Konflikten står og blinker ude i det ikke så fjerne…

Af Elisabeth Lockert Lange

Stilhed før stormen…

Det er svært at spå om fremtiden, ikke mindst i en overenskomst- og forhandlingssituation, der udvikler sig løbende dag for dag. Vi vover alligevel et øje:

Når dette læses, er der tavshed fra fagforeningen, fuldstændig tavshed. På det tidspunkt er LFS og FOA i forligsinstitutionen, og mens forligsen forsøger at nå en løsning, må der ikke meldes noget som helst ud om, hvad der sker inde bag dens mure. Der er absolut tavshedspligt, og LFS har ingen mulighed for at drøfte noget med medlemmerne.

Hvis forligsinstitutionen opgiver at nå et resultat, og de har mindst hele marts måned til det, som både arbejdsgiverne og de faglige organisationer kan acceptere, er konflikten en realitet. Og så må de faglige organisationer fortælle om forhandlingerne, og hvordan man forholder sig i konflikten, for så går det løs. Hvis det sker, sker det tidligst i april. For at forberede alle fagforeningens medlemmer på situationen, indkaldte LFS alle tillidsrepræsentanter fra daginstitutionsområdet, dagplejeområdet og specialområdet til et stormøde i Nørrebrohallen for at orientere og sondere terrænet.

Alle kan sikkert huske i efteråret før folketingsvalget hvor godt det gik med dansk økonomi. Du kan sikkert også huske, hvor vigtig den offentlige sektor var, hvor vigtigt de offentligt ansattes arbejde med syge, gamle og børn var. Og højere løn for dette livsvigtige arbejde? Jamen ingen problemer, det handlede jo bl.a. om at kunne fastholde og rekruttere medarbejdere i sektoren.

Troede du på det? Så er du vel blevet klogere siden. For senere kom det første anslag, da den daværende finansminister Thor Pedersen var sikker på at vide, hvad der står på de offentligt ansattes lønsedler. Det vidste han faktisk ikke, Danmarks Statistik gjorde det siden klart at den offentlige lønudvikling (tal fra 1998 og frem) er haltet 1 1/2 pct. bagud. Og dette efterslæb er i forhold til en løn som i forvejen, sat op mod arbejdet, uddannelserne og sammenlignelige grupper, ikke er noget at skrive hjem om.

Da LFS’ medlemmer på diverse medlemsmøder aftalte de krav, de ville rejse til overenskomstforhandlingerne her i foråret lød det med høj og klar stemme: Cool cash. Det vil sige markante lønstigninger (– og seniorrettigheder).

”Vi ville ikke diskutere alt muligt andet, vi ville have noget på lønnen. Vil vi stadig det?”, spørger LFS’ formand Britt Petersen de ca. 500 tillidsrepræsentanter i Nørrebrohallen. Og lad det være sagt med det samme: på den kraftige applaus som bliver hende til del undervejs i mødet, må svaret siges at være et højt og kampberedt JA.

Overenskomstforhandlingerne består af dels de fælles KTO-forhandlinger, dels de enkelte organisationsforhandlinger (se boksen).

Lav ramme og usolidarisk skævdeling

Mens KTO-forhandlinger skal sikre reallønnen, er det ved organisationsforhandlingerne at de egentlige lønforbedringer skal forhandles. Og her kom næste anslag, for det viste sig at arbejdsgiverne, det vil sige Kommunernes Landsforening (KL) havde besluttet en ufravigelig ramme, og den blev man præsenteret for ved ”organisationsbordet”. Den lød på 4,5 pct. inklusiv pengene til de lokale lønforhandlinger (på 1,25 pct. til basispersonalet og 2,5 pct. til lederne).

”Arbejdsgiverne havde med andre ord udspecificeret, hvordan fordelingen skulle være”, fortæller Britt Petersen, som var yderligere overrasket over at der i de 4,5 pct. var medregnet 0,5 pct., som ikke skulle forhandles, men som hver løngruppe skulle lægge i en fælles cigarkasse. Det blev siden hævet til 0,75 pct.

”En såkaldt skævdelingspulje. En pulje alle skulle betale til, men kun nogen have penge fra.”

Og da arbejdsgiverne fortalte hvem de havde besluttet skulle have penge, og hvem der ikke skulle, blev overraskelsen til forargelse. Pædagoger, både dag og døgn, skulle have nogenlunde det samme tilbage, som de havde lagt i. Det skulle lærerne og akademikerne også. Socialrådgiverne og social- og sundhedsfolkene skulle have rigtig meget. Men det skulle dagplejerne, omsorgsmedarbejderne og pædagogmedhjælperne derimod ikke. Disse notorisk lavtlønnede grupper skulle slet ikke have noget. Det skulle dagplejeledere, dagplejepædagoger, pædagogiske konsulenter og ansatte på legepladserne heller ikke. Andre grupper som brandmænd og køkken-rengøringsfolk trak også en nitte.

”En rigtig usmagelig gruppering, når man nu kender folks lønniveau. Alle de lavestlønnede skulle betale, og alle andre have. Der tonede et grimt billede frem på nethinden: hvad skal der til for at få de enkelte organisationer til at sige ja til dette tilbud.”

LFS og FOA sagde nej. Nej til rammen på 4,5 pct. og nej til skævdelingsforslaget.

”Vi tænkte: denne gang står vi sammen, vi siger alle nej”, fortæller Britt Petersen.

De andre sagde ja

Men sådan gik det ikke. Først sagde forhandlerne på det statslige område ja tak til en samlet ramme over tre år på 12,8 pct., altså både den generelle og organisationernes. Og forståeligt nok hvis de kun ser på deres gode statslige løn. For med en god (statslig) løn er 12,8 pct. immervæk mere i kroner og ører end 12,8 pct. af en lav (kommunal) løn.

De som har mest, får mest, de som har mindst, får mindst. Og da skævdelingspuljen er en del af de 12,8 pct. er det ikke engang alle, der får de fulde 12,8 pct. Som fx dagplejere og medhjælpere. 12,5 pct. over tre år af en grundløn på 17.500 kr. kan ikke, hvor langt man end strækker sig, kaldes en markant lønstigning.

”Det er ikke okay”, siger Britt Petersen. ”Så vi sagde nej.” Men BUPL, SL, lærerne og HK besluttede at de gerne ville forhandle inden for rammen på de 4,5 pct., og de accepterede skævdelingspuljen (efterfølgende har BUPLs hovedbestyrelse forkastet beslutningen om at sige ja til arbejdsgivernes tilbud, og de står nu i samme situation som LFS og FOA – det vil sige i forligsinstitutionen).

”De andre accepterede altså både arbejdsgivernes ramme og præmis: de mente det var okay at andre grupper ikke skulle have noget tilbage fra cigarkassen. Men vi var ikke indstillet på at arbejdsgiverne alene skulle bestemme hverken rammen, eller hvem der skulle have fra cigarkassen.”

Det betød at samforhandlingerne med SL og BUPL faldt til jorden. Til deres egne forhandlinger blev alle FOA grupperne spurgt af arbejdsgiverne, om de ville forhandle under arbejdsgivernes ramme. Alle svarede nej, også social- og sundhedsområdet, som ellers ville tjene på det.

”Og selvfølgelig ville de da gerne have pengene, men ikke når det var på andres bekostning.”

Dermed er organisationsforhandlingerne brudt sammen, og forhandlinger i forligsinstitutionen står tilbage, før en eventuel konflikt er en realitet. Strejkevarsler er selvfølgelig for længst sendt.

Mandeløn

Men hvad med de fælles generelle krav? Sikring af reallønnen, reguleringsordningen, efterslæbet i forhold til de privatansatte? Ja om dem stod organisationerne sammen – til de ikke stod sammen mere.

”I FOAs hovedbestyrelse var der ingen tvivl. Vi stod ved hvad vi tidligere havde aftalt, og vi ville have en præcis aftale om, hvad vi skulle gå i konflikt på – og stoppe på igen. Hvis vi ikke kunne blive enige med arbejdsgiverne om samme generelle stigning som i staten, reguleringsordning og de 1,5 pct. i efterslæb, hed det så stadig fælles konfliktvarsel? Vi sagde at skævdelingspuljen skal afvises, lønefterslæbet skal med i et forlig, og vi skal starte på mandeløn til kvindefag”, forklarer Britt Petersen.

Men sådan gik det ikke. De andre organisationer, FTF og akademikerne, ville ikke kræve efterslæbet hjem. De ville ganske vist have mere end de 12,8 pct., men de ville ikke ud med hvor meget mere.

FOA forlod dermed forhandlingerne. Og det har de andre organisationer sikkert været glade for. De tænkte vel som så at nu havde alle dem, der skulle have fra cigarkassen forhandlet færdig, så nu kunne de andre ikke efterfølgende få noget ekstra, uden at den fastlagte ramme blev sprængt.

Om det er sådan; om FOA og LFS i sidste ende intet får ud af at stå fast og sige nej til både rammen og fordelingen af cigarkassen, er der ingen der ved. Om det ender med konflikt, er der heller ingen der ved.

Britt Petersen gennemgik det forlig, som de andre organisationer har sagt ja til og illustrerede dermed at den generelle lønstigning kun lige svarede til det skøn over de kommende prisstigninger, som Det økonomiske Råd har for de næste år. Men rådets skøn er så konservativt at det slet ikke er sikkert at stigningen sikrer reallønnen. I den forrige periode har der faktisk været et reallønsfald. Det betyder at reelle lønstigninger ville skulle hentes hjem ved organisationsforhandlingerne.

”Hvis vi havde sagt ja til det, der var lagt op til, havde vi fået en reel stigning på 700-800 kr. om måneden. Indfrier det vores krav om markante lønstigninger? Set i lyset af rekrutterings- og fastholdelsesproblemer?”, spørger Britt Petersen.

Men får LFS’erne og andre FOA da mere gennem en konflikt? Det ved ingen. Og Britt Petersen lovede da absolut heller ingenting på mødet i Nørrebrohallen. Tværtimod nævnte hun flere eksempler på at konflikter ikke havde kunnet betale sig for dem, der havde valgt den vej. Bl.a. socialrådgivere og sygeplejersker. Så historien taler imod konflikter. Men det handler heller ikke kun om det:

”Havde vi kunnet leve med at være med i forliget og trods alt fået denne stigning men på bekostning af andre, medhjælperne fx? Ja, det er ikke fordi det er nogen ønskesituation at skulle i forligsen stort set alene. Men jeg har ikke moral til at gøre noget andet, og jeg har på jeres vegne sagt nej tak til arbejdsgiverne”, sagde Britt Petersen og fik støtte i et meget stort bifald.

Hun afsluttede med: ”Husk hvis konflikten bliver en realitet, så er vi alle i konflikt, selvom det kun er nogle få, der er udtaget til strejke. Vi skal mene noget med at stå sammen.”

Ved to borde Overenskomstforhandlingerne er opdelt i to forskellige slags forhandlinger: KTO-forhandlingerne (KTO er forhandlingsfællesskab for 48 organisationer) som består af de generelle lønstigninger og reguleringsordninger set i forhold til de private stigninger. Organisationsforhandlingerne som består af det der ikke er det fælles, men særskilt for hver organisation. For to overenskomstforhandlinger siden startede man forhandlingerne med KTO-delen, som dermed satte rammen for hvad der blev tilbage til organisationsforhandlingerne. Ved sidste overenskomst og ved denne gøres det omvendt. Derfor diskuteres der heller ikke en samlet ramme – organisationer er frie til at få det ”hjem” de kan. Fællesskabets, altså KTO-forhandlingernes, rolle er at sikre reallønstigninger og tage højde for prisudvikling. Den udregnes af Økonomisk Råd, og fællesskabet skal sikre at det er mindst denne stigning, der udmøntes i stigningsprocent og reguleringsordning. Ved organisationsforhandlingerne skal de egentlige lønstigninger hentes hjem