KIA

Af Tine Bjerre Larsen

Flyt blikket over på det almene

KIA-arrangement: I stedet for at finde fejl og kigge med tunnelsyn på anbragte børns adfærd, skal vi se bredere på børns liv og på de professionelles måde at støtte på, mener en praktiker og en teoretiker inden for feltet.

De vigtigste personer i barnets liv er forældrene. De vil deres børn det bedste, selv om de ikke altid kan yde mere end de gør. Og kun ved at inddrage og have omsorg for forældrene, kan man hjælpe børnene.

Det er tankegangen på Nærmiljøinstitutionen Korsløkke i Vollsmose-kvarteret, hvor forældre kommer meget i institutionen og deltager i de daglige funktioner omkring barnets hverdag. Men først da forstanderen blev kontaktet af Ida Schwartz fra University College Lillebælt, som gerne ville lave studier af Korsløkkes praksis til sin afhandling, blev der sat ord og teorigrundlag på institutionens arbejde.

”Jeg havde tænkt på, at jeg gerne ville overdrage min arbejdsplads velbeskrevet, når jeg om kort tid går på pension, så jeg var med på ideen om at sætte ord på ”den tavse viden”, da Ida ringede. Vi døgninstitutioner er meget lukkede omkring os selv, og det har været en stor oplevelse og udfordring at få en nysgerrig person ind i huset i to år, som gik rundt og stillede en masse spørgsmål. Det var også generende, at man var nødt til at tage stilling til, hvorfor man gjorde som man gjorde. I starten havde vi svært ved at forstå hinanden, men det er sindssygt spændende, når en praktiker og en teoretiker finder sammen”, siger forstander Kaj Madsen.

Sammen med psykolog og lektor Ida Schwartz er han taget fra Fyn for at fortælle om arbejdet med at inddrage anbragte børn og deres forældre. KIA-projektets faglige arrangement foregår i Vartorv lige ved Rådhuspladsen.

En selvopfyldende profeti

Hvad er det for nogle værdier og teorier, man arbejder ud fra, spørger Ida Schwartz, inden hun retter et kritisk blik på de ”individorienterede udviklingspsykologiske teorier”.

”De lægger problemerne ind i børnene og forældrene ud fra forestillinger om, at der er tale om fejludvikling og afvigelser. Man bruger begreber som ”tidligt skadet” eller ADHD. Den slags definitioner får en sandhedsværdi, selv om vi ikke helt ved, hvad vi mener med begreberne og ikke altid har undersøgt, om det kan hjælpe at bruge dem.”

”Problemet er, at begreberne er meget bestemmende for, hvordan vi ser på barnets udvikling. Vi forudser og mener, at hvis man har haft store vanskeligheder tidligt i livet, så vil ens livsbane være uafvendelig ud fra vores forestillinger om social arv. Men det er forkert. Man vil have noget at kæmpe med, men mange velunderbyggede forskningsundersøgelser viser, at risikoen for at få samme problemer i sit voksne liv er relativ lille.”

”De fleste børn med svære opvækstvilkår klarer sig ganske udmærket. Og omvendt kan børn fra gode hjem sagtens få alvorlige problemer senere i livet. Tingene er mere sammensatte, og det skal vi holde fast i. Som professionelle må vi altid have håb og opfatte fremtiden som værende åben”, siger Ida Schwartz.

Når man har fundet ud af, at der er noget galt med et barn, så samler man yderligere argumenter, der kan støtte ens antagelser, og på den måde får man et tunnelsyn på barnet, mener hun.

”I stedet for at dyrke forskellige opfattelser af barnet kommer man som pædagoger til at bekræfte hinanden i bestemte billeder. Det er et selvopfyldelsens profeti. Det mangelsyn på børn eller forældre kan smitte, så barnet får en negativ selvopfattelse og oplever en stigmatisering eller ”andetgørelse”. Det opfatter sig selv som værende anderledes, forkert og som en, der ikke kan klare livet.”

Motherblaiming

”Der er tale om det, som den norske psykolog Haldor Øvreeide kalder en ”negativ udviklingsspiral”. Hvis man forventer en negativ adfærd, så lever barnet op til det. I stedet for at putte problemerne ind i barnet, kan man føre dem over i mere relationelle udviklingsforståelser og tænke dem i samspil med fx de professionelle. Det er dynamisk tænkning, når man betoner, at udviklingen finder sted i relation til andre. Og barnets udvikling har meget at gøre med arbejdsvilkår og med måden, vi magter opgaven på. Det er vigtigt at få mere øje på den sammenhæng. Men når vi bliver afmægtige, så kommer vi til at tænke, at problemerne ligger inde i barnet”, siger Ida Schwartz.

Hun har selv rødder i den dynamiske relationstænkning, men mener, at den er for snæver og fokuserer for meget på morbarn- relationen. Dion Sommer taler om ”modercentrisme”, og andre kalder det kritisk ”motherblaiming”. Men familiecentrisme er en anden form for fejlfinding.

”Man forklarer problemerne med familiens dysfunktion ud fra en idealiseret forestilling om familien, selv om masser af almindelige familier lever rodet med fraskilte forældre, sammenbragte børn, alkoholproblemer og kriser. Jeg er meget optaget af at gøre det modsatte. Nemlig at almengøre børn med vanskeligheder og arbejde på at lave teorier og forståelser, som fastholder kompleksiteten.”

”Jeg vil gerne gøre op med den individorienterede forståelse. Vi skal tage afsæt i at tænke alment og bredere og kigge på, hvordan barndommen almindeligvis ser ud. Børn lever forskellige steder med mange omsorgspartnere i daginstitutionen, i skolen og i fritiden, som er lige så afgørende for deres udvikling.”

”De lærer sig vigtige kompetencer ved at deltage, som de skal bruge senerehen i arbejdslivet. Og det er de kompetencer, som jeres børn har så svært ved at få fat i. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan erstatte dem og sørge for, at de udvikler sig ved at bidrage, blive anerkendt som medspillere og blive inddraget i stedet for ekskluderet”, siger Ida Schwartz.

Differentierede tilbud

På Korsløkke understreger man, at pædagogerne ikke skal erstatte forældrene, men supplere dem.

”Jeg har aldrig mødt en dårlig mor, men mange mødre, der havde det dårligt. Men vi kan ikke hjælpe mennesker med noget, som de ikke selv kan se, er gavnligt for dem. Og vi skal ikke stille krav, de ikke kan honorere. Vi skal stille krav, men vi skal først og fremmest give omsorg, omsorg og omsorg – og respekt og ligeværdighed”, siger Kaj Madsen.

”Vi eksperimenterer med differentierede tilbud og har den holdning, at familien ikke skal have mere hjælp, end de har behov for. Alt andet er overgreb. Det kræver faglighed og respekt at give støtten i et ligeværdigt samarbejde med dem, og det er os, der har ansvaret for, at de tilbud, vi giver dem, lykkes.”

”På mange døgninstitutioner bruger man tit udtrykket ”han er fejlplaceret” og er forbavsede over børn, der har flyttet rundt mellem et hav af institutioner. Men vi glemmer, at det er os, der har flyttet dem. Hos os er det forbudt at kalde et barn fejlplaceret, hvorimod det er vigtigt at erkende, når vi ikke er dygtige nok og bestræbe os på at blive det. Hos os har vi, i de 23 år jeg har været her, kun flyttet otte børn.”.

”Udover en aftale om at forældrene kommer en gang om ugen ud på eftermiddagen og er sammen med deres barn, indtil de har lagt det i seng, er der ingen regler på Korsløkke. Kun den at personalet ikke holder noget skjult for forældrene. De arbejder med åbne journaler, så forældrene er bekendt med alt, hvad der skrives ned om forholdet mellem dem og deres børn. Og for at give forældrene indflydelse er der et forældreråd, der arrangerer skovture, fester og sommerture til Sverige”, fortæller Kaj Madsen.

Flexhuset

At få etableret en kontakt og skabt tillid mellem pædagoger og forældre er helt afgørende for, at der kan arbejdes med de ofte tunge problemstillinger. Og så handler det om at møde forældrene der, hvor de er, og ikke lave urealistiske aftaler.

”På et statusmøde for mange år siden diskuterede vi en far, hvis to børn var hos os, fordi han i perioder drak. Peter var 42 år og havde drukket, siden han var 12, så det holdt han nok ikke op med. Ved hvert statusmøde blev der sagt de samme replikker, om at han ikke kunne have børnene, før han holdt op med at drikke. Det var ikke helt rimeligt, syntes jeg, så jeg spurgte ham, hvad vi kunne gøre for, at han var mere sammen med sine piger, selv om han drak. Det endte med, at vi lavede en aftale om, at børnene kunne bo hjemme i de gode perioder, og det fungerede. Den ældste af børnene havde en god fornemmelse af, hvornår hans far ville falde i druk, og så var de hos os.”

Aftalen med Peter var den første differentierede ydelse og starten på Flexhuset, som i dag rummer mange forskellige tilbud og i gennemsnit har 30 børn og unge tilknyttet. Enlige mødre kan få passet deres børn, så de kan komme i byen og møde en mand. Børn kan komme en hel weekend og bo.

”Når børnene er udskrevet, holder man kontakt til forældrene, der har det svært med også at være blevet udskrevet. Derudover arbejder man med familiepleje, arrangerer ture for plejebørn og forældre, fordi det er helt afgørende at bevare kontakten til forældrene”, fortæller Kaj Madsen.

At almengøre det specielle

Inddragelse handler ikke om at gøre det, børn gerne vil have, men om hvordan den professionelle udviklingsstøtte kan bruges i barnet og forældrenes skiftende hverdagsliv, mener Ida Schwartz. Hun fulgte ni børn fra Korsløkke og iagttog de fællesskaber, de indgik i. Det var blandt andet fællesskaber mellem pædagoger og børn og aldersmæssigt varierede børnefællesskaber.

”Der var to piger, som var meget sammen, og den ene, som var to år ældre end den anden, var meget bestemmende. Pædagogerne ville skille dem ad, fordi de mente, at den lille blev undertrykt af den store. Men magt er altid på spil i en relation og kan betyde, at man underlægger sig en anden for at have en, der er sjov at være sammen med. Hvis man via det almene får vendt blikket fra det særlige, så kunne man i stedet for at skille dem tænke på, hvordan man kunne støtte dem. Og på den måde få fat i mange flere ressourcer”, siger Ida Schwartz.

Hun har villet prøve at almengøre problemstillinger og knytte dem til et bredere livsperspektiv i samfundet. Og hun håber, at hendes afhandling kan bruges til inspiration.

”Kaj mener ikke, at der er nogen, der læser så tyk en rapport, men jeg mener, at man kan bruge den til at blive inspireret af nogle andre forståelsesmåder og andre perspektiver på børns betingelser for at blive inddraget”, siger Ida Schwartz

Om praksisforsknin Ida Schwartz’ studier af Korsløkkes praksis kan læses i afhandlingen ”Børneliv på døgninstitution. Socialpædagogik på tværs af barns livssammenhænge”. Afhandlingen er fra Syddansk Universitet. Både den og ”Omsorg for børn gennem omsorg for deres forældre – en projektrapport om forældresamarbejdet på Korsløkke Nærmiljøinsitution (2006) lægges ud på KIAprojektets hjemmeside.