Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Ved Elisabeth Lockert Lange
Netdebat i LFS
Dette er en invitation til at skabe og deltage i en debat om pædagogik, uddannelse, samfundsforhold – ja hvad som helst du mener er relevant for dig og resten af det pædagogiske personale på de københavnske daginstitutioner, døgninstitutioner og dagplejehjem og dagplejekontorer i Københavns amt og kommune.
Da LFS’ hjemmeside blev oprettet, blev der samtidig lavet en debatside, hvor alle kan deltage. Gå ind på www.mitlfs.dk, klik på ikonet deltag i debatten på forsiden, og du er inde på selve debatsiden. Under »Ordet er frit« kan du svare på tidligere indlæg eller bringe en helt ny debat i gang.
Københavnerteam på gaden
Københavns Kommune opretter et team af gadeplansmedarbejdere, der skal forstærke indsatsen over for gruppen af kriminelle og kriminalitetstruede unge, der skaber utryghed i hovedstaden. Formålet er bl.a. at få fat i de unge, før de begynder på en eventuel kriminel løbebane. Familie- og Arbejdsmarkeds-forvaltningen skal også hjælpe de unge med at få et arbejde og et fritidstilbud.
Teamet kommer til at bestå af gadeplansmedarbejdere, der rundt i hele byen er i stand til at give de enkelte lokalområder støtte og opbakning, både i ekstreme situationer og når en gruppe borgere føler sig for utrygge over for de unge.
Københavnertemaet skal ikke overtage opgaven fra de lokale centre, men tilbyde massiv og målrettet støtte til de lokale teammedarbejdere, klubmedarbejdere m.m. Målet for teamet er at opkvalificere og udvikle det lokale gadeplansarbejde, så de i fremtiden ikke behøver at modtage assistance for at håndtere lignende situationer. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgsmødet har bevilliget 2,5 mill. kr. til projektet.
Urimelige sparekrav
Uddannelses- og Ungdomsudvalget i København skal spare næsten dobbelt så meget på 2003-budgettet som de andre udvalg, oplyser uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard (Enhedslisten).
Ud over et sparekrav på 40 mill. kr., som et flertal i Økonomiudvalget har pålagt Uddannelses- og Ungdomsudvalget på linje med andre udvalg, skal udvalget finde 16 mill. kr. til en stigning i pensionsbidrag for især overenskomstansatte lærere, og syv mill. kr. som skyldes lønstigninger. Det giver 23 mio. kr. i ekstraordinære besparelser. Andre ændringer kræver yderligere fem mill. kr. i besparelser.
»Allerede i februar vendte Enhedslisten sig som det eneste parti mod Økonomiudvalgets planer om samlede besparelser i alle fagudvalg på 200 mill. kr.«, siger Per Bregengaard. »Vi var af den opfattelse, at besparelserne skulle begrænses til rationaliseringer i administrationen og ved at udnytte de besparelser, der opnås gennem fælles indkøbsordninger«.
Hans Knudsens Instituttet indledte i foråret 2001 projekt »Hartmanns Kuffertfabrik«. Formålet med projektet er at træne og udsluse mennesker med en psykisk sygdom til arbejdsmarkedet.
I slutningen af maj præsenterede instituttet projektet og dets rolle som en del af Københavns Kommunes tilbud til psykisk syge. På grundlag af det første års arbejde er der produceret en 20 minutters video, som fortæller om arbejdsformen og de foreløbige resultater. Socialministreriet har støttet projektet med en bevilling til rapportering og evaluering.