DPU-undersøgelse

Anbragte børn får mindre undervisning

En ny undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet viser, at undervisningen på anbringelsessteder og i dagbehandlingstilbud ikke lever op til folkeskolelovens krav om at tilbyde anbragte børn og unge samme undervisning som andre børn og unge.

Det koster samfundet over 6 mia. kr. årligt at anbringe over 13.000 børn og unge. Men de største omkostninger bæres af de børn og unge, der risikerer at blive udsat for yderligere marginalisering gennem en undervisning, der ikke til fulde lever op til lovens krav. Det mener forskerne bag en ny undersøgelse, der evaluerer virkningerne af Lov nr. 412 »Lov om ændring af lov om folkeskolen«, der blev vedtaget i 1998.

Loven har til hensigt at sikre anbragte børn og unge en kvalificeret undervisning, der gør dem i stand til igen at leve en normal tilværelse og blive integreret i det omgivende samfund. Men undersøgelsen konkluderer, at loven desværre ikke har fungeret efter hensigten.

I undersøgelsen medvirker mere end 150 personer og ni institutioner, og flertallet af dem vurderer, at det lykkes at få de anbragte børn og unge til at følge en daglig undervisning, men at det hører til undtagelsen, at de bliver i stand til at vende tilbage til normal skolegang. I langt de fleste tilfælde forventer man ikke, at de er i stand til at tage folkeskolens afgangsprøve. Det vil sige, at institutionernes ambitioner retter sig mod at give deres elever skolekundskaber på funktionelt niveau - altså basale færdigheder og elementær viden i forhold til at kunne læse, regne og skrive sådan, at det er muligt at fungere i hverdagen - svarende til 5.- 6. klasseniveau.

»Der er generelt mere fokus på børnene og de unges personlige problemer og mangler end på deres indlæringsmæssige vanskeligheder. Men hvis disse børn skal lære noget, så må man bruge de potentialer og ressourcer, som de også har, hvis de skal have handle- og valgmuligheder i fremtiden«, siger lektor og institutleder Inge M. Bryderup, der har været projektleder på undersøgelsen.

»Pædagogikken skulle forbinde en forståelse af målgruppens behov med formålene med indsatsen, men institutionernes tænkning om pædagogik er mere præget af fokus på børnenes og de unges opvækst og vanskeligheder - på fortiden - end på de kompetencer, de skal udvikle under opholdet for at klare sig i fremtiden - blandt andet at ’lære at lære’ under normale betingelser«, siger hun.

»I institutionerne er der en tendens til at gøre undervisningen til behandlingsredskaber - eller omvendt at gøre den socialpædagogiske indsats til selve undervisningen - og det betyder manglende mulighed for at afprøve sig selv for eleverne. I stedet må man tage udgangspunkt i de enkelte indsatsformers specifikke mål, metoder og indhold«, siger hun.

Undersøgelsen konkluderer også, at der mange steder hersker usikkerhed om, hvem der ved en anbringelse/henvisning egentlig har ansvaret for barnets undervisning. Der er derfor behov for dels at gøre ansvar og forpligtigelse omkring tilsyn klart, dels for en tættere pædagogisk-psykologisk opfølgning af det enkelte barns eller unges undervisning.

På baggrund af undersøgelsen efterlyses pædagogisk tænkning i mere kollektive lærings- og udviklingsmiljøer, hvor der i højere grad fokuseres på børnenes og de unges kompetenceudvikling i forhold til de krav, der stilles i det moderne samfund, end på at forsøge på at lappe på fortidens skader. (Kilde: DPU)