Den gode socialpædagog

Af Thomas Davidsen

Hvad er en ideel (social)pædagog? Ingen vil formodentlig begive sig af med at give noget entydigt svar på spørgsmålet. Men ungdomsskoleinspektør Ejgil Aagaard har gennemført et forskningsprojekt, hvis resultater med lidt god vilje kan gøre det ud for en videnskabeligt funderet profil på sådan én.

Projektet bygger videre på en meget omtalt undersøgelse af mønsterbrydere, som Vagn Rabøll og Steen Elsborg lavede for Danmarks Pædagogiske institut i 1996.

Den viste, at hvis man har gået grueligt meget igennem og alligevel som voksen har fået etableret sig med et ordentlig liv, så er det meget sandsynligt, at man i ungdomsårene har været i god kontakt med en eller flere voksne. Konklusionen mere end antydede, at professionelle hjælpere kan gøre hele forskellen.

Eigil Aagaard, der på det tidspunkt sad som leder af Det pædagogiske Forsknings-og Udviklingscenter i Odense, fik, på baggrund af denne opdagelse, lyst til at søge svar på spørgsmålet: Når en enkelt voksen tilsyneladende kan gribe ind i et marganiliseret ungt menneskes liv med så stor effekt, at der bliver vendt op og ned på en skæbne, der synes næsten forudbestemt, hvem er så denne voksne?

Derfor annoncerede han efter personer, som mente, at de i deres arbejde havde været direkte involverede i, at et ungt menneske kom på ret køl. Han endte med 120 personer, som arbejdede med alt lige fra fængselsvæsen over kriminalforsorg til opholdssteder, produktionsskoler, ungdomsskoler og specialundervisning.

De medvirkende i det nu afsluttede projekt deltog på egen anbefaling. De mente selv, at de havde medvirket til at skabe mønsterbrydere.

En videnskabelig svaghed, erkender Ejgil Aagaard, som dog ikke havde anbitioner om at nå frem til en decideret videnskabelig konklusion, men blot ønskede at fremlægge nogle handlingsanvisende resultater, baseret på interviews af forsøgspersonerne.

Men dette forbehold in mente, tillader vi os at lege med den tanke, at en beskrivelse af voksne, som har banet vejen for en mønsterbryder, samtidig er en beskrivelse af de kvaliteter, som gør en ideel socialpædagog. Hvis der er kolleger, som sidder tilbage med mindreværdskomplekser efter en opremsning af alle de fremragende personlige egenskaber, der udgør den profil, som Ejgil Aagaard på baggrund af undersøgelsens resultater i bedste headhunterstil tegner, så gør han venligst opmærksom på, at han endnu ikke har mødt en enkelt person, der besidder alle kvaliteterne.

Den ideelle pædagog er:

Konstruktiv

Det grundlæggende udgangspunkt, de medvirkende i undersøgelsen har over for de adfærdsvanskelige unge, er: »hvad er du god til?« I stedet for at gøre det, man gør i de fleste skoler, at »det du ikke kan, skal du have mere af«, så siger de: »det du er god til, skal du have mere af – og så skal du udfordres«. De har altså ikke nogen masochistisk tilgang til pædagogikken.

På den anden side giver de heller ikke sten for brød. De går ind og udfordrer, og siger »det kan du godt, men du kan nok mere end det«. De ved, at personlige vækst og den sociale værdi i omgangskredsen er afhængig af, at du kan præstere noget.

De svage sider tager de først fat på, når de unge selv begynder at snakke om, at der er noget, man ikke er god til. For først når der er etablere en kontakt og skabt et angstfrit rum, tager de fat på konfliktstoffet.

Konfliktløser

Men det er ikke det samme som, at der ikke helt fra starten bliver taget konflikter. De er faktisk gode til at tage konflikter, der er hensigtsmæssige. »Vi to har en aftale, og du kommer 10 minutter for sent«. Det bliver taget op, og der bliver talt meget tydeligt. Men fordi de reagerer, så behøver de ikke at sanktionere. Så der er meget sjældent nogen straf.

Jeg overværede en meget vred far, der kom ind på en institution og skældte ud. I stedet for at reagere på hans meget utilbørlige opførsel, så siger pædagogen: »hvor er det dejligt at ha´ sådan et arbejde som jeg har. Tænk sig at ha´ nogle forældre, som er så engagerede i deres børn…men hvad var egentlig problemet?« Det er den slags ting de kan de her personer. De er konstruktive og får vendt tingene på en positiv måde, så begge parter kommer videre.

Der er nogle Rambo typer imellem, som i den grad går til makronerne. Men samtidig sender de også et signal om, at »jeg vil dig«. Deres opførsel er nogle gang af en sådan karakter, at man ikke vil synes om den på bjerget. Der bliver råbt og skreget, og der bliver holdt fast. Men der bliver naturligvis ikke brugt vold. Der er ikke Fultonpædagogik, vi snakker om. Der er også bløde typer, og de når det samme. Det har helt og holdent noget at gøre med, hvad det er for en personlighedsstruktur, man er i besiddelse af. Det handler om være sig selv.

Humoristisk

De har humoristisk sans. De kan finde den skægge anderledes bemærkning, som løser op. De har sans for sproglige finter, og de har en hurtig anderledes bemærkning klar, som løser op. De bruger meget ironi, men aldrig på en sarkastisk eller ondskabsfuld måde.

I startfasen er dette meget vigtigt. Her skal man kunne vende psykologiske flankeangreb til noget positivt. Deres hurtige svar pirrer nysgerrigheden og forundringen. Det betyder ikke, at de aldrig kan blive mundlamme, men de går ikke i baglås. De bliver ved med at kommunikere.

Imitationsfigur

De har en distance til situationerne, for de ved godt hvem de er, og hvem de unge er. Og de ved også godt, at de unge har nogle erfaringer, som de ikke selv har lyst til at være i besiddelse af. De kan skelne mellem deres egne erfaringer og de unges, og de kan danne sig et overblik over, at de meget negative erfaringer, de unge bærer rundt på, skal udkonkurreres af nogle positive.

Derfor stiller de sig til rådighed som imitationsfigurer. Det kan være på deres levevis, det kan være på deres bedømmelse af, hvad der er rigtigt og forkert, det kan være på deres fremtidsforhåbninger.

Når man er imitationsfigur, så betyder det, at man er værd at imitere. Man har altså nogle kvaliteter. Én kan synge opera, og så siger de unge, »nå, kan du synge?« »Nej«, siger hun så. »Hvorfor synger du så?« »Fordi jeg synes det er sjovt«. Man kan altså synge opera, selv om man ikke kan synge, men bare fordi man synes det er sjovt - det var dog en mærkelig skabning!

De kan alle sammen et eller andet skævt, og det er med til at give en fascinationskraft. For så ser de unge med deres egne øjne nogle repræsentanter for potentialer i livet, som ellers kan være svære for dem at få øje på. Hvis ikke man har nogle drømme, nogle utopier, så er det sket. De her kan tænde en gnist. Men de viser også, at det kan være svært at nå drømmene. Hvis der pludselig kommer en restskat på 20.000 kr., så fortæller de det. Nu røg den drøm. »Hva´ så? Går jeg så ud og slår en gammel dame ned og stjæler hendes taske, eller finder jeg på noget andet? Jeg finder på noget andet«. »Nå, sådan kan man altså også gøre!«, tænker de unge.

De repræsenterer nogle helt vitale og væsentlige ting, der gør, at livet er til at have med at gøre. Men de er ikke på nogen måde missionerende. Jeg har ikke mødt nogen, der siger, at »hvis du gør sådan og sådan, så får du et lykkeligt liv«. Men jeg har mødt mange, der har en meget klar nedre grænse. Ingen er i tvivl om, hvad de ikke vil acceptere.

Jordbunden

De lever i denne verden. De ved hvad tilbudet er nede i Irma, og hvordan landskampen endte. De følger med tiden og kan snakke med om stort og småt. Også når det gælder de unge, for de ser personer, ikke objekter. De anerkender hvad de unge har været igennem, og hvor dybt det stikker.

Der er mange forestillinger inden for pædagogverdenen om, hvordan »man« har det, hvis man har været ude for bestemte ting. Faren ved det er, at man ikke ser mennesket, men i stedet ser et objekt. Man ser ikke individualiteten. Men det gør disse pædagoger. De ved om man har en far, om man har været syg, om man har vrøvl med politiet. Man føler sig set. Man er noget, man er ikke nogen.

Massevis af forskning viser, at menneskets erkendelser langt fra kun er omgivet af rationalitet og fornuft. Omstændighederne og erfaringerne spiller en stor rolle. De har blik for dette, og forventer ikke at de unge reagerer rationelt. Det er en særlig evne.

Engageret

De har et højt niveau af engagement. Hvis det er nu det sner, ja så rykker de altså ud. De vil ikke acceptere, at det går skidt, og gør det det alligevel, så finder de på en ny løsning. På den måde er de meget målbevidste. Hvis de på nogen måde kan finde en positiv løsning, så gør de det.

De har en evne til at finde udveje. Den består blandt andet i, at de er gode til at visualisere. De kan male billeder i bevidstheden om, hvordan fremtiden burde være og så tage konsekvensen af dem. De har forestillinger om et bedre liv, både for andre og sig selv. Forestillingerne er højst forskellige, men de har dem.

Kompetent

De er ikke »bare« ildsjæle. De kan også noget fagligt. Det er en af måderne, de vinder respekt på. Hvis man står i en smedje, og pædagogen tager en hammer og banker et stykke jern så varmt, at han kan tænde en cigaret med det, så går de unge på røven af forundring. Derefter er der meget bedre grobund for at skabe resultater, og så er det i øvrigt ligegyldigt, om det er sport, musik, eller skakspil. De kan deres kram.

Æstetiker

De har æstetisk sans. Det betyder, at hvis du er på et værksted, så er der ryddet op, når man går hjem, og værktøjet hænger på sin plads. Det kan godt være, de selv er møgbeskidte, når de går på værkstedet, men de er rene, når de kommer om morgenen. På Frederikshavn Produktionsskole er der f.eks. kasketfri zone i spisesalen. Der er ingen der sidder og kaster med servietter under måltidet, og man er ude og vaske hænder, inden man spiser.

Opsigtsvækkende

Der er eller andet fascinerende kropsligt over dem. I deres påklædning, deres mimik, deres bevægelsesmønster. Enten er de store, eller også har de øjne, der gnistrer. Én skifter hårfarve med sjove mellemrum, en anden kører racerbil, en tredje er gammel Danmarksmester i kuglestød. Deres indre liv og deres ydre fremtoning giver nogle signaler, som slet ikke er til at tage fejl af. Der er et eller andet hos dem, der gør, at man lægger mærke til dem. Men de er ikke overmennesker, og de er ikke højlærde. De er bare interesserede i deres arbejde - har den der sunde fornuft blandet med lidt humoristisk sans. Og så har de noget pondus.