Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Småt nyt
Nålen?
Københavnske politikere kaster håndklædet i ringen, skriver to repræsentanter i HSU i en pressemeddelelse. De kan ikke finde flere besparelser på institutioner og skoler og har derfor lagt deres politiske ansvar fra sig og kaldt et revisionsfirma ind!
Vi troede ellers lige at der var styr på økonomien, men nu skal der spares 194 mio. kr. på de københavnske institutioner og skoler i 2009. Børne- og Ungdomsudvalget kan ikke selv finde besparelserne, så det har de bedt Deloitte om. Konkrete og realiserbare forslag til nedskæringer for mellem 143 og 194 mio. kr., der ikke må medføre forringelser af serviceniveauet for de borgerrettede aktiviteter. Hvad tror du de kommer op med? Nyt pres på kerneydelsen?
Skuespil på jobbet
Hver anden dansker spiller skuespil på jobbet for at være mere effektive, undgå konflikter, få en forfremmelse eller simpelthen passe bedre ind. Og det er ikke blot et dansk fænomen, men noget halvdelen af vores europæiske kolleger også praktiserer, skriver Jyllands- Posten.
Men hvor rolleskiftet ikke går danskerne ret meget på, så plager det i større grad de ansatte i de andre lande, viser undersøgelsen, som den erhvervspsykologiske konsulentvirksomhed OPP har foretaget i Danmark, Holland, Belgien, Tyskland, Storbritannien, Irland og Frankrig. Kun 15 pct. af danskerne oplever det problematisk at være en anden på jobbet end derhjemme.
Underholdning til mobilen under lup
Der er fokus på børn og unge, når Forbrugerombudsmanden i starten af juni tjekker hjemmesider for markedsføring af mobile tjenester. Undersøgelsen skal skabe overblik over problemer på et marked, der er populært hos de helt unge. Et ”gratis” spil, der pludselig bliver til et løbende abonnement – og dermed en uventet regning. Der kan være fælder, når børn og unge begiver sig ud på nettet. Derfor vil Forbrugerombudsmanden nu undersøge, om online markedsføring af SMS-tjenester til de yngste lever op til reglerne.
Mangelfulde priser og urimelige aftalevilkår figurerer ofte i de klager, Forbrugerombudsmanden får omkring nethandel generelt. Og børn og unge er en særlig gruppe forbrugere, der skal tages ekstra hensyn til.
Til kamp mod fedme
Sundheds- og Omsorgsborgmester Mogens Lønborg ønsker at forbedre indsatsen for de overvægtige børn og unge i København. Bl.a. via bedre forebyggende indsats i daginstitutionerne.
I København er 15-20 pct. af børnene overvægtige. Der er derfor brug for et tilbud til familierne, bl.a. rådgivning. En analyse i København viser at både pædagoger, lærere, læger og sundhedsplejersker efterspørger et tilbud til de børn, som de ser, er overvægtige, siger borgmesteren.
Han ønsker desuden, at København for alvor sætter sundheden på dagsordenen i dagtilbuddene, sådan at forebyggelsen øges i institutionerne og begyndende overvægt hos børn bliver opdaget. Bl.a. gennem sund mad (som forældrene selv skal betale for) og flere sundhedskurser til pædagoger.