Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Leder
Af Jan Hoby, medlem af forretningsudvalget
På vej mod kommunal ”minimalstat” Så sikkert som amen i kirken står den på millionbesparelser i budget 2009.
Sidste år var det 278 millioner kr., i år er det ”kun” 194 millioner kr. i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Socialforvaltningen skal spare 62 millioner kr. udover de 140 millioner kr. denne forvaltning har i ”overforbrug”. Men uanset nedskæringernes størrelse så er de uacceptable. Det pædagogiske område er skåret helt ind til benet. Sygefraværet er i top, det psykiske arbejdsmiljø i bund og afvandringen fra det pædagogiske område ses tydeligere og tydeligere.
Regeringen har hovedansvaret for at den offentlige velfærd er ved at blive smadret. Det er en meget bevidst strategi, som bærer navnet nyliberalisme. Men det er også en strategi som centrum-venstre fl ertallet i Københavns Borgerrepræsentation deler, om ikke de jure (ifølge loven) så de facto (i praksis)!
Som den canadiske journalist Naomi Klein skriver i sin nye bog: Chokdoktrinen – Katastrofekapitalismens opkomst, så kan hele den nyliberale reformpolitik kun presses igennem ”når der er skabt en undtagelsestilstand, så folk har opmærksomheden rettet mod noget andet”. Og hun fortsætter: ”det kræver en krise at få folk til at acceptere privatiseringer og sociale nedskæringer. Og når først de nyliberalistiske reformer begynder, så sætter der desværre en selvforstærkende proces i gang.”
Og så bliver politikernes og forvaltningernes svar på alle problemer mere og hårdere nyliberale reformer.
Dette billede ses også alt for tydeligt i København. Krisen i Socialforvaltningen blev brugt til at udlicitere tilsynet. Krisen i Børne- og Ungdomsforvaltningen er blevet brugt til at gennemføre en total markedsgørelse af forvaltningen, med resultatledelse, resultatkontrakter, resultatsamtaler, centralisering af pædagogikken, kontrol, dokumentation etc. Og det vil fortsætte uanset politikernes og direktionernes løfter om det modsatte.
Sidste skud på stammen er at Børne- og Ungdomsudvalget har opgivet at finde de 194 millioner kr., har fralagt sig ansvaret og bedt revisionsfirmaet Deloitte løse opgaven. Det er reelt en funktionstømning af kommunen! Gennemføres nedskæringer på 194 millioner kr. svarer det til at gennemføre en operation uden bedøvelse.
Fællesskabets styrke tvang Ritt, Bo & Klaus til at trække nedskæringerne på 278 millioner kr i Børne- og Ungdomsforvaltningen tilbage sidste år. I år er der mere end 194 millioner grunde til at forberede en markant, aktiv og synlig budgetkamp, der henter sin energi og dynamik fra overenskomststrejkernes kreativitet.
Vi skal i fællesskab tilkæmpe os bedre betingelser for at udføre pædagogisk arbejde. Arbejdsgiverne – både Folketinget og Københavns Kommune – skal om nødvendigt tvinges til at forstå, at det er deres politik, der langsomt men sikkert tømmer det pædagogiske område for dets mangfoldighed og livskraft.
Så kære medlemmer, hold en god lang sommerferie, for efteråret bliver hedt!