Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Læsebreve
Besparelse på pladsanvisning
I sidste nummer af LFS Nyt udtaler Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard sig om den nye »Elektroniske selvbetjening «, hvor borgerne betjener sig selv via nettet.
I det elektroniske selvbetjeningtilbud ligger der muligheder for borgerne, som via et tast-selv-system kan søge om ydelser bl.a. i forhold til pladsanvisningen. Borgmesteren peger på, at der kan spares i personaletimer, fordi borgerne selv gør arbejdet.
I forslaget til budget 2003 skal der spares 2 mill. kr. på pladsanvisningen, som svarer til 6-7 fuldtidsstillinger. Det mener LFS er en stor besparelse, som alene skal fremkomme ved, at borgere kan taste selv. Der skal jo stadig sidde en person i den anden ende og behandle de oplysninger, som borgerne har tastet.
Ganske vist er der planer om at centralisere og omlægge pladsanvisningen, så borgerne i højere grad reelt betjener sig selv, men hvordan er stadig uafklaret.
Det er i allerhøjeste grad bekymrende, at politikerne på denne måde foreslår en besparelse uden at kende konsekvenserne af den.
Pia Bah, forretningsudvalget
Ny uddannelse i ungdomspædagogik indenfor rækkevidde
Siden regeringen besluttede at nedlægge den nuværende klubuddannelse har LFS, BUPL, Landsforeningen Ungdomsringen og Kommunernes Landsforening sammen arbejdet for at sikre en ny uddannelse, målrettet arbejdet med unge; bl.a. i klubberne.
Nu ser det ud til, at arbejdet bærer frugt, idet Undervisningsministeriet på baggrund af anbefalingerne vil nedsætte en arbejdsgruppe m.h.p. at forestå udviklingen af en ny videregående voksenuddannelse på det ungdomspædagogiske område. Uddannelsen skal således rette sig bredere end blot klubområdet.
Når den endelige tidsplan foreligger og arbejdsgruppen går i gang, vender vi tilbage med mere nyt.
Ulla Baggesgaard, næstformand og uddannelsespolitisk ansvarlig