en diskussion af de dilemmaer. Vi kommer ikke med færdige løsninger, men vi kommer tættere på, hvordan sociale læreprocesser foregår. Og de er ikke altid lige smukke, der er både magtkampe og dominans. Her er det vigtigt at se på, hvordan det udspiller sig, og hvordan voksne bidrager til det«, tilføjer Charlotte Palludan.

Ønske om kontrol
Læreplanerne står i modsætning til disse sociale læreprocesser.

»Det sociale rum er ikke sådan, at man putter noget ind et sted og får noget ud et andet sted. Det er en alt for simpel, mekanisk og lineær tankegang. Selvom det sikkert ikke er hensigten at anlægge sådan en synsvinkel fra de politiske niveauer, der ønsker læreplanerne«, siger Charlotte Palludan.

Eva Gulløv supplerer:

»Læreprocesser kan ikke gøres kontrollerbare, blot fordi de bliver stillet op i en læreplan. Der ligger nemlig også et ønske om kontrol i ønsket om læreplaner. Hvis man gør det hele meget målbart og søger at styre processerne, så fjerner man de sociale processer, men skolesystemet forventer jo, at børnene er sociale, det tager undervisningen udgangspunkt i.«

Alligevel tales der meget om, at børn er mere udisciplinerede nu end tidligere.

»Hvis man skal finde ud af, om det er sandt, kræver det en større undersøgelse. Generaliseringen er meget stor lige nu, og derved kommer man let til at overse de børn, som reelt har problemer. Måske handler det også om, at nok forsøger vi at opdrage børn til at være forhandlende og bidragende, men når de så er det, oplever vi, at de ikke indordner sig i børnepositionen «, siger Charlotte Palludan.

Parallelt beskyldes moderne forældrene for at være så individuelt centreret om netop deres guldklump, at de tvinger daginstitutionerne til også at være det.

Det er Eva Gulløv skeptisk overfor:

»Forældrene stiller flere krav, men jeg mener, det er en myte, at de er så individcentreret på bekostning af gruppen. Disse myter produceres i et fællesskab, og de bliver selvforstærkende. «

Eva Gulløv afsluttede for få år siden en ph.d. om børns relation til børn. Afhandlingen var baseret på feltarbejde i en københavnsk daginstitution, og den satte fokus på, hvordan det lille barn begår sig, bl.a. opbygger og overtager spillerregler, dominansrelationer og sprogets betydning i en kultur, hvor alt skal verbaliseres. I efteråret starter hun et nyt feltarbejde om tosprogede børn i daginstitutioner, ud fra børnenes perspektiv, ud fra det pædagogiske perspektiv og ud fra forældrenes opfattelse af det pædagogiske rum.

Charlotte Palludan har netop afsluttet et feltarbejde i en københavnsk daginstitution og er ved at analysere sine iagttagelser af relationerne mellem børn og pædagogisk personale. Hun sætter fokus på samværsformer og forskelle. Hvordan børn skaber sig selv som forskellige og som fuldgyldige partnere. Sprog har også i hendes iattagelser vist sig at være en væsentlig interaktionsform i daginstitutionen mellem børn og voksne - i højere grad end hun havde forventet.