Forældresamarbejde

Af Tine Sejbæk

Giv afkald på at vide bedst!

Den største udfordring for pædagoger i samarbejdet med forældre er at give afkald på at vide bedst. Og så er det helt afgørende at bruge sine kolleger til at få støtte og forbedre samarbejdet, mener Vibeke Petersen, forfatter til ”Den målrettede forældresamtale”.

Den ”fejl”, pædagoger oftest begår i forældresamarbejdet, er at vide bedst! Og ikke at være nysgerrige nok i forhold til, hvordan forældre oplever situationen.

Det mener Vibeke Petersen, som er lektor i psykologi, tidligere skolepsykolog og folkeskolelærer. Og forfatter til ”Den målrettede forældresamtale”, hvor hun bl.a. giver en masse bud på, hvordan kolleger kan bruge hinanden til at forberede og bearbejde det forældresamarbejde, der bestemt ikke er blevet nemmere i de senere år. Hun mener, det er vigtigt, at pædagoger ”får øje på sig selv” i samarbejdet.

”Et eksempel er, at man kan have en bestemt opfattelse af, hvad der er bedst for barnet. Og man kan være så optaget af at komme igennem med sit eget budskab, at man er mere opmærksom på at få ”solgt” budskabet end af, hvad der egentlig sker i samspillet. Det sidste kræver, at man ser tingene lidt fra oven – i et helikopterperspektiv.”

”Vi vil så gerne det gode for barnet og forældrene. Derfor glemmer vi nogle gange at være ydmyge og undersøgende over for andres synspunkter. Det er en kæmpe udfordring for pædagoger at gå lidt mere på opdagelse i, hvad der kunne værerationalet i dét, de andre gør. Der åbner sig måske verdener og ressourcer, som vi ikke havde øje for. Et eksempel kunne være en pædagog, der mener, at en bestemt mor er overbeskyttende over for sit barn og for lang tid om at sige farvel i børnehaven om morgenen. Hvis pædagogen bare vil have sit eget budskab igennem til moren, kan situationen nemt løbe af sporet. Hvis hun derimod lytter og spørger nysgerrigt til morens oplevelse, kan hun åbne for en dialog. Når pædagogen er nysgerrig på morens perspektiv og ønsker, bliver det måske muligt at samarbejde med hende om en fælles løsning.”

Forældre mere krævende

Uanset om man taler med en mor, der har svært ved at slippe sit barn om morgenen, eller har en samtale om et barn, der ikke trives, er dialogisk et nøgleord, mener Vibeke Petersen. I en dialogisk samtale ved man ikke på forhånd, hvor samtalen vil føre én hen. I en dialog tænker man ”Er dette synspunkt værd at holde fast i” – og man forlader det, hvis det ikke er værd at holde fast i. Modsat en diskussion der er en magtmæssig samtale for at vinde en magtkamp, hvor man vil se, om ens egne argumenter kan holde.

”Det er ikke sådan, at man som professionel bare skal undsige sit eget syn. Hvis der er godt belæg for det, skal man holde fast. Men man skal have været undersøgende og have gjort, hvad man kunne for at lytte nysgerrigt og give den andens argumenter gyldighed. Man skal lytte med henblik på at blive bevæget.”

”Det er helt vildt svært at lytte til de andre uden bare at ville overbevise dem. Især hvis det er forældre, der ikke er særligt verbalt velformulerede. Men det handler om at få åbnet op for deres lyst til at formulere sig og føle sig i gode hænder. At få skabt rum for nærværende samtaler omkring barnets udvikling.”

Forældresamarbejdet er blevet sværere, mener Vibeke Petersen. Det skyldes bl.a., at forældre er blevet mere krævende. ”Forældre er også blevet forbrugere af daginstitutioner. De forventer ikke så tit at indgå i et forpligtende fællesskab. Det er en kæmpe udfordring for pædagoger at gøre forældre opmærksomme på, at man ikke kun tager, men også giver. En del forældre tænker mest i: ”Hvad kan de tilbyde mig? Og hvad kan mit barn profitere af og udvikle sig ved?”

Det er en stigende tendens i samfundet, at vi er blevet meget mere forbrugere. Pædagoger må være med til at sørge for, at det ikke breder sig for meget, ved at være tydelige i deres markeringer og udmeldinger, mener Vibeke Petersen.

Det, der typisk afføder de vanskelige forløb i forældresamarbejdet, er de situationer, hvor man ikke synes, at ens gode intentioner bliver mødt af forældrene. Hvor man synes, at man har arbejdet hårdt på en sag og ikke kommer igennem med den.

”Det kan være dybt sårende at opleve, at ens gode intentioner ikke bærer frugt. Og det kan være svært ikke at komme igennem til et barn, som man har arbejdet hårdt med i lang tid”, siger Vibeke Petersen. ”

Der skal ikke altid så meget til, før et samarbejde går galt. Det kan være små nuancer, der kan få samtalen til at stivne. F.eks. at en pædagog starter samtalen med at sige ”Det går jo ikke så godt med Albert”. Hvor man forudsætter, at det jo bare er sådan, det er, uden at høre modparten.

Den mest udbredte ”fejl” i forældre samarbejdet fra pædagogers side (udover at vide bedst og ikke være nysgerrig nok) er ifølge Vibeke Petersen en tendens til nogle gange at være ”korpsagtig loyal” over for hinanden. At man ikke vil være illoyal over for kollegerne.

”I forhold til de overordnede pædagogiske holdninger må man i institutionen melde ens og tydeligt ud. Men i forhold til, hvordan man oplever en konkret episode eller sag – eller et bestemt barn – kan det være en fordel, at personalet har flere synsvinkler. F.eks. :”I de og de situationer oplever jeg noget andet med barnet, end du beskriver”. Og at kollegaen så er nysgerrig i stedet for at gå i defensiven. At man tør have forskellige synsvinkler forudsætter, at pædagoger har en kultur, hvor de ser det som en kvalitet ikke bare være enige. Og hvor det f.eks. er en styrke at ville forstå ting og tøve med løsningen på et problem – i stedet for en trussel.”

Den gode samtale kræver struktur

En af Vibeke Petersens kæpheste er også at bruge ”procesledelse” af samtaler. Styring af processen handler om måden samtalen foregår på, at kende rammer for samtalen, roller osv. Og konkret: hvor lang tid har vi, og hvordan er samtalen struktureret.

”Møde- og procesledelse er en kunstart, der er underkendt, også i pædagogkredse. Men det er bl.a. godt på forhånd at have gjort sig klart, hvilke faser man skal igennem i en samtale. Hvis man f.eks. ikke har en forestilling om, at man skal igennem en fase, der hedder ”dialog” – hvis man går direkte fra ”problem” til ”handlemuligheder” – får det konsekvenser. Og f.eks. kan man, inden mødet starter, sige til forældrene:” Vi har aftalt at tale om sådan...lyder det, som om vi har forstået det ens?”

Det er det, jeg mener med procesledelse. At det hele tiden bliver tydeligt, hvad der foregår. Det er ikke sikkert, at andre lægger det samme i ordene som én selv”, siger Vibeke Petersen. Hvis man f.eks. har aftalt, at mødet skal handle om ”Nikolajs trivsel”, kan det være fint nok at sige til forældrene: ”Hvad tænker I, er det vigtige, vi får talt om?” Måske forstår forældrene trivsel anderledes, end man selv gør. Forældrene forventer måske, at mødet skal handle om, hvem han leger med, og hvad han spiser. Mens pædagogerne vil tale om de aktiviteter, han er med i i institutionen. Man kan også sidde over for et forældrepar, hvor man har rigtig god kontakt med moren, men faren er koblet af. Undervejs tænker man måske om faren, at han er ”genert” eller ”mindre interesseret”.

”Her kan det være godt at stoppe op og få inviteret faren ind.

”Jeg er nysgerrig efter: hvad tænker du?” Så man ikke bare allierer sig med moren. Det er også procesledelse. At stoppe op undervejs, hvor processen ikke bare kører. Eller spørge forældre: ”Har I flere ideer? Er mødet gået, som I ønskede?” På den måde bliver processen synlig og til forhandling. Man kan i den forbindelse bruge, at man er to pædagoger til mødet. Den ene kan se det hele lidt fra sidelinjen som procesleder, mens den anden er mere tilstede i samtalen som den ordførende.” Vibeke Petersen er klar over, at det kræver meget tid og overskud at følge hendes anbefalinger – at være bevidst om sin egen rolle, være dialogisk, bruge procesledelse osv.

”Derfor er man også nødt til at have et kollegialt bagland, man kan læsse af på, og hvor man kan arbejde med sig selv. Og med at forberede og efterbearbejde forældresamtaler. Det er nødvendigt, også hvis man skal leve op til forældrenes krav. De er ofte godt uddannede. Mange trænger én op i en krog. Hvis man skal være i et dialogisk samarbejde, skal man være klædt godt på. Og da der ikke bliver givet ressourcer til efteruddannelse og supervision, er man nødt til selv at skabe et reflekterende miljø, så man kan gøre det internt”, siger Vibeke Petersen, der i sin bog beskriver forskellige former for teamøvelser og metoder til kollegial vejledning.

Samtidig er man nødt til også at blive skolet udefra. Det vil sige tage nogle kurser i, hvordan man som personale støtter hinanden, mener hun.

”Det er bl.a. vigtigt, så man ikke laver overgreb på hinanden. Der skal være nogle klare spilleregler for, hvornår noget er privat og hvornår, det er professionelt. Det handler om at bearbejde professionelle problemstillinger og samtidig vide, hvornår man skal stoppe, fordi noget er privat eller bevæger sig over i noget terapeutisk.”

Vibeke Petersens bog ”Den målrettede forældresamtale” er udkommet på Gyldendals Lærerbibliotek.

Værdsættende interview I sin bog anbefaler Vibeke Petersen bl.a., at man laver reflekterende interview mellem kolleger. Det følgende er et eksempel på et værdsættende interview, man kan lave to og to. Man afsætter 45 minutter til hvert interview. Spørgsmålene til fokuspersonen er: Hvad er du mest tilfreds med eller glad for eller stolt af i dit forældresamarbejde? Hvad er du særlig glad for, at du gør i forhold til børnene/ forældrene? Hvad værdsætter du især, som dine kolleger gør i forhold til forældresamarbejdet? Hvad værdsætter du især, som forældre gør i forhold til samarbejdet? Hvad tror du, at forældrene er mest glade for ved at arbejde sammen med dig/samt evt. dine kolleger? Hvad tror du, at børnene sætter mest pris på i dit arbejde med dem? Beskriv en situation, hvor du følte dig særligt engageret og levende i forældresamarbejdet? Hvad gjorde du selv for at gøre dette muligt? Hvad gjorde andre for, at det blev muligt? Hvilken virkning havde det på dig? Hvilken virkning havde det på andre? Hvad vil du gerne være kendt for i dit samarbejde med børn og forældre? Hvilke konkrete tiltag gør du selv eller vil du selv tage for at nå nærmere en realisering af denne forestilling? Kilde: Den målrettede forældresamtale

De tre gyldne bud i forældresamarbejdet * Vis nysgerrighed - undersøgende interesse. * Anerkend den anden (forælderen/forældrene), det vil sige giv den anden ret til at have sin oplevelse. Vis at den har gyldighed, selv om du ikke er enig. * Tal forskelligt til forskellige forældre. Prøv at ramme den tone, de har. Kilde. Vibeke Petersen