Vikararbejde

Af Agnete Meldgaard Hansen, Maria Hjortsø Pedersen, Marie Kæmpe, Emilie Louise Turunen og Nina Liv Brøndum

Grænseløshed i det pædagogiske vikararbejde

Hvorfor vælger et stigende antal uddannede pædagoger at arbejde som vikar og hvilke konsekvenser har vikararbejdet for deres arbejdsliv? Disse spørgsmål var blandt dem, vi stillede os selv, da vi besluttede at sætte fokus på pædagogiske vikarers fl eksible arbejdsliv i vores bachelorprojekt på Roskilde Universitetscenter. I denne artikel fremhæver vi et af de mest centrale tematiske paradokser i projektet: At vikararbejdet på den ene side er en måde at sætte grænser overfor de overbebyrdende fastansættelser – og at vikararbejdet på den anden side åbner op for nye former for grænseløshed.

At trække en grænse

Langt størstedelen af de pædagogiske vikarer, der deltog i projektet, har en fortid som fastansatte i den offentlige sektor. Flere af vikarerne fortæller, at de oplevede det faste arbejde som overbelastende – med for tunge ansvarsbyrder og for høje krav til personlig involvering. Dagligdagen som fastansat var præget af stigende krav oppefra, mere administration og mindre tid til børnene. Valget af vikararbejdet kan således forstås som en måde at trække en personlig grænse for det faste arbejde. En af vikarerne fremhæver netop, hvordan valget af vikararbejdet er en måde at sætte grænser for, hvor meget arbejdet skulle fylde i hendes liv:

”Så for mig er det de rent personlige aspekter, der er de vigtigste lige nu, og det er fokuseret på det liv, jeg har derhjemme. Mit arbejde, det er et lønarbejde nu. Sådan er det. Slut. Jeg er der de otte timer, så får jeg en underskrift. Farvel.”

Samtidig fortæller vikarerne om, hvordan de med valget af vikararbejdet har fået glæden og stoltheden ved arbejdet tilbage, fordi der igen er blevet tid til kerneydelsen:

”Jeg er rigtig, rigtig glad for at arbejde på denne her måde. Det giver mig min faglige stolthed tilbage, fordi når jeg går hjem fra arbejde, så kan jeg sige: Jamen, jeg har udført det, som jeg er sat til at lave på en god måde. Så det giver en ro.” At have sagt farvel til de faste ansættelser betyder altså ikke, at vikarerne har sagt farvel til deres faglige stolthed. Tværtimod er faglighed et helt centralt tema for de pædagogiske vikarer – og et tema, hvoromkring nye former for grænseløshed opstår.

Nye grænseløsheder

Flere af vikarerne fortæller om konflikten mellem det at være vikar og det at udøve pædagogisk faglighed. Kerneværdier i den pædagogiske faglighed – at involvere sig og tage ansvar for andre menneskers omsorg – bliver genstand for et grundlæggende modsætningsforhold i vikararbejdet. En af vikarerne forklarer det således:

”Hvor langt skal man gå? Hvor meget skal man tage ansvar for? Hvornår skal man sige nej? Fordi man bliver jo involveret. Det er jo det, det handler om hele tiden: Involvering, relationer, og det er jo det, vi skal som pædagoger. Men vi er der jo også kun en uge eller to, så... det er svært nogle gange”. Vikarerne ønsker altså dels at involvere sig som en naturlig del af deres faglighed og dels at sætte grænser for denne involvering, så den ikke kommer til at fylde dem helt op. Denne balancegang mellem involvering og grænsesætning er en daglig udfordring, som valget af vikararbejde ikke i sig selv leverer en fast løsning på.

En anden af de pædagogiske vikarer problematiserer i forlængelse af dette den manglende kontinuitet i vikararbejdet: ”Vi kan lynhurtigt være med til at sætte de børn ud for rigtig mange skift. Selvom det er kvalitet, som hvert enkelt tilbyder, så kan det være vældig, vældig mange skift set i et lille barns liv. Så det bliver sådan et krydsfelt. Det bliver sådan et skisma, man står i, på en eller anden måde, ik’?”.

Der eksisterer således en stærk bekymring over konsekvenserne af den manglende kontinuitet i relationerne med børn og brugere. En bekymring, som vikarerne bærer med sig i arbejdslivet – men som de tilsidesætter til fordel for det genvundne og umiddelbare nærvær.

Ingen faste jobb eskrivels er – ingen faste roll er Et andet aspekt af det diffuse forhold mellem grænsesætning og grænseløshed opstår omkring vikarernes rolle. Rollen er ikke klart afgrænset, der er ingen faste daglige arbejdsgivere, og der er ingen faste jobbeskrivelser – tværtimod defineres arbejdsopgaverne i samarbejde med institutionerne fra gang til gang. Dette medfører en generel rolleuklarhed for vikarerne. Spørgsmål som ’hvor meget skal man blande sig?’ og ’hvor meget ansvar skal man tage?’ fylder meget for vikarerne. Som vikar er det vanskeligt at afgøre, hvornår man skal blande sig, når man mest af alt er ”på besøg”, som en af de pædagogiske vikarer betegner det.

Flere af vikarerne fortæller desuden om, at institutionerne ofte presser dem til at tage længere vikariater, end de har lyst til, samt kommer med gentagne tilbud om fastansættelser: ”Så har de også spurgt, om jeg ikke vil fastansættes, og jeg har sagt nej, og flere gange er jeg blevet spurgt af souschefen. Og det vil jeg ikke, men jeg er jo også et flinkt menneske, som kan se, de står i en presset situation....”. Vikarernes grænsedragning udfordres endnu en gang. De har aktivt fravalgt en fastansættelse, men bliver løbende konfronteret med ønsker og pres fra institutionerne for, at de genoptager det faste arbejde. At sige nej tak er ikke legitimt.

At sige fra – en konstant udfordring

Arbejdet som pædagogisk vikar er altså på én gang en måde at sætte grænser overfor det faste arbejdes invaderende karakter – man kan som vikar frasige sig det tunge ansvar og følelsen af utilstrækkelighed. Med vikararbejdet generobres noget faglig stolthed. Omvendt fordrer vikararbejdets grænseløse karakter en ny uklarhed omkring roller, ansvar og involvering – fordi omsorgsarbejdets kerne netop er involvering og ansvar. De pædagogiske vikarer lever med denne ambivalens i arbejdet, og de udtrykker det ”at sige fra”, og det at balancere mellem grænsesætning og faglighed, som en konstant udfordring. Der ligger med andre ord en stor opgave for vikarerne, deres arbejdsgivere og deres fagforeninger i at definere roller, ansvar og rammer i arbejdslivet som pædagogisk vikar.